Har sosserne helt glemt at synge og danse?
Har sosserne helt glemt at synge og danse?
Nu hvor Socialdemokratiet ruster sig til folketingsvalget den 24. marts, efter nederlag ved både kommunal- og EP-valg, lyder mit velmente råd: Husk kulturen!
Det kan være meget godt med fødevarecheck, hårdere straffe til kriminelle klaner og byggekraner så langt øjet rækker; men mennesket lever ikke af brød alene, som allerede Jesus sagde.
For nutidsmennesket er materiel velstand godt, men ikke nok. Selvfølgelig vil vi have arbejde, boliger og retfærdighed, men vi søger også en mening med livet, en eksistentiel velfærd, der handler om mental balance, tid til familien og et bymiljø, der tilfredsstiller vores behov for oplevelser, inspiration og fællesskab.
Et moderne bredtfavnende folkeparti må kunne levere både materiel velstand og indre, mental velfærd for at kunne favne den middelklasse, der i dag er afgørende, hvis man vil vinde valg.
Ikke mindst når vi – som nu – går ind i en valgkamp, er det vigtigt at huske kulturen og fællesskabet.
Det virker nemlig på mig, som om Socialdemokratiet i kampens hede har mistet fornemmelsen for den betydning, kunst og kultur har for samfundsfællesskabet.
Læs også:Anmeldelse: En maggiterning af fest, farver og folkelighed
Det siger jeg velvidende, at partiets kulturordfører, Mogens Jensen, i årtier har udgjort en kulturel enmandshær, og i dag er den bedste kulturminister, vi netop ikke fik.
Det er derfor jeg spørger: har sosserne helt glemt at synge og danse?
De bedste fester
"Vil du nå ind til marven af den danske arbejderbevægelse, så syng dens sange", står der i forordet til mit eksemplar af Arbejdersangbogen (AOF's forlag, 1997).
'Rejs jer, fordømte her på jorden' er fra 1911, 'Brødre, lad våbnene lyne' blev til i 1919 og 'Danmark for folket' kom til i 1934 sammen med Socialdemokratiets partiprogram med samme titel.
Da mine forældre var unge, var det helt almindeligt at melde sig ind i Socialdemokratiet, fordi "de holdt de bedste fester". Her svang man skørterne til swingende jazz, inden man diskuterede 'Midt i en jazztid' over natmaden.
Da Anker Jørgensen var formand for de danske arbejdsmænd, købte han kunst ind, som man den dag i dag stadig kan nyde i forbundshuset
Da Jens Kramer Mikkelsen var med til at stifte Østerbro-afdelingen af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), flyttede de unge ind i en nedlagt butik i Nordre Frihavnsgade i København.
Selvfølgelig skulle partiet være til stede dér, hvor folk flest kom forbi.
Læs også:'Fra supermagt til shitshow': I USA hænger politik og pop sammen
Jens Otto Krag stod som socialdemokratisk statsminister bag en dialog mellem parti og kulturradikale som forfatterne Klaus Rifbjerg, Villy Sørensen og Leif Panduro.
Og da Anker Jørgensen var formand for de danske arbejdsmænd, købte han kunst ind, som man den dag i dag stadig kan nyde i forbundshuset.
"Hvad med kulturen?"
Der går en rød tråd af fest og farver, kunst og kultur i den socialdemokratiske bevægelse i Danmark, selv om man ikke lige ser det ved første øjekast i dag.
"Hvad med kulturen?" spurgte lysmageren, arkitekten og debattøren Poul Henningsen i 1933.
Men uden sang, dans og fest bliver et parti et kedeligt sted at være
Socialdemokratiet svarede ved at oprette Kulturministeriet i 1961. I samme åndedrag kom Statens Kunstfond til.
Julius Bomholt (1961-64) hed den første socialdemokratiske kulturminister, Niels Mathiasen (1971-73, 1975-80) bragte ungdomsoprøret ind i regeringsvarmen og Jytte Hilden (1993-96) blev den kulturminister, der formåede at råbe hele nationen op.
Selv om partiet med rette kan være stolt af sine kulturministre, er det som om man har betragtet kulturlivet som en slags unødvendig glasur på toppen af samfundslagkagen.
Læs også:Bjarne Corydons nye DR skal berolige borgerlige kritikere
I hvert fald har man ikke for alvor satset på kulturen, siden Hilden sad for bordenden i kulturministeriet.
Men uden sang, dans og fest bliver et parti et kedeligt sted at være, og måske knap og nap en bevægelse.
Nu hvor Socialdemokratiet ruster sig til folketingsvalget den 24. marts, efter nederlag ved både kommunal- og EP-valg, lyder mit velmente råd:
Husk kulturen! En levende, jordnær og sprælsk kulturpolitik er forudsætningen for, at man kan kalde sig et bredt folkeparti i dag.
Kommentarer
Niels Frid-Nielsen taler om,…
Niels Frid-Nielsen taler om, at vi mennesker søger efter en mening med livet, der udover det rent materielle også omfatter såkaldt "eksistentiel velfærd".
Alle går vi rundt og fryser, som Kim Larsen sang, hvilket giver mig inspiration til at udtrykke, at alle går vi rundt og søger behovs tilfredsstillelse efter hele palleten her i livet.
For os selv og vore nærmeste vel at mærke, men først og fremmest for os selv.
Vi er så fokuseret på at gøre os selv lykkelig, at vi gerne træder på andre undervejs og spidder dem med vore spidse albuer for at nå vores mål.
Men bliver vi så lykkelige, den dag vi har opnået alt det vi higede efter.
Næppe, for enten bliver vi skuffet over, at de mål vi satte os for var for høje, eller også bliver vi skuffet over, at målene ikke gav den lykke, vi havde forventet.
Begge situationer giver anledning til at tænke nærmere over, hvad meningen med livet egentlig er.
De fleste af os kommer nok til et subjektivt resultat, der giver os den nødvendige ro og balance, dog vil vi nok alle flere gange i livet opleve, at vi for en tid er havnet i et uforudset vacum, fordi alt ikke altid følger vore planer. Og det er faktisk betydelig mere meningsfyldt end at lykkes med det, man oprindelig troede ville give livet mening, for disse vacummer drejer ofte vore livsforløb over i mere lykkelige og mindre ego entrerede baner.
Så tak for ikke altid at lykkes og tak for modgangen, for det er gennem den vi bliver stærkere, og det giver vel livet en ganske god mening🙂
Og vi skal ikke være så bange for at mangle en mening her i livet, for den fik vi alle ovenfra, den dag vi blev født.
Det jeg mente med mit indlæg…
Det jeg mente med mit indlæg er, at der ikke findes en færdig opskrift på, hvornår ens liv har mening. Man kan ikke, sådan som jeg opfatter det Niels Frid-Nielsen skriver, opstille nogen norm for meningsfuldhed, for vi er mennesker og ikke robotter.
Det der giver mening for en behøver derfor ikke at give mening for en anden. Derudover får Frid-Nielsen det til at lyde som om, at vi alle har krav på at få fyldt hele livets palette op med lykke, selv om sandheden er, at vi ikke har krav på nogensomhelst, eftersom livet er en gave. Og endelig ville det blive død kedeligt, hvis alle ønsker altid gik glat igennem og blev opfyldt uden modstand. For som det hedder i en højskolesang, at "kamp må der til, skal livet gro, ej kamp blot for det daglige brød". Og hvad er en sejr uden kamp!
Blot som et supplement til mit tidligere indlæg, der kan virke lidt forvirrende.
Tilføj kommentar