S-ordfører kommer med påmindelse til danskerne
S-ordfører kommer med påmindelse til danskerne
I dag træder regeringens tiltag om et midlertidigt, øget kørselsfradrag for 2026 i kraft. Tidligere skatteminister Benny Engelbrecht (S) kommer med en kærlig påmindelse om, hvad man skal gøre for at få glæde af det
“Pendler du på arbejde? Så husk