Styrelse åbner ny sag mod Det Faglige Hus A-kasse: Købte ejendom til ti millioner over den offentlige vurdering
Styrelse åbner ny sag mod Det Faglige Hus A-kasse: Købte ejendom til ti millioner over den offentlige vurdering
Efter Netavisen Pio indsendte oplysninger til den tilsynsførende myndighed for a-kasser, har Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering åbnet en ny sag mod Det Faglige Hus A-kasse. Foruden hovedkvarteret ved Esbjerg Lufthavn og byggegrunden ved Esbjerg Brygge ejer Det Faglige Hus A-kasse nemlig en bygning fra 1929, som den købte for ti millioner over den offentlige vurdering. Som repræsentant for både køber og sælger sad landsformand Johnny Nim
Lige overfor havnearbejdernes mønstringshus i Esbjerg ligger en næsten 100 år gammel murstensbygning i tre etager. Den huser ifølge cvr-registret 13-14 medarbejdere fra den gule fagforening Det Faglige Hus' a-kasse, men der er ingen medlemsbetjening på adressen.
Så hvad skal a-kassen med den bygning, når a-kassen samtidig råder over 8.000 kvadratmeter kontordomicil ved Esbjerg Lufthavn?
Det er svært at se. Men a-kassens køb af Gammelby Ringvej 2 i 2016 var en rigtig god handel for ejendomsselskabet Gasværksgade ApS, der fra 2015 var begyndt at opkøbe matrikler i det område, det gamle murstenshus ligger på. Teglværkskvarteret, bliver det kaldt.
Den tilsynsførende myndighed for a-kasser, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR), oplyser onsdag til Netavisen Pio, at styrelsen nu åbnet endnu en sag mod Det Faglige Hus A-kasse, efter at Netavisen Pio indsendte oplysninger om handlen til dem og bad om deres vurdering.
Både statsautoriseret revisor Lars Kiertzner og arbejdsmarkedsforsker Bent Greve finder også Det Faglige Hus A-kasses køb af adressen Gammelby Ringvej 2 stærkt problematisk – blandt andet fordi både køber og sælger var repræsenteret af en og samme person: Johnny Nim, landsformand for Det Faglige Hus.
Forskellen på traditionelle og gule fagforeninger
De traditionelle fagforeninger forhandler overenskomster for medlemmerne, og er en del af det etablerede konfliktsystem. Disse fagforeninger har af samme grund tillidsfolk på nærmest hver arbejdsplads - og på større arbejdspladser en gruppe af tillidsfolk med en fællestillidsmand i spidsen.
De traditionelle fagforeninger organiserer typisk folk inden for ét specifikt fag i et enkelt fagforbund.
Gule fagforeninger er typisk tværfaglige og billigere at være medlem af, da de ikke indgår og vedligeholder overenskomster - eller kun indgår et fåtal af overenskomster. Tillidsfolk har de typisk heller ikke. De fører heller ikke sager i det arbejdsretlige system.
God handel – men ikke for a-kassen
Ejendomsselskabet Gasværksgade ApS – i dag kaldet Generationernes By ApS – blev i 2014 stiftet af DFH Holding, som er ejet af de tre fagforeninger under Det Faglige Hus. I 2015 købte Gasværksgade ApS Gammelby Ringvej 2, der havde matrikelnummer 2pp.
Her havde der tidligere ligget en brandstation, som Falck ejede. Prisen for matriklen inklusive bygningen var 14,5 millioner kroner.
Året efter solgte Gasværksgade ApS så Gammelby Ringvej 2 videre til Det Faglige Hus A-kasse for 12,5 millioner kroner. Tingbogsattesten er imidlertid først fra slutningen af 2017.
Og her var matrikel 2pp svundet ind fra 4595 m2 til 286 m2. I mellemtiden havde ejendomsselskabet nemlig fået udstykket en række nye matrikler.
