Ny sundhedsordfører har en klar fordel: "Christiansborg kan meget hurtigt blive langt væk fra virkeligheden"

Ny på tinge

Ny sundhedsordfører har en klar fordel: "Christiansborg kan meget hurtigt blive langt væk fra virkeligheden"

Efter mere end to årtier med regionspolitik har Anders Kühnau fra Socialdemokratiet nu taget springet til landspolitikken

Anders Kühnau
Billedtekst
Anders Kühnau ved valgaftenen 2022. Ved seneste valg 24. marts 2026 blev han selv valgt til Folketinget
Foto: Privat

Anders Kühnau (S) blev valgt til Folketinget 24. marts med 4043 personlige stemmer i Østjyllands Storkreds. Han er derfor nok ny på Christiansborg, men den politiske hverdag er langt fra ny for ham.

I 2005 blev han valgt til regionsrådet i Region Midtjylland, hvor han har siddet, indtil han i foråret blev valgt til Folketinget for første gang.

Fra 2018 til 2025 var Anders Kühnau desuden formand for regionen, ligesom han var formand for danske regioner fra 2022 til 2026.

Og som socialdemokratiets nye sundhedsordfører håber 44-årige Anders Kühnau da også på, at hans erfaring med regionspolitik kan blive en fordel for ham på borgen.

"Jeg har et kæmpe netværk alle steder, på alle politiske niveauer. Inklusive Europa Parlamentet. Dertil har jeg et indgående kendskab til sundhedsområdet" fortæller Anders Kühnau til Netavisen Pio.

Tror du, at det ville være en fordel, hvis flere på Christiansborg havde den erfaring fra regioner eller det kommunale?

“Det er da klart en fordel, som jeg ser det, hvis man har en forståelse for, hvad der sker på de andre niveauer. Christiansborg kan meget hurtigt blive langt væk fra virkeligheden," siger Kühnau og tilføjer: 

"Det tror jeg er en udbredt opfattelse både fra dem, der sidder og driver politik i regionsrådet og kommunalbestyrelsen, men også fra interesseorganisationerne, der er tæt på virkeligheden.”

Sommertema: Ny på tinge

Netavisen Pio bringer hen over sommeren en række portrætter af nyvalgte folketingsmedlemmer under temaet 'Ny på tinge'

Skeptisk over for privatisering

Et gennemgående tema i Künaus politiske arbejde har ifølge ham selv været social ulighed i sundhed.

“Det var særligt den sociale ulighed i sundhed, men også den geografiske,” fortæller Künau.

Læs også:Heunicke på selvransagelsestur: Partiet har mistet kontakten til de mennesker, det blev skabt for

Hans oprindelige indtræden i politik var motiveret af en skepsis over for privatiseringen af sundhedsvæsenet i nullerne, herunder indførelsen af private sundhedsforsikringer og favoriseringen af private hospitaler.

Der er mange mennesker, der mistrives i dag. Og det er der også en social slagside i

Han mente, at dette skabte et todelt system med en social slagside, hvor nogle fik mulighed for at springe køen over.

"I dag drejer det sig ikke i lige så høj grad om tilgængelighed. Det drejer sig nok så meget om spørgsmålet om, at der er mange mennesker, der mistrives i dag. Og det er der også en social slagside i."

Tæt samarbejde med civilsamfundet

I forhold til problemet med stigende ensomhed ser han et tættere samarbejde med civilsamfundet som løsningen. 

Det indebærer en større inddragelse af frivillige organisationer, NGO'er og det generelle foreningsliv for at få folk ind i de eksisterende fællesskaber.

Læs også:Derfor gik Socialdemokratiet tilbage: Debattør og forfatter har tre bud

I dette arbejde vurderer han, at Folketingets opgave bliver at fastsætte de nødvendige økonomiske rammer og understøtte samarbejdet mellem civilsamfund, kommuner og regioner.

"Det skal vi selvfølgelig gøre sammen med kommuner og regioner, men det er rigtig vigtigt at vi styrker de rammer," siger Anders Künau.

Christoffer Panduro

Freelancejournalist

Kommentarer

Indsendt af Peter Enemark (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 07.07.2026 - 21:03

"Har et indgående kendskab til sundhedsområdet"
Det har også et indgående kendskab til ham.

Indsendt af Otto Nielsen (ikke efterprøvet) den Fredag den 10.07.2026 - 10:33

Skal han så til at ødelægge landspolitikken også. Vores forening, EDTA-patientforeningen.dk, havde foretræde for Regionsrådet i Viborg for at gøre opmærksom på en behandling i sundheds (sygdoms) væsenet, der ville kunne redde mange mennesker fra at få savet deres ben af. Det havde ingen interesse. Et lignende besøg hos landspolitikerne i Folketinget gav samme resultat. 15 minutter foretræde med politikernes gloen på mobilerne og så videre til næste hold vælgere, vil fremlægge deres sag, og som stadig tror på demokratiet.
Jeg ser frem til en sygdomsreform, der ikke udelukker behandlinger, der virker for 85 procent af de behandlede.

Indsendt af Otto Nielsen (ikke efterprøvet) den Fredag den 10.07.2026 - 10:38

Der skal stå:
Der ville fremlægge deres sag osv.
Sorry.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.