Debat: Medmenneskeligheden bør ikke stoppe for udvisningsdømte

Korsfæst! Korsfæst! Korsfæst!

På Kjærshovedgård bor nogle mænd der har fået en fængselsdom og en efterfølgende udvisning fra Danmark. Nu er fængselsdommen overstået, men udvisningen kan ikke finde sted. 

Måske vil deres hjemland ikke tage imod dem. Måske er der en konvention som forhindrer det, vi ved det ikke, men vi ved, at de kan sidde på Kjærshovedgård i årevis. Forholdene er kummerlige, men de opholder sig ikke i et fængsel. 

Hvis Kjærshovedgård havde været et fængsel, ville opholdet være tidsbestemt, og når straffen var udstået, ville de dømte kunne forlade fængslet som frie mænd, Sådan er det ikke for de udvisningsdømte. 

De har fået en dom som ikke kan eksekveres, og som derfor ikke har en udløbsdato. 

Som følge heraf kan de komme til at opholde sig i et limbo på livstid. På bunden af samfundet. Uden borgerlige rettigheder. Genstand for offentlig hån og spot. 

vi vender os væk og kappes om at kræve strengere straffe

Mange af dem er voldsmænd der har begået frygtelige forbrydelser. De har trukket et smerteligt spor af tab og sorg efter sig, og det skal ikke undskyldes eller bortforklares, men med alle deres fejl og brist, så er de dog mennesker, og så må de vel også være omfattet af menneskerettighederne? 

Læs også:Debat: Menneskerettigheder er også danske værdier

Nogle påstår ganske vist, at disse forhærdede skæbner har sat deres menneskelighed over styr. De er slet ikke mennesker, men umennesker, så dem skal man ikke spilde sin humanisme på. 

Påstanden holder imidlertid ikke. Med al deres uhyrlighed er de også mennesker, og gennem deres afstumpede gerninger viser de, hvad et menneske kan få sig selv til at gøre. De viser os kort sagt nogle mørke sider af os selv, og dem vil vi helst ikke se, så vi vender os væk og kappes om at kræve strengere straffe.

Efter dommen kommer tilgivelsen?

Den side af sagen kender vi. Nu er det snart påske, og i kirkerne kan vi høre om Jesus der blev stillet for en ophidset pøbel der råbte: ”Korsfæst. Korsfæst. Korsfæst!” 

I valgkampen til det netop overståede folketingsvalg har vore politikere leflet for det samme. Når emnet var de udvisningsdømte udlændinge på Kjærshovedgård, sad de på stribe og råbte: ”Korsfæst. Korsfæst. Korsfæst!”  

Vi skal også værne om os selv og vores menneskelighed

Det var beklemmende. Findes der virkelig ikke andre løsninger? Spørgsmålet handler ikke kun om disse triste eksistenser. Det handler også om os selv. 

Vi, som lever i dette samfund og som ønsker, at det skal være anstændigt og ikke styret af hævn og had, men af lov og orden. Vi skal også værne om os selv og vores menneskelighed. 

Læs også:Til Messerschmidt: Hvem skal udvises?

Vi skal vide, at der er en sandhed i ordene om, at hvad du gør mod andre, gør du også mod sig selv, så når der råbes hadefulde ord mod de dømte forbrydere, når der stilles krav om endnu hårdere straffe, må vi spørge os selv, om ikke disse ord med til at forhærde os alle. 

Om ikke vi dermed risikerer at ødelægge noget værdifuldt i os selv? 

Jeg siger ikke, at det er en let opgave. Den handler heller ikke om tilgivelse i ordinær forstand, for det ødelagte kan ikke repareres, og den gjorte udåd skal ikke glemmes. 

Men når forbryderen har været stillet for en dommer, og der er faldet en dom, så har vi den dømte i vore hænder, og spørgsmålet er så, om ikke vi har pligt til at se ham som et menneske – måske et ødelagt menneske - og forsøge at behandle ham derefter? 

Ikke blot for hans skyld, men også for vores egen?