Den næste regering må ikke glemme Det Faglige Hus A-kasses ulovligheder
Den næste regering må ikke glemme Det Faglige Hus A-kasses ulovligheder
Vi må kræve, at den kommende regering uanset sammensætning må tage det alvorligt, at en stor aktør undergraver vores danske model
Valgkampen er i fuld gang og kører på de emner, der optager danskerne: Tryghed. Retfærdighed. Velfærd. Respekt for dem, der får hjulene til at dreje rundt.
Fint. Så lad os se, om partierne også kan holde fokus på den del af arbejdsmarkedet, hvor typer som A-kasse-svindleren Johnny Nim driver gæk med fællesskabet for medlemmernes penge.
Når Det Faglige Hus A-kasse bruger sin særlige status til at drive bygge- og udlejningsvirksomhed i strid med reglerne, er der tale om et svigt af det formål, a-kassen har.
Når Nim blander sin egen privatøkonomi sammen med foreningens, ligner det noget vi skal vente på rettens ord for, hvis vi ikke vil i karambolage med injurielovgivning.
Og det er præcis den type skandale, der plejer at forsvinde ud af politikerne og befolkningens synsfelt, når først stemmerne er talt op, og ministerbilerne skal fordeles.
Det må ikke ske her.
Hvad gør I, når en central aktør bliver taget i at køre uden for reglerne?
For Det Faglige Hus er ikke kendt for åbenhed. Tværtimod. Når referater, beretninger og regnskaber enten ikke findes eller kun dukker op efter måneders rykkeri, tyder det på bevidst mørklægning.
Man nyder godt af foreningslovens bogstav, men lever ikke op til dens ånd: at være en demokratisk styret medlemsorganisation.
Læs også:Leder: Hvad er meningen med et tilsyn, hvis Det Faglige Hus slipper med en advarsel?
I valgkampen kommer der til at stå kandidater og love, at de vil værne om den danske arbejdsmarkedsmodel. Godt. Så skal de også kunne svare på det helt konkrete:
Hvad gør I, når en central aktør bliver taget i at køre uden for reglerne?
De blå må på banen
Her må især de borgerlige partier komme på banen. De har indtil videre udvist en påfaldende mangel på interesse for Det Faglige Hus A-kasses systematiske omgåelse af reglerne.
Hvilket ikke giver mening, da vores i virkeligheden meget liberale arbejdsmarkedsmodel kræver et højt niveau af tillid og integritet hos aktørerne.
Vi må kræve, at den kommende regering uanset sammensætning må tage det alvorligt, at en stor aktør undergraver vores danske model.
Der ligger et påbud, og der ligger en myndighedsproces om de bagudrettede konsekvenser. Det skal følges til dørs, og det skal være synligt for medlemmerne, hvem der betaler regningen.
Ellers lærer man typer som formand Johnny Nim én ting: Det kan betale sig at køre på kanten, indtil nogen opdager det.

Kommentarer
Den rigtige fagbevægelse har…
Den rigtige fagbevægelse har desværre ikke specielt mange venner på borgen og vel endnu færre i medielandskabet.
Men enig, det må ikke gå i glemmebogen. Og domstolene kan vi da trods alt stole mere på end de førnævnte aktører ;-)
Det faglige Hus ses rundt om…
Det faglige Hus ses rundt om i landet - oftest som stor annoncør eller sponsor for sportsklubber - f eks på trøjer og på forskellig skiltning i haller. Det kan undre meget, at klubberne vil lægge navn til, ligesom det kan undre, at seriøse virksomheder vil optræde i selskab med Det faglige Hus.
Altså Vanopslagh vil have…
Altså Vanopslagh vil have fagforeninger nedlagt, så markedet kan fastsætte lønnen. Det bliver så 35 kr. i timen for en SOSU og 3.500 kr. i timen for folk med Vanopslagh egenskaber.
Se det er da retfærdig.
PS. Vanopslagh er formand for det eneste private parti i Danmarks historien. Ejet af milliardæren og udenlandsk danskeren Lars Seier Christensen - En selfmade man.
Tilføj kommentar