☰
☰
Annonce
Det endelige opgør mellem S og R
Morten Østergaard erklærer atter krig mod regeringen. S har den stærkeste position, men på sigt er konflikten ødelæggende for begge parter.
“Tal sagte, men bær rundt på en stor kæp”.
Sådan beskrev den berømte præsident Teddy Roosevelt engang den amerikanske udenrigspolitik. Underforstået: Hvis du kan sætte dig i respekt, så behøver du ikke råbe af nogen.
Historisk er det den rolle, Det Radikale Venstre har spillet i dansk politik. Man sad på de afgørende mandater og det i sig selv skabte den nødvendige ærbødighed om midterpartiet.
En nedadvendt mundvig eller et misbilligende suk fra Marianne Jelved var nok til at sætte Christiansborg på den anden ende og udløse politiske jordskælv og formandsopgør i de omkringliggende partier.
Ikke engang Politiken tager notits
Det er mildest talt ikke tilfældet længere.
Fredag truede den radikale politiske leder Morten Østergaard igen-igen med at vælte regeringen, hvis den ikke accelererer den grønne omstilling.
For ikke længe siden ville sådan en udmelding have ryddet mediernes sendeflade.
I dag tager end ikke Dagbladet Politiken særlig notits, når Morten Østergaard udsender sine fyresedler.
Det handler om samarbejdsklimaet mellem S og R
Man kan selvfølgeligt ikke kritisere De Radikale for at agere som ethvert andet støtteparti og forsøge at presse regeringen til indrømmelser.
Der er kamp om den grønne førertrøje i dansk politik og derfor giver det mening at råbe højt.
Det giver til gengæld mindre mening at vælte danmarkshistoriens mest klimavenlige regering, lige inden den grønne omstilling for alvor skal sættes i værk.
Klimaet er da også primært valgt, fordi det er et godt valgkampstema.
Morten Østergaard håber at kunne sikre sit parti stemmer fra resten af rød blok, men i virkeligheden er udlændinge, blackstone-indgrebet og økonomien emner, hvor der er større afstand til regeringen.
Konflikten handler mere om samarbejdsklimaet i rød blok end om udledningen af Co2
Fanget i et parlamentarisk hjørne
Morten Østergaards store problem er, at han har manøvreret sit parti op i et parlamentarisk hjørne.
Hvor De Radikale tidligere kunne skifte mellem blokkene, så taler - og agerer - Morten Østergaard nu som lederen af et venstrefløjsparti.
Han raser mod regeringens udlændinge- og klimapolitik og drømmer henført om de grønne “anstændige” borgerlige med FN-klimanåle i reverset, han en dag vil kunne danne flertal med.
Udfordring for Morten Østergaard er, at sådan et flertal sjældent har har været længere borte. Ideen om en borgerlig regering, der ikke er afhængig af den yderste højrefløj i form af Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti, er stendød.
For blå til de røde og for rød til de blå
Samtidig holder Morten Østergaard fast i De Radikales højreorienterede økonomiske politik, hvilket umuliggør en alliance med de andre støttepartier, SF og Enhedslisten.
Det er kort sagt en vissen pind, Morten Østergaard bærer rundt på, og derfor er han nødt til at råbe råbe ekstra højt for at blive hørt. Men for hver gang stemmen hæves, mister den noget af gennemslagskraften.
Sagen er nemlig den, at Morten Østergaards argumentation ikke hænger sammen. Hvis der fandtes et grønt flertal uden om regeringen, så kunne De Radikale jo gå i gang med at lave love i morgen.
Hvis Venstre skulle være mere progressive på klimaområdet end Socialdemokratiet, hvorfor pegede Morten Østergaard så ikke på Lars Løkke Rasmussen under den seneste valgkamp?
Læg dertil, at Morten Østergaard sætter Mette Frederiksen i en umulig situation. Hvis hun bøjer sig for trusler, så er det en åben invitation ikke bare til De Radikale, men også SF og Enhedslisten om at true med at vælte regeringen i tide og utide.
