Kampvalg om formandsposten i HK

Der bliver kampvalg om formandsposten i Danmarks næststørste fagforbund, HK.
To kandidater har i seneste dage meldt sig som kandidat til at afløse fagforbundet HK's formand Kim Simonsen, der allerede på fagforbundets sidste kongres i 2017 meddelte, at han var i gang med den sidste periode.

De to kandidater til posten er næstformand for HK/Danmark Martin Rasmussen og næstformanden for HK/Privat Anja Camilla Jensen.

Gode løsninger på klima, vækst, beskæftigelse og arbejdsmiljø

"Jeg har ikke lagt skjul på, at da jeg stillede op som næstformand i HK Danmark, var var det mit klare mål, at jeg ønsker at tage over når Kim Simonsen stopper på forbundskongressen i 2021," skriver Martin Rasmussen i et opslag på Facebook og fortsætter:

"De seneste 2½ på posten som næstformand har været en spændende rejse, og jeg sætter stor pris på det samarbejde vi har. Det betyder meget for mig, at jeg stadig har kunne komme rundt omkring i landet til mange forskellige aktiviteter, uanset om det har været virksomhedsbesøg, medlemsarrangementer eller til debatter i de forskellige HK bestyrelser."

“Jeg vil først og fremmest tage arbejdsmiljø og beskæftigelse med mig som formand for HK. Jeg tror det er det der fylder mest for vores medlemmer lige nu. Corona har skabt en usikker fremtid for os alle, derfor fortjener medlemmerne en fagforening der har de gode løsninger på klima, vækst, beskæftigelse og ikke mindst et godt og sikkert arbejdsmiljø, så vi kan holde til de mange år på arbejdsmarkedet.”

Martin Rasmussen er 49 år gammel. Før han blev næstformand for hele forbundet, var han i 10 år afdelingsformand for HK Midt (Fyn og Fredericia). Før det var han faglig konsulent i HK Privat på Fyn.

Martin Rasmussen er uddannet kontorassistent.

En større, stærkere og mere tydelig organisation

Anja Camilla Jensen skriver i et opslag på Facebook om sit kandidatur til posten som formand for HK Danmark:

"Jeg tror på, at jeg kan være med til at løfte HK videre som en større, stærkere og mere tydelig organisation, og en organisation, der internt og eksternt tager udgangspunkt i dem, det rigtigt handler om."

Anja Camilla Jensen fortsætter:

"De grundlæggende værdier vil jeg naturligt tage med mig som forbundsformand. Jeg har store ambitioner for vores arbejde og vil ikke trætte jer med programerklæringer her."

"Men jeg vil hele tiden huske på, at HK’erne binder Danmark sammen. De har din og min ryg, og de fortjener mere anerkendelse og respekt, bedre vilkår og mere i løn!"

50-årige Anja Camilla Jensen er oprindelig uddannet receptionist. Inden hun blev næstformand for HK-Privat var hun specialkonsulent i forhandlingsafdelingen i Kost- og Ernæringsforbundet.

To erklærede socialdemokrater

Begge formandskandidater er erklærede socialdemokrater.

Anja Camilla Jensen har siddet to perioder i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg og Martin Rasmussen har flere gange stillet op til byrådet i Odense - dog uden at blive valgt.

Hvem af de to det bliver, bliver først afgjort på HK's kongres til næste efterår, så de to kandidater (og eventuelle yderligere kandidater) får rig lejlighed til at komme ud og møde medlemmerne.

HK har cirka 230.000 medlemmer og er dermed det næststørste forbund i FH-familien efter 3F. Kim Simonsen har været formand for HK siden 2008.



 

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det er så ligegyldigt!
Fagbevægelsen har ikke gjort noget for de danske arbejdere de sidste tredive år!
Tværtimod har de ødelagte mange arbejdspladser!

Jens Peder; - undskyld men det er desværre nødvendigt at sige, at du skriver og tænker som en tåbe, hvis du virkelig mener dette.. Fagbevægelsen kan klandres berettiget for mange ting, men man er idiot, hvis man ikke kan se fagbevægelsens nødvendighed..

Annonce