SOSU-assistenterne skal ikke erstattes – de skal fastholdes
SOSU-assistenterne skal ikke erstattes – de skal fastholdes
Det er svært at forstå, at der fortsat ikke er større fokus på at fastholde, udvikle og synliggøre social- og sundhedsassistenternes bidrag til hospitalernes opgaveløsning
Hospital
På vegne af de underskrivende social- og sundhedsassistenter og fællestillidsrepræsentanter for FOA på Region Hovedstadens hospitaler:
Anette Hofflund, Britt Christensen, Cathrine Striib Sveegaard, Helle Nørgård, Laila Hansen, Lars Ole Jacobsen, Lisbeth Glaven, Lonni Fonnesbek Due, Maria Scalvini og Susanne Rasmussen.
Tak til både Jacob Rosenberg og Susanne Due Kristensen for at sætte fokus på SOSU-assistenternes situation i Region Hovedstaden.
Det er naturligvis positivt, hvis sygefraværet falder og flere medarbejdere bliver i deres stillinger og arbejdsglæden stiger.
Dog er der et spørgsmål, som står ubesvaret tilbage:
Hvis udviklingen er så positiv, hvorfor bliver der så færre social- og sundhedsassistenter på hospitalerne?
Læs også:Konservativ: SOSU-personalet fortjener bedre – nu
Som fællestillidsrepræsentanter for FOA's medlemmer har vi gennem flere år gjort opmærksom på denne udvikling.
Vi har rejst spørgsmål om rekruttering, fastholdelse, kompetenceudvikling og social-og sundhedsassistenternes rolle på hospitalerne. Alligevel fortsætter udviklingen.
Udnytter vi ressourcerne bedst muligt?
Vi hører ofte, at social- og sundhedsassistenter er en vigtig faggruppe. Men vi savner, at det også afspejles i de konkrete prioriteringer.
For når social- og sundhedsassistenter forlader hospitalerne, oplever vi, at stillinger ikke altid genopslås som social- og sundhedsassistentstillinger.
Vi ønsker ikke at sætte faggrupper op imod hinanden. Vi har brug for både sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter.
Læs også:Socialdemokratiet har konstant fokus på medarbejdernes trivsel
Men vi bør spørge os selv, om vi udnytter ressourcerne bedst muligt, når stadig flere funktioner bemandes med sygeplejersker, samtidig med at SOSU-assistenterne forsvinder fra afdelingerne
Når der tales om kompetenceudvikling og karriereveje, oplever mange social- og sundhedsassistenter, at mulighederne er begrænsede af drift, økonomi eller lokale prioriteringer.
Svært at få øje på den langsigtede plan
Hvad angår fremtidens hospitaler er social- og sundhedsassistenterne sjældent en tydelig del af visionerne. Og når der tales om mangel på arbejdskraft, bliver vi ofte nævnt som en del af problemet – men sjældnere som en del af løsningen.
Set i det lys er meget svært at få øje på den langsigtede plan for vores faggruppe.
Samtidig er virkeligheden, at social- og sundhedsassistenter allerede i dag er en afgørende del af opgaveløsningen på hospitalerne.
Vi er autoriserede sundhedspersoner, der hver dag varetager komplekse pleje- og behandlingsopgaver, medicinhåndtering, observationer og koordinering af patientforløb.
Vi bidrager til kvalitet, kontinuitet og patientsikkerhed – døgnet rundt.
Det handler ikke kun om vores faggruppe
Mange af vores kolleger oplever samtidig et stigende arbejdspres. Opgaverne bliver flere og mere komplekse, mens vi flere steder bliver færre social- og sundhedsassistenter til at løfte dem.
Hertil kommer, at vores faggruppe fortsat tager en stor del af aften-, nat-, weekend- og helligdagsvagterne.
Vi anerkender gerne de positive resultater, regionen fremhæver. Men positive nøgletal kan ikke stå alene.
For hvis social- og sundhedsassistenter år efter år bliver færre, er det relevant at spørge, om udviklingen reelt er så positiv, som den fremstilles.
Den kommende Region Østdanmark
Det handler ikke kun om vores faggruppe.