Den radikale nøgleposition sat over styr
I sidste ende sidder Morten Østergaard i samme situation, som den yderste venstrefløj har gjort i over 100 år. Man kan rase og skælde og smælde over Socialdemokratiets træghed. Det gør socialdemokrater også gerne. Men i sidste ende har man ikke noget alternativ.
Det giver ikke mening at vælte Mette Frederiksen for så at støtte selvsamme Mette Frederiksen i en kommende valgkamp.
Det giver heller ikke mening at gøre Lars Christian Lilleholt (V) til klimaminister, lige så lidt som det giver mening at gøre Inger Støjberg (V) til integrationsminister i vrede over Mattias Tesfayes (S) udlændingepolitik.
Morten Østergaard har sat sig selv politisk skakmat. Han har smidt over 100 års radikal tradition, hvor man satte resultater over antallet af politiske mandater, på gulvet.
Resultatet er, at De Radikale i dag er Folketingets mest isolerede parti.
Regeringen sidder i den stærkeste position
Hvis det endelige opgør om styrkerollerne i rød blok alligevel skal tages, så giver det god mening for Mette Frederiksen at stå fast ved de kommende finanslovsforhandlinger.
Meningsmålingerne er gode, og Morten Østergaard vil skulle forklare, hvorfor han vælger at sætte danskernes sundhed på spil ved at fremtvinge en valgkamp under en global corona-pandemi.
Han risikerer helt at overflødiggøre de radikale mandater ved at sikre et rent rødt flertal, hvilket vil være et drømmescenarie for især Enhedslisten. Samtidig vil et valg sandsynligvis give yderligere rygvind til Nye Borgerlige og måske også Rasmus Paludan.
På sigt er der næppe noget alternativ til de radikale
Skal socialdemokrater så bare læne sig tilbage og nyde at se de hovne radikale smage deres egen medicin? Sådan er det jo, fristes man til at sige.
Desværre er det ikke en holdbar løsning på sigt. Ved at umuliggøre sig selv parlamentarisk, gør Morten Østergaard ironisk nok Dansk Folkeparti ekstremt magtfuldt. De sidder nu på de afgørende mandater.
Men selv om regeringen både kan - og bør - samarbejde med højrefløjen for eksempel med Arne-pension, så er der næppe grundlag for nogen langtidsholdbar alliance.
Til det er Dansk Folkeparti for borgerligt, både Kristian Thulesen Dahl og Morten Messerschmidt er for upålidelige og spørgsmålet er, om Dansk Folkeparti overhovedet har en fremtid. Eller om partiet bliver spist levende af et nyt fremadstormende højrefløjsparti, akkurat som det skete for Fremskridtspartiet?
S og R skal finde hinanden igen
Socialdemokratiet og De Radikale har siden 1905 være arkitekter bag verdenshistoriens mest velfungerende samfundsmodel - nemlig velfærdssamfundet. Hvis de to partier ikke længere kan finde ud af at samarbejde, så taber de begge to.
Samtidig taber hele rød blok, for man skal blot kigge ned i afgrunden til højre for at se, hvordan ultimative krav, trusler og politisk umodenhed ødelagde VLAK-regeringen og gjorde blå blok uegnede til at lede landet.
Det kan godt være, man skal igennem en valgkamp for at få renset luften mellem S og R. Men der er også en risiko for, at fjendskabet sætter sig yderligere, alt imens man sætter de resultater det røde flertal har skabt - herunder klimaloven - over spil.
Bedre var det, om Morten Østergaard og Mette Frederiksen satte sig sammen og fokuserede på de områder, hvor S og R er enige. De er trods alt stadig de fleste.
Krigserklæringerne kan de gemme til valgkampen mod de borgerlige.
