Annonce

Anmeldelse: Tidligere DF-profil vil igen gøre partiet til klassens frække dreng

Dansk Folkeparti skal være et nationalt-konservativt parti, som går forrest i kampen mod islam, lyder det fra Martin Henriksen i ny bog.
"Jeg er Martin Henriksen og jeg er konservativ. Stokkonservativ."

Sådan lyder det i indledningen til Dansk Folkepartis tidligere folketingsmedlem Martin Henriksens bog “Nationalt Selvforsvar - tanker om Danmarks fremtid”.

En bog, der ifølge forfatteren, skal bruges som et afsæt til at genrejse Dansk Folkeparti efter valgnederlaget sidste år.

Genrejsningen skal ske ved, at Dansk Folkeparti igen indtager rollen som “den frække dreng i klassen”, der siger det, som danskerne i virkeligheden tænker.

Og det, danskerne i virkeligheden tænker, er ifølge Martin Henriksen, at islam er noget skidt, indvandringen skal begrænses mest muligt og Danmark er som udgangspunkt for danskere.

Kristendommen skal fylde mere i det offentlige rum, og “danskerne skal indse, at islam først som sidst er en erobrings- og herskerideologi” og det skal være Dansk Folkepartis rolle at gå forrest i kampen mod denne.

Skarpt mod højre

Partiet skal væk fra den midtersøgende kurs  og i stedet række ud efter de vælgere, som ligger og svinger mellem Nye Borgerlige, Stram Kurs og Liberal Alliance. Dansk Folkeparti skal være et nationalkonservativt parti.

Det har Martin Henriksen forskellige forslag til at nå: Indvandringsstop for muslimske lande, flere skal hjemsendes, udrejsecenter for afviste asylansøgere på Grønland, midlertidigt stop for tildeling af indfødsret og en mærkningsordning for fødevarer, som ikke er halal. Ting som også før har været oppe i den offentlige debat.

Og det er måske her, at Martin Henriksens analyse støder på grund. For der er jo intet, der rigtigt tyder på, at der er en bred efterspørgsel på den slags synspunkter i vælgerbefolkningen. Den vil gerne have stram udlændingepolitik, men ikke nødvendigvis religionskrig og diskrimination.

Det er dog ikke kun en bog om udlændingepolitik.

Martin Henriksen foreslår blandt andet, at Dansk Folkeparti skærper den retspolitiske kant ved at gå ind for helt at fjerne den kriminelle lavalder, give politiet bedre mulighed for at bruge tjenestevåben og generelt letter adgangen til skydevåben og andre af den slags politiske tossestreger, som man normalt kun finder hos 17-årige nyslåede ultraliberalister.

Sov over sig på Grønland

Der er tale om 3/4-dele debatbog og 1/4 erindringer, hvoraf sidstnævnte mest handler om barndommen og om familielivet.

Bogen er nærmest klinisk renset for fortællinger eller anekdoter om det, der er mest interessant ved Martin Henriksen: Nemlig at han i 14 år som folketingsmedlem var en af de helt centrale aktører i den danske udlændingedebat. Der er intet om forhandlingsforløb eller interne kampe.

En af de få anekdoter, der til gengæld er, handler om, at Martin Henriksen og en partifælle sov over sig efter en brandert på en folketingstur til Grønland. “Ja, det var pinligt, men også ret morsomt,” skriver han oplevelsen. Man skulle nok have været der for helt at fange det morsomme.

En halvfuld onkel uden stopknap

Bogen lover på bagsiden at give et lidt større indblik i politikeren, personen og familiemennesket Martin Henriksen. Det vil jeg umiddelbart vurdere som værende en fejl. For personen og familiemennesket Martin Henriksen fremstår som et gennemført usympatisk menneske.

"For min skyld må kvinder da godt forlade køkkenet og komme ud på arbejdsmarkedet,” lyder det blandt andet i et afsnit om ligestilling.

“OK, jeg medgiver, at jeg har det svært med mænd i damekjoler,” skriver Martin Henriksen om homoseksuelle, men som han også forklarer: “Jeg begynder jo ikke at kaste homoseksuelle ud fra højhuse, som man gør i visse muslimske lande”. Og mere i samme dur.

Det minder om at blive sat til et bryllup ved siden af en halvfuld onkel, der taler i øst og vest, mens han himler op om muslimer, de radikale, Zenia Stampe, socialisterne, Venligboerne, de venstreorienterede medier og alle de andre naive typer, som ikke har forstået noget som helst af det hele.

Normalt så får jeg igennem en bog som denne en eller anden sympati - eller i hvert fald forståelse - for forfatteren. Men det store problem er, at Martin Henriksen på intet tidspunkt fremstår som hverken sympatisk eller et videre tænksomt menneske.

Mere som typen der siger det første, der falder ham ind. Og hvis nogen tager det ilde op, så er det dem, der er snerpede eller krænkede.

Et karakterselvmord

Bogen er skrevet i samarbejde med Chris Bjerknæs, der bl.a. er organisationskonsulent i Dansk Folkeparti. Det havde nok hjulpet på fremstillingen, om Martin Henriksen, i stedet for en partiansat funktionær, havde allieret sig med en mere objektiv hjælper, som kunne have set på materialet med mere nøgterne øjne. Det som er tænkt som et nationalt selvforsvar ender som et personligt karakterselvmord.

Så kunne det, der er endt med at blive et karakterselvmord, måske være undgået og de politiske pointer kunne være trådt tydeligere frem.

Bogen er selvfølgelig interessant, hvis man vil vide mere om den politiske kamp, som lige nu foregår i Dansk Folkeparti, og hvor Martin Henriksen i høj grad er repræsentativ for dem, som ønsker at trække partiet skarpt mod en nationalkonservativ retning.

For de fleste andre er der dog tale om en udgivelse, som man ikke behøver bruge tid på.

Martin Henriksen og Chris Bjerknæs. Nationalt Selvforsvar - tanker om Danmarks fremtid. 165 sider. 199,50 kroner. Udgivet på forlaget Mellemgaard.


 

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Vås - det bliver da ikke mere sandt af at du gentager dig selv.