Det handler om, hvordan fremtidens sundhedsvæsen skal hænge sammen, og som vi ser det, kan det ikke lade sig gøre uden os som en del af det.
I en tid med mangel på sundhedsfagligt personale burde alle faggruppers kompetencer udvikles og anvendes bedst muligt.
Derfor er det svært at forstå, at der fortsat ikke er større fokus på at fastholde, udvikle og synliggøre social- og sundhedsassistenternes bidrag til hospitalernes opgaveløsning.
Læs også:Overraskende S-tavshed om SOSU-personalets problemer
Vi står samtidig foran etableringen af Region Østdanmark.
Derfor mener vi, at tiden er kommet til at give klare svar:
- Ønsker man flere social- og sundhedsassistenter på hospitalerne?
- Hvilken rolle skal social- og sundhedsassistenter spille i fremtidens sundhedsvæsen?
- Hvordan vil man sikre flere udviklingsmuligheder og karriereveje inden for faget?
- Og hvordan vil man stoppe den udvikling, hvor social- og sundhedsassistenter gradvist fylder mindre på hospitalerne?
For os handler det ikke om særbehandling.
Det handler om, at ord og handling skal hænge sammen.
Hvis social- og sundhedsassistenter er en vigtig del af løsningen, skal det kunne ses i stillingerne, i kompetenceudviklingen, i karrierevejene og i de politiske prioriteringer.
Indtil da står ét spørgsmål tilbage:
Hvis social- og sundhedsassistenter er så vigtige, hvorfor bliver vi så færre?
Tal med os – ikke kun om os.
Kommentarer
Der er tydeligvis brug for…
Der er tydeligvis brug for en klar strategiplan, hvor samtlige faggrupper inddrages, og alle ved hvem, hvad, hvordan og hvorfor.
Nu har jeg heldigvis ikke…
Nu har jeg heldigvis ikke haft brug for hospitalsvæsenet, siden jeg som 5 årig fik fjernet polypper, og det håber jeg fortsætter, til jeg blir 100, men alt andet lige så ville jeg hellere behandles af en sygeplejerske end af en SoSu assistent for at sikre en bedst mulig behandling.
Derfor har jeg personligt intet imod, hvis kvaliteten i hospitalerne optimeres derved, at fratrådte SuSu assistenter undertiden erstattes af sygeplejersker.
Kan godt se, at det måske er ærgerligt for en SoSu, men så er der sikkert jobs andre steder.
Ellers kan man evt videreuddanne sig til sygeplejerske, hvis man som SoSu helst vil arbejde på et hospital.
Jeg hæfter mig ved, at du…
Jeg hæfter mig ved, at du hellere vil behandles af en sygeplejerske end af en SOSU-assistent. Men du fortæller ikke hvorfor.
Hvad ved du egentlig om SOSU-assistenters uddannelse, autorisation og kompetencer?
Det virker lidt som en fordom, at kvaliteten automatisk bliver bedre, fordi der står "sygeplejerske" på navneskiltet. Vi har forskellige uddannelser og funktioner, men begge faggrupper er nødvendige for, at patienterne får et godt og sammenhængende behandlingsforløb. At erstatte den ene faggruppe med den anden løser ikke nødvendigvis de udfordringer, sundhedsvæsenet står med.
Grunden til at jeg ville…
Grunden til at jeg ville vælge en sygeplejerske i stedet for en Sosu assistent er, at jeg hele livet er gået efter det mest sublime - og det gør jeg stadig.
Jeg har ikke altid opnået det, slet ikke, men jeg er gået efter det.
Hvis jeg feks skal have lavet min bil, og ikke selv kan gøre det, så går jeg hellere til et autoriseret værksted end til en sort all round baggårds mekaniker, og skal jeg bruge anden hjælp, så går jeg også altid til de professionelle.
Eksempelvis kunne jeg ikke drømme om at opsøge en selvlært akkupunktør eller en anden selverklæret "dygtig" klamphugger, hvis jeg skulle komme til at fejle et eller andet.