Kommentarer
Østergård skal kravle ned af træet og få et samarbejde i gang med Mette F, uden trusler, Nuværende position gavner ingen af dem og slet slet ikke de radikale. Det er klimaområdet der skal gives på, så radikale kan få en sejr der. Men indrømmet, Østergård er så p...irriterende at høre på, han fører sig frem, hvis nu han kunne geare lidt ned, så gik det hele nok lidt nemmere. Kommer der valg vil han bare tabe på det.
Helle Walther. Det er kedeligt når du ikke kan andet end et floskelsprog. Morten Østergaard er en af de få der har forstået hvor slemt det står til med Klimaet. Jeg er selv uddannet ved landbruget, opvokset på landet og har set hvordan intensivt landbrug er dræbende for klimaet og biodiversiteten. Der er en del der skriver at lille DK ikke betyder noget, så det er de store lande der skal lægge ud. Såmænd ja, men det er et stærkt EU der skal skabe Klimapolitik, men nu skal Danmark da bestemt også gå foran, eftersom Danmark indtager en 12 plads for at bruge flere ressourcer end landet skaber og at skilledatoen allerede er omkring 1. April. Danmark ligger endnu højere på scoringslisten når det gælder opdyrket areal af samlet areal. Og vidste du at 81% af al opdyrket landbrugsareal anvendes til grovfoder produktion til husdyr så alle danske kan smaske kød i sig med et enormt CO2 udslip og ikke mindst Matangas udslip til følge? Vidste du også at en del af foderet til dyrene udgøres af SOYA der dyrkes på tidligere jungleareal? Vidste du at der til 1 kg. oksekød går 5-6 kg korn/soya/protein afgrøder, 35 kg. grovfoder og 5-8000 liter vand? Endelig må jeg sige at Mette Frederiksen i den grad kun tænker på stemmer og at det virkelig er lykkes hende at få flokdyret til at stemme på hende, og min holdning er at flokdyret har solgt sin frihed, er med til at skabe enorm nationalisme og øget fremmedhad. Socialdemokratiet er i dag en tro kopi af Dansk Folkeparti på en lang række områder. Morten Østergaard er en af de politikere der tør komme med reformer, tør sige noget han mener uden at skele til meningsmålinger og det med Klimaet: alt andet er hamrende ligegyldigt, for hvis ikke klimaet bringes på ret køl så kommer netop alt andet ikke til at have ret stor betydning vel? Derfor giv plads til Morten Østergaard, og vær ansvarlig.
Floskelsprog, hvad bilder du dig ind. Man kan udmærket have indsigt og forståelse for klimaet, uden at kravle op i et træ og true og true. Og Flokdyr. Dit indlæg er i den grad arrogant formuleret som om alle andre er noksakker.
De Radikale er i panik, derfor bliver de mere og mere skinger i tonen.
Vanvittigt at tro at DK kan frelse hele verden, ved at ofre en stor del af vores velfærd på klimaspørgsmålet.
Klimaet skal løses globalt. Hvad nytter det at DK skal gå forrest, hvis ikke de store følger efter, og vores produktion blot flytter til udlandet, hvor klimakravet ikke er så stort.
Hr. redaktør, - når du nu skriver danmarkshistoriens mest klimavenlige regering, - er det så den samme regering, som netop har ladet Aalborg Portland slippe med en 30 % reduktionsplan? Det kan da vist kun forklares og forsvares ud fra, hvilket særligt forhold statsministeren har til netop denne region... Dengang S havde Svend Auken, tror jeg næppe, at egne valgkampstrategiske lokale hensyn havde fået lov til at sætte en så tvivlsom hegnspæl, hvor timingen jo presser andre klimaaktører til at skulle stå for større reduktioner i fremtiden. Det ser ikke særlig kønt ud.
Dan Jørgensen er protege af Sven Auken og går ind for hans grønne tanker, det er fint støttepartierne presser på, men radikale gør det ikke på en klog måde.