En vigtig sejr i arbejderbevægelsens historie

Arne-aftalen viser den forandringskraft der stadig ligger i Socialdemokratiet og fagbevægelsen.
Lørdag morgen kunne danskere vågne op til nyheden om, at det, som Lars Løkke Rasmussen før valget kaldte “det største bluff i dansk politik i flere genererationer”, var blevet til virkelighed.

En ordning der sikrer, at dem som kom tidligt ud på arbejdsmarkedet, som har taget de mest slidsomme job, som har stået på slagterierne og stilladserne og som har passet og plejet andre, også selv får muligheden for at træde ud af arbejdsstyrken, før helbredet svigter.

Trækker raske mennesker ud af arbejdsstyrken

Højrefløjen og arbejdsgiverne kritiserer ordningen for at trække raske mennesker ud af arbejdsstyrken og til det er der bare at sige: Ja, I har ret.

Slagteriarbejderne, brolæggerne og social- og sundhedsassistenterne skal også have nogle gode år på pension, hvor de kan lave idræt eller lege med deres børnebørn.

Den glæde skal ikke alene være forundt dem med de lange uddannelser.

Arne-aftalen løser ikke problemerne med nedslidning, dårligt arbejdsmiljø og stress, men den giver over 40.000 lønmodtagere om året en chance for en værdig tilbagetrækning.

Der er tale om en vaskeægte udvidelse af velfærdssamfundet og bør fejres som en af arbejderbevægelsens store sejre.

En værdig bærer af bevægelsens værdier

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) og holdet bag ham har demonstreret, at politik stadig gør en forskel og at Socialdemokratiet er til for nogen. Han er en værdig bærer af bevægelsens historie og værdier.

Samtidig har fagbevægelsens vist, at man fortsat er en slagkraftig aktør. Først fik man presset VLAK-regeringen ud i en afværgemanøvre ved at oprette seniorpensionen og siden har FH-forbundene både påvirket folkestemningen og samtidig bidraget med gennemarbejdede policy-forslag.

Fra 3F, der bragte Mette Frederiksen (S) og Kristian Thulesen Dahl (DF) sammen, til værdighedsalliancen mellem NNF, Blik&Rør, El-forbundet og Malernes fagforening. Det er godt håndværk.

Thulesen Dahl burde være stolt

Og apropos Dansk Folkeparti: Arne-aftalen har kun været mulig, fordi Kristian Thulesen Dahl valgte at ignorere jammerkoret i de borgerlige medier og følge sine vælgeres ønsker.

Det burde han være stolt af i stedet for at blive væk fra lanceringen af aftalen.

Dansk Folkeparti kigger sig lige nu rådvildt omkring efter et ståsted, selv om de sådan set allerede har fundet det: På midten, hvor ansvaret og indflydelsen er.

Nogen, der ikke behøver være stolte af deres indsats, er spinmøllerne CEPOS og Kraka samt aviser som Jyllands-Posten, Børsen og Berlingske, der har kørt en veritabel kampagne mod pensionsforslaget, som de de nærmest har gjort til et spørgsmål om liv og død for dansk økonomi.

Et forsigtigt gæt er, at kritikken derfra nu vil forstumme. Så vigtigt var det heller ikke og nu er der ingen grund til at rode rundt i det faktum, at Mette Frederiksen har indfriet sit store valgløfte.

Og økonomien? Trods corona er den rigeligt robust til at understøtte en Arne-ordning, der med 13.500 kroner om måneden før skat må betegnes som alt andet end lukrativ.

Medierne er ligeglade med nedslidning

I det hele taget er nedslidning ikke noget, der for alvor optager medierne.

Journalisterne er mere interesserede i de verserende sager om seksuel chikane i deres egne miljøer. En vigtig dagsorden, men kun noget der for alvor får opmærksomhed, når det rammer kvinder med taletid og ressourcer.

Forfatteren Lars Olsen har gentagne gange påpeget mediernes klasseblindhed. De er levende optaget af alle nuancer inden for den akademiske verden, men det liv som de 66 procent af danskerne, som er ufaglærte og faglærte, lever, interesserer dem ikke.

Medieklassens ligegyldighed har i alt for mange år givet højrefløjens netværk af tænketanke, partier, lederskribenter og erhvervsorganisationer frit spil til at dominere både opinionen og den politiske udvikling.

Alt det har ændret sig på få år. Det er nu igen arbejderbevægelsens værdier, som er i højsædet.

Niels Jespersen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Alt i alt en stor og vigtig sejr til regeringen og de partier, som var med til at få aftalen igennem.

Ja Mette Frederiksen kunne ikke levere noget til de nedslidte, så et holdkæftbolche til fagbevægelsen, og forsættelse af tidligere regerings hjælp til nedslidte!

Mette Frederiksen er til grin igen igen!

Socialdemokratiet/regeringen har leveret det der blev lovet før valget,
selv om den tidligere statsminister udtalte sig om, at det var det største
bluffnummer siden Jesus gik på vandet. At det er blevet ændret i den
skitse som regeringen havde lagt frem inden forhandlingerne,
kaldes det når man indgår kompromis, jeg tror alle er tilfredse med det
opnåede resultat, bortset fra Dansk Folkeparti, de gik direkte i den fælde,
som var lagt ud, for at de ikke kunne stemme nej.

Godt gået og tillykke med aftalen om tidlig afgang. Håber at Socialdemokratiet og fagbevægelsen med tiden, gerne i denne regeringsperiode, kan skabe ægte forandring for arbejderkvinder: Ligeløn, barsel, omsorgsdage, pension, trygt og sundt arbejdsmiljø uden uønsket adfærd fra mænd på arbejdspladsen samt lige repræsentation ved beslutningsbordene i regering, folketing, råd og nævn, kommunalbestyrelser, regionsbestyrelser, direktioner og bestyrelser. Så vi får grund til at stemme på A være medlemmer og betale kontingenterne i bevægelserne.

Annonce