Derudover tager jeg jævnligt op til overvejelse, om jeg kan øge sundheden i den kost, som jeg tilbereder til min kone og mig, og hvad jeg i øvrigt selv kan gøre for i det mindste at holde min fysik og hjerneceller vedlige.
Så hvorfor skulle jeg ikke også ønske den bedste kvalitet i den behandling jeg nu måtte modtage, hvis jeg på et tidspunkt skulle få brug for en hospitalsbehandling.
Og ja, jeg opfatter en sygeplejerske som mere kompetent og på et bredere område end en Sosu assistent.
Der er jo også stor forskel i varigheden på de to uddannelser, f eks skal en Sosu assistent bruge 2,5 år for at videreuddanne sig til sygeplejerske.
Dit opslag bygger på en…
Dit opslag bygger på en fordom om social- og sundhedsassistenters faglighed.
En autoriseret social- og sundhedsassistent er ikke en “baggårdsmekaniker” eller en selvlært behandler. Vi er uddannede og autoriserede sundhedsprofessionelle med et selvstændigt kompetenceområde, ligesom sygeplejersker har deres.
Selvfølgelig skal patienter have den fagperson, som opgaven kræver. Nogle opgaver kræver en sygeplejerske, andre kan varetages fuldt forsvarligt af en social- og sundhedsassistent. Sundhedsvæsenet fungerer netop, fordi forskellige faggrupper bidrager med hver deres kompetencer.
At foretrække én faggruppe frem for en anden er naturligvis dit valg. Men når begrundelsen bygger på sammenligninger, der indirekte fremstiller en autoriseret faggruppe som mindre professionel, er det svært ikke at opfatte det som en fordom.
Fordomme skaber hverken respekt eller et bæredygtigt sundhedsvæsen. Det gør gensidig respekt for hinandens uddannelse og kompetencer.
Det handler ikke om fordomme…
Det handler ikke om fordomme, og jeg ønsker ikke at nedgøre Jeres uddannelse.
Når jeg nævner baggårdsmekanikere og alternative behandlere er det alene for at understrege, at man kun har et liv af gangen, og at man derfor bør træffe de valg, der gør det muligt at være her længst muligt i rask tilstand, bla ved at benytte prof behandlere.
Der må være en årsag til, at nogle hospitaler undertiden erstatter fratrådte sosu assistenter med uddannede sygeplejersker, og det er nærliggende for mig at konkludere, at det må have noget med bla kompetance og fleksibilitet at gøre.
Jeg er i øvrigt sikker på, at I sosu er gør en stor indsats i vores samfund, men mon ikke Jeres uddannelse kan gøre større nytte i diverse plejehjem end på vore hospitaler.
Jeg behøver ikke sammenligne…
Jeg behøver ikke sammenligne mig med sygeplejersker for at være stolt af mit fag. Vi har forskellige uddannelser, kompetencer og ansvarsområder, men vi er begge nødvendige for, at patienterne får den bedst mulige pleje og behandling.
Min faglige stolthed ligger ikke i at være noget andet end SOSU-assistent. Den ligger i at udføre mit arbejde ordentligt, tage ansvar, bruge mine kompetencer og gøre en positiv forskel for patienterne hver eneste dag.
Derfor finder jeg det unødvendigt at opstille et hierarki mellem faggrupperne. Et velfungerende sundhedsvæsen bygger på tværfagligt samarbejde og gensidig respekt – ikke på forestillingen om, at nogle professioner er mere værd end andre.
Du har naturligvis ret til din holdning.
Jeg kender værdien af mit arbejde, og jeg er stolt af min profession og det bidrag, SOSU-assistenter yder hver eneste dag i sundhedsvæsenet.
God sommer. ☀️
Du har al mulig grund til at…
Du har al mulig grund til at være stolt af den indsats, som både du og andre sosu er yder hver eneste dag, og jeg ville tage hatten af for personer, der kan løfte de opgaver, som I
løfter, hvis jeg altså havde en hat.
Jeg ville ikke kunne gøre det!
Og jeg forstår også godt, hvad du mener, men helt enige bliver vi nok ikke. Måske fordi jeg selv mangler mere indsigt.
Også god sommer herfra!
Tilføj kommentar