Kære Borgelige - tag danskernes bekymringer seriøst, eller tab de næste mange drikkevandsvalg

Debat

Kære Borgelige - tag danskernes bekymringer seriøst, eller tab de næste mange drikkevandsvalg

I stedet for at klage over mediernes og danskernes vilje, så bør de blå politikere formulere noget reel grøn politik

Troels Lund Poulsen FT26
Billedtekst
Troels Lund Poulsen (V), formand for Venstre
Foto: Netavisen Pio, Signe Marie Flindt
Dette er et debatindlæg og udtrykker skribentens holdning. Bland dig i debatten nedenfor - eller send dit indlæg til os her.

“Det er mediernes skyld”. Sådan forklarede Christian Friis Bach (V) en del af nedturen for Venstre. Særligt DR skulle have pisket en stemning op om grise og drikkevand, som ramte det gamle landbrugsparti særligt hårdt ved folketingsvalget. 

Tidligere Venstre-minister Søren Pind har kaldt det danske drikkevand udsat for “imaginære trusler”.

Mest velkendt kaldte Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh debatten om vores drikkevand for “noget hysteri” og “pjat”, i et interview i Weekendavisen der - belejligt nok - først blev offentliggjort efter valget. 

Først og fremmest, så er det lodret forkert at påstå at debatten om drikkevand er opstået under folketingsvalgkampen. 

Det har været en kontinuerlig debat i årtier

En undersøgelse fra DANVA op til kommunalvalget i 2025, fandt at 95% vælgerne ønskede bedre beskyttelse af deres drikkevand, og at to-tredjedele af vælgerne synes det var meget vigtigt. 

Helt tilbage i 1998 vurderede Miljøministeriet, at problemerne med vores drikkevand var så store, at der skulle beskyttes 630.000 hektar mod pesticider. Det er kun lykkedes at beskytte 1,5% af det næsten 30 år senere. Det har været en kontinuerlig debat i årtier.

Et voksende problem

Manglen på politisk handling har bare fået problemet til at vokse sig så stort, at der nu er fundet pesticidrester i over halvdelen af alle aktive drikkevandsboringer.

Problemet har også vokset sig så stort at Troels Lund Poulsen i statsministerduel med Mette Frederiksen, fik det til at lyde som om at han og Venstre var helt enige i et dansk sprøjteforbud

Alex Vanopslagh rangerede rent drikkevand som sin vigtigste politiske prioritet i God Aften Danmark under valget. 

Problemerne er reelle. Det kan der ikke herske nogen tvivl om

Selvom begge partier nu forsøger at tale debatten ned og kalder bekymringerne for overdrevne, så gav både Venstre og Liberal Alliance løfter om at tage emnet seriøst, da vælgerne skulle mødes i valgkampen. 

Problemerne er reelle. Det kan der ikke herske nogen tvivl om. At den borgerlige fløj forsøger at feje den her debat under gulvtæppet vidner om to ting: at borgerlige regeringer har forsømt det her spørgsmål, og at der ikke er tilstrækkelig politisk vilje i de blå partier til at få løst det her problem. 

Læs også:Hvorfor skulle vi ikke vide det før valget?

Den Venstre-regering som førnævnte Søren Pind var en del af, indførte en landbrugspakke i 2015 som flere eksperter giver et stort medansvar for det danske vandmiljøs tilstand

For skiftende blå regeringer med Venstre i spidsen, har kursen heddet frivillige aftaler med landbruget, og en forsømmelse af reel handling for vores drikkevand. 

I dag vidner både Friis Bachs, Pinds og Vanopslaghs frustrationer om, at de ikke er villige til at tage problemerne seriøst nok til at ville løse dem. Derfor er det uendeligt meget nemmere at skyde skylden på medierne. På “hysteri”. 

Men det kan danskerne godt gennemskue, og huske til næste valg. Og det næste igen. 

Malika Bøge Rosenskjold

Forretningsudvalgsmedlem for Radikal Ungdom

Magnus Flensborg

Forretningsudvalgsmedlem for SF Ungdom

Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen

Folketingskandidat for Alternativet 

Kommentarer

Indsendt af Thor (ikke efterprøvet) den Onsdag den 01.04.2026 - 12:06

Helt enig. Deres manglede interesse for helt åbenlyse miljø- og dyrevelfærdsproblemer er soleklare selvmål af den mest spektakulære slags.
Og de af dem, der ventede til efter valget med at gøre deres manglede ekymring klar, vidste det jo tydeligvis også godt.

Indsendt af Helle B. (ikke efterprøvet) den Onsdag den 01.04.2026 - 18:40

Jeg læste, at de aftaler, der er blevet indgået om sprøjtefri zoner, er blevet overtrådt i 200 tilfælde - herunder af Venstreformanden selv. Mon det har en retslig konsekvens?

Det bør i al fald medføre, at sprøjtefrie arealer skal beplantes og ikke kan henlægges som græsmark, for der er tydeligvis alt for mange seriøst brodne kar i den branche, hvor en aftale ikke er det papir værd, den er skrevet på.

Indsendt af Nielsen (ikke efterprøvet) den Onsdag den 01.04.2026 - 21:54

Det var ikke fordi der manglede advarsler da man vedtog landbrugspakken i 2015 . Den aftalte lempelse af gødskningen med kvælstoffer, blev mødt af en kraftig kritik fra eksperter og naturorganisationerne , for at forværre de allerede eksisterende problemer med kvælstofsudledninger fra landbruget.
Det endte da også med at miljø og fødevareminister Eva Kjer Hansen blev væltet af de konservative , da de følte sig misinformeret om konsekvenserne af de skader som aftalen førte med sig .

Indsendt af Hugo (ikke efterprøvet) den Torsdag den 02.04.2026 - 17:53

Så det er altså de borgerlige skyld at der efter 7 år med en miljøminister fra S ikke er sket noget…

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.