Med frasalget til Det Faglige Hus A-kasse fik Gasværksgade ApS altså 86 procent af deres egen udgift for Gammelby Ringvej 2 retur, og beholdt samtidig 94 procent af den oprindelige matrikel.
Ejendomsselskabet havde dermed sikret sig over 4000 kvadratmeter grund på en prime location i Esbjerg for blot to millioner kroner.
Hermed er der ikke den nødvendige armslængde til at sikre, at handelen foregår på ordentlige vilkår
Herfra kunne der begynde en omfattende ejendomsudvikling. Med en lang række andre aktører – og andres penge – ind over, men det er en historie til en anden dag.
Den bygning, Det Faglige Hus A-kasse fik med i købet af den kraftigt reducerede matrikel 2pp, var på salgsdagen vurderet til 2.2 millioner kroner og grundværdien 321.800 kroner. Det Faglige Hus A-kasse betalte altså næsten 10 millioner kroner over den offentlige vurdering.
Det skete i en intern handel under Det Faglige Hus-paraplyen, hvor formanden for bestyrelsen hos både ejendomsselskabet og a-kassen var (og er) Johnny Nim. Der var også et andet bestyrelsesmedlem, der gik igen i ledelsen på begge sider af bordet: Lillian Palisz Jaszczak.
Ligesom Johnny Nim har Lillian Palisz Jaszczak siddet i ledelsen af Det Faglige Hus tilbage fra organisationens spæde begyndelse.
Sådan opstod den matrikel, Det Faglige Hus A-kasse købte til ti millioner over vurderingen
Den 17. februar 2014 stifter DFH Holding ejendomsselskabet Gasværksgade ApS (i dag kaldet Generationernes By ApS) – tilsyneladende med det formål at overtage en grund med adressen Gasværksgade 30. Her havde der været drevet autoværksted.
Prisen er 5,6 millioner kroner – og sælger er Funktionærkartellet/Teknikersammenslutningen (FK/TS), der af ukendte årsager erhvervede sig denne matrikel med nummeret 1077c tilbage i 2007. Den oprindelige matrikel 1077c var på 6012 m2.
Den 1. juli 2015 gør Gasværksgade ApS sit næste indkøb: For 14,5 millioner kroner overtager ejendomsselskabet adressen Gammelby Ringvej 2 med matrikelnummer 2pp, som dækker over 4.595 m2 grund, der ligger op til matrikel 1077c. Her havde der været drevet brandstation.
Gasværksgade ApS kommer altså til at råde over 10.607 m2 i det såkaldte Teglværkskvarter i Esbjerg og begynder dels at nedrive gamle industribygninger, for at gøre klar til et omfattende ejendomsudviklingsprojekt, dels at udstykke i flere matrikler.
Den eneste oprindelige bygning, der bliver stående – og som stadig står der – er et stort murstenshus i tre etager fra 1929.
Det er denne bygning, Det Faglige Hus A-kasse køber med overtagelsesdato 1. april 2016. Bygningen ligger på matrikel 2pp, der gennem udstykning er svundet ind til 286 m2, da a-kassens køb bliver tinglyst flere år senere.
Prisen er 12,5 millioner kroner. Den offentlige vurdering er på salgstidspunktet godt 2,5 millioner kroner for bygning og grund tilsammen.
Oplysningerne har vi fra disse offentligt tilgængelige registre: matriklen.dk, tinglysning.dk, ois.dk, datacvr.virk.dk og bbr.dk.
Armslængder og figenblade
Professor Bent Greve, der er velfærds-, skatte- og arbejdsmarkedsforsker ved Roskilde Universitet, kalder det ufornuftigt, at en a-kasse handler ejendom med et ejendomsselskab, der er kontrolleret af de samme personer, som sidder i ledelsen af a-kassen.
"Hermed er der ikke den nødvendige armslængde til at sikre, at handelen foregår på ordentlige vilkår, og det øger risikoen for, at a-kassen kommer til at købe for dyrt," lyder vurderingen fra Bent Greve overfor Netavisen Pio.
Statsautoriseret revisor Lars Kiertzner vurderer, at selve erhvervelsen af Gammelby Ringvej 2 "er i strid med formålet for en a-kasse, hvis der reelt ikke var brug for ejendommen for at kunne opfylde formålet."
At nogle af a-kassens medarbejdere har deres arbejdsplads i bygningen, kalder Lars Kiertzner "et figenblad".
Disse ansatte kunne nemlig lige så godt have siddet i det hovedkvarter, Det Faglige Hus har haft ved Esbjerg Lufthavn siden 2013.
Læs også:Kommunalt støttet erhvervsråd er stor lejer hos a-kasses ulovlige udlejningsvirksomhed
Et hovedkvarter, som a-kassen overtog ejerskabet af på præcis samme dato, som a-kassen overtog Gammelby Ringvej 2. På John Tranums Vej ville der rigeligt være plads til alle medarbejdere, hvis ikke lokalerne i stedet blev lejet ud til eksterne aktører.
"Noget andet er så, at a-kassen efter jeres fremstilling betaler en meget stor overpris for ejendommen og en lille del af grunden efter frastykningen af tre matrikler – og her er spørgsmålet, hvem der får glæde af den handel," påpeger Lars Kiertzner.
Tip os
Har du informationer om Det Faglige Hus, er du velkommen til at kontakte redaktionen på vores mail redaktion@piopio.dk
Netavisen Pio indsendte oplysningerne om handlen med Gammelby Ringvej 2 til STAR for at bede om deres vurdering.
Nu har styrelsen bedt Det Faglige Hus forklare ”handlens økonomiske rimelighed”, ligesom de stiller spørgsmål ved, om a-kasselovens paragraf 82 – der kræver adskillelse mellem a-kassens og fagforeningernes økonomi – er overholdt.
Styrelsen vil have Det Faglige Hus A-kasse til at forklare alle elementer i handlen, samt hvad formålet var, og hvordan det formål understøtter a-kassens og ikke mindst medlemmernes interesser.
STAR er også i gang med at vurdere de juridiske konsekvenser af, at Det Faglige Hus A-kasse i årevis har brudt loven ved at drive privat udlejningsvirksomhed gennem to anpartsselskaber.
Ingen reaktion fra Det Faglige Hus
Netavisen Pio har spurgt Det Faglige Hus – via deres kommunikationskonsulent Teddy Gerhke – om følgende spørgsmål. De er ikke vendt tilbage.
1) Hvad var begrundelsen for, at Det Faglige Hus A-kasse købte Gammelby Ringvej 2 i 2016?
2) Hvad var årsagen til, at salgsprisen lå omkring 10 millioner kroner over den offentlige vurdering?
3) Hvad gjorde A-kassens bestyrelse for at sikre armslængde, når formanden for både A-kassen og det ejendomsselskab, der solgte Gammelby Ringvej 2, var samme person?
Kommentarer
Selvom de da skal prise sig…
Selvom de da skal prise sig lykkelige over, at den sag næppe vil interessere den ordinære presse, er der jo stadig noget, der hedder loven, og der hjælper det bare ikke heeeelt så meget at have venner i politik og på redaktionerne ;-)
Måden man bliver rig på er…
Måden man bliver rig på er ved at flytte lidt rundt på nogle ting og tal med adgang til pengenes netværk - Ikke ved at arbejde. Selv om det er arbejde, som skaber værdierne.
Det er faktisk temmelig forargeligt.
Det er iøvrigt sådan en…
Det er iøvrigt sådan en verden Liberal Alliance sværmer for. At de mange skal arbejde og de få have adgang til mange lette penge.
Det er værd at skrive sig bag ørerne nu, hvor der er udskrevet valg og Alex Vanopslagh har erklæret sig klar til at tage ansvar som statsminister og dermed fører dette forfærdelige skræksenarie ud i livet.
Tilføj kommentar