Ny bog stiller skarpt på unges mistrivsel

Hvordan kan det være, at mange børn og unge mistrives? Vi lever i et land med velfærd for alle. 

Vores sociale systemer lægger en betryggende hånd under os. Vores sundhedsvæsen passer godt på os. Samfundet fungerer godt og er baseret på en god økonomi. 

Alligevel er mange af vore børn og unge ulykkelige. 

De trives ikke i det samfund vi har skabt for at gøre alle lykkelige. Antallet af børn der modtager psykiatrisk hjælp er steget med 49 procent siden 2012. 

Hvordan kan det være, at vi tillader mistrivslen?

Antallet børn der henvises til specialundervisning er steget markant i samme periode. Antallet af børn med skolevægring er steget fra 13 procent i 2013 til lidt over 20 procent i 2024. 

Hvad er der galt? Det spørger mange om, og der er mange svar, men på trods af den store interesse er vi tilsyneladende ude af stand til at gøre noget effektivt ved det, og det er egentlig underligt. Hvordan kan det være, at vi tillader mistrivslen? 

Det er emnet for en lille, klog antologi med titlen 'Pissedårlig trivsel'. 

Kritik af selvrefleksionens blindgyde

Bogen er skrevet af mennesker med stor viden om skole og pædagogik, og er tænkt som et bidrag til en åben samtale om emnet, så hvis man søger efter bastante løsninger, finder man dem ikke her, og det er faktisk en fordel. Det gør bogen mere troværdig. 

Bogens første kapitel er skrevet af den nederlandske skolefilosof Gert Biesta, der er en af vor tids største kapaciteter, når det gælder skole og undervisning. 

I sit bidrag kritiserer han vores skolevæsen for at rette børns og unges opmærksomhed indad mod dem selv. Det sker eksempelvis, når eleverne får at vide, at de skal tage ejerskab over deres egen læring. Nogle mener, at denne selvrefleksion er vejen til sand frigørelse, men Biesta peger på, at modsatte kan være tilfældet. 

Læs også:Bertel Haarder brænder for politik, kulturen og sjælen

Kravet om at gøre sig selv til genstand for sin egen kontrol, sin egen evaluering og sin egen målsætning er uden nogen som helst retning – bortset fra den retning, man ønsker at pålægge sig selv. 

Dette er en blindgyde, for uddannelsens egentlige vej er ikke indad mod en selv, men udad, ud mod verden i al dens mangfoldighed og kompleksitet.  

Lyt til de unge whisteblowere

Et andet bidrag indrømmer, at det er tungt at tale om dårlig trivsel. For vi ved godt, hvor mange problemer der er. Vi ved, at forældre og omsorgspersoner kan være presset til det yderste. Vi ved, at ressourcerne ikke altid slår til. Vi ved også, at rådgivere og andre hjælpere er bundet af bestemmelser, som begrænser deres muligheder for at hjælpe. 

Men vi kan faktisk ændre noget, hvis vi vælger at organisere os anderledes og vælger at lytte til de børn, der klager over manglende trivsel. 

At bryde med det glitrende magtsprog der hersker over folkeskolen i dag er en opgave der kan synes umulig

Disse børn kan betragtes som skolens whistleblowere, og som sådan kan de være en guldgrube af information om livet i skolen. De fortæller jo, at de flotte formuleringer om kompetencemål, frihed og fællesskab ikke passer med skolens virkelighed. 

Deres vægring kan således forstås som en meddelelse. Et modsprog uden ord. Man må ønske, at de voksne formår at bruge denne protest i en kamp for egentlig frigørelse, så børnene kan få gode venner og tillidsfulde relationer til de voksne. 

At bryde med det glitrende magtsprog der hersker over folkeskolen i dag er en opgave, der kan synes umulig, for det er båret af mægtige kræfter som ingen rigtig har ord for. 

Men hvis skolen igen skal blive et sted, hvor trivsel og indlæring går hånd i hånd, er det nødvendigt at gøre det. 

Den lille bog om den pissedårlige trivsel kan være et led i dette ønskelige opgør. 

Den er god til at få forstand, så læs den og brug den. Den kan være til gavn for os alle. 

Alexander von Oettingen og Helle Rabøl Hansen (red.): 'Pissedårlig trivsel'. Hans Reitzels Forlag, 2026.