De politiske forhandlinger om retten til en værdig tilbagetrækning nærmer sig en afslutning. I sidste uge indkaldte regeringen SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti til fælles forhandlinger. Forhandlinger, som gerne skulle føre til en aftale, inden Folketinget åbner den 6. oktober.

De fire fagforbund i ”Alliancen for en værdig tilbagetrækning” har dannet trop ude foran Beskæftigelsesministeriet, når forhandlerne er mødt op.

Det har vi gjort, for at minde dem om, at de politiske drøftelser, der foregår i ministeriets mødelokaler, har store konsekvenser for dem ude på arbejdspladserne. Ikke mindst hos dem med et langt og hårdt arbejdsliv bag sig.

Kan sikre et værdigt punktum på arbejdslivet

Den aftale, politikerne arbejder på at nå frem til, kan være med til at sikre, at en VVS’er, blikkenslager eller skorstensfejer, som har arbejdet siden 16-årsalderen, kan få lov til at gå på pension et par år tidligere.

Det er år, som kan bruges sammen med ægtefællen, børnebørnene og vennerne. Gode år, som kan sætte et værdigt punktum på et godt – men også langt og hårdt – arbejdsliv.

Det er den virkelighed, vi forsøger at minde politikerne om, når vi stiller os op foran ministeriet, holder møder på Christiansborg eller trykker annoncer i de store aviser.

Virkeligheden kalder

Og der er mange, som godt kunne tåle at blive konfronteret med den virkelighed, som indfinder sig ude i landet – på både byggepladserne, i servicebilerne og på tagene.

Også i denne uge har de borgerlige og liberale aviser fortsat deres smædekampagne mod regeringens pensionsudspil.

De har blandt andet givet spalteplads til Dansk Arbejdsgiverforening, som med en ny analyse prøver at så tvivl om, hvorvidt et langt arbejdsliv egentlig slider mere på kroppen, fordi dem med et langt arbejdsliv angiveligt ikke har flere sygedage.

En analyse, som først og fremmest ikke medregner lønmodtagere i virksomheder med under 10 ansatte – det vil sige en stor del af medlemmerne af Blik- og Rørarbejderforbundet og mange andre håndværkerforbund.

Desuden tager arbejdsgivernes analyse heller ikke højde for, at antal sygedage ikke nødvendigvis afgør, om man er slidt eller ej.

Når 7 ud af 10 medlemmer af Blik og Rør fortæller, at de har taget smertestillende medicin de sidste tre måneder for at passe sit arbejde og ikke sygemelde sig, så bekræfter det mig i, at der skal findes en ordning for dem og andre lønmodtagere med lange og hårde arbejdsliv.

Hvor blev de journalistiske standarder af?

Det er dog åbenlyst for de fleste, at redaktørerne på de borgerlige medier ikke deler denne holdning.

Under overskriften ”Ældre Sagen lægger afstand til »Arne-pension«”, konkluderede Berlingske, at Ældre Sagen direkte er imod regeringens udspil.

En overskrift, som Ældre Sagen selv måtte forsøge at trække tilbage efterfølgende, fordi de mente, at linjerne var blevet trukket lige lovligt skarpt op.

Der er ikke noget nyt eller odiøst i, at medier vælger sine vinkler ud fra deres officielle eller uofficielle politiske tilhørsforhold.

Men når Berlingske skarpvinkler konklusionerne så hårdt, at deres egne kilder må gå ud og dementere efterfølgende, så mener jeg, at det vidner om, at avisen vægter de borgerlige værdier højere end de journalistiske standarder.

Det hænger nok desværre sammen med, at enkelte regeringskritiske røster sælger flere aviser end de tusindvis af almindelige danskere, som faktisk vil få glæde af regeringens udspil.