Dengang tog han afstand fra degraderingen af Jeppe Kofod (S), efter at den dengang 34-årige udenrigsordfører havde haft sex med en 15-årig pige på et DSU-kursus.

“...en sådan lovlig dumhed ville ikke have fået de samme konsekvenser i forhold til tillidsposter i Det Radikale Venstre,” sagde han dengang.

Siden har normerne ændret sig. Både i befolkningen, men mildest talt også hos de radikale.

Hånd-på-låret satte gang i proces

Men tilbage i 2008 havde folkestemningen vendt sig imod S-formand Helle Thorning-Schmidt, hvis fratagelse af Jeppe Kofods ordførerskaber blev anset som en alt for hård sanktion for noget, mange, inkl. Morten Østergaard, anså for at være dumt, men tilgiveligt.

Set i det perspektiv var der nok højst tale om en usmagelig ubetænksomhed, da Morten Østergaard i samme tidsrum lagde en hånd på Lotte Rods lår.

Men Lotte Rod blev i 2011 valgt ind i Folketinget, og hendes vidnesbyrd satte et lille årti senere gang i den #MeToo-lavine, der endte med at koste Morten Østergaard hans lederskab.

Der kan ligge mere bag end bare håndspålæggelsen, men den er indtil videre, hvad der udløste lederskiftet.

Intim dans blev argument mod Lidegaard

I opgøret om hvem der skulle efterfølge Morten Østergaard, blev det samtidig fremhævet, at den anden potentielle formand, Martin Lidegaard, havde danset tæt til en fest, og at han som mand derfor udgjorde en særlig risiko for yderligere afsløringer.

Resultatet af afstemningen blev en sikker sejr til Sofie Carsten Nielsen, der med stemmetallene 12-4 blev ny radikal leder.

Det er godt nok ikke hånden, men håndteringen lyder det fra de radikale, og det er rigtigt nok. Morten Østergaard blev fældet af den klassiske “it’s not the lie, but the cover-up”-fejltagelse, som utallige politikere har begået før ham.

Men sagen vidner også om en ny politisk kultur, hvor en hånd på låret og en glad tur på dansegulvet anses for at være så alvorlig en forseelse, at den ikke kan lukkes i mindelighed mellem to voksne mennesker.

Derved er der sat en ny og historisk standard for opførsel ikke bare hos De Radikale, men i alle partier. At en partiformand kan falde for så gammel en sag, indvarsler en ny æra.

Kort proces

Man må anerkende de radikale for at tage deres egen medicin, for efter at være gået forrest i kritikken af udenrigsminister Jeppe Kofod, gøres der internt kort proces på mænd, der har trådt ved siden af.

Ved at sætte så høj en moralsk standard risikerer de at gøre en nødvendig og rigtig kamp mod en sexistisk og krænkende kultur i politiske miljøer til et spørgsmål om puritanisme.

I sidste uge postede partiets ene medlem af Europa-Parlamentet, Karen Melchior, et billede på Instagram, hvor hun skrev, at hun hellere ville behandle alle mænd som rovdyr end risikere at blive overfaldet.

Hun slettede siden opslaget, men tankegangen er udbredt på dele af venstrefløjen. Her anser man sexisme for at være så alvorlig en trussel, at det groft sagt ikke er nogen brøde, der er for lille til at blive sanktioneret, og hvor alle mænd er under mistanke.

Der findes en anden virkelighed

Man bliver hurtigt skudt i skoene, at man ikke tager sexisme alvorligt, hvis man kritiserer den tilgang eller sætter spørgsmålstegn ved, om straffen i Morten Østergaards tilfælde står mål med forbrydelsen -  men uden for medieverdenen og og Christiansborg findes der en anden virkelighed.

Her vil mange danskere tænke, at det simpelthen er for små sko at gå i. Hvad ligner det at hive gamle gramse-sager op og gøre det til storpolitik på linje med finanslove og pensionsalder? Har politikerne virkelig ikke bedre ting at gå op i?

Det stiller partierne i et dilemma, for på den ene side er det efterhånden ubestrideligt, at der eksisterer en grim og sexistisk kultur i dansk politik. Det vidner de mange beretninger fra især unge kvinder om.

På den anden side er der en risiko for, at man forsøger at skabe en steril nulfejlskultur.

Der findes mange danskere, der hverken kan eller ønsker at leve op til de radikales standarder for god opførsel.

Revolutioner kan køre af sporet

Hele #MeToo-revolutionen har mange steder ført til et opgør med sexistiske normer og har også ført til, at overgrebsmænd fik deres fortjente, men ofte alt for sene straf.

Men man gør ikke kampen for retfærdighed nogen tjeneste ved at ignorere, at revolutioner også kan køre af sporet.

Der skal tages skarp afstand fra seksuelle overgreb og magtfulde mænd, der bruger deres position til at udnytte kvinder i en sårbar position. Den kamp har arbejderbevægelsen kæmpet lige siden begyndelsen.

Samtidig er det farligt at opstille et revolutionært ideal om den friktionsløse og fejlfrie interaktion mellem mennesker. Den form for sekterisk idealisme fører til skafottet.

Men de problemer, som #MeToo-bevægelsen sætter spot på, er virkelige. De går ikke væk, selvom Karen Melchior poster noget dumt på instagram, eller Martin Lidegaard diskvalificeres på grund af en dans.

Det ærgerligste er, hvis man i de andre partier kigger over på balladen i R og konkluderer, at den diskussion skal man ikke nyde noget godt af. Der er nemlig brug for en udluftning i dansk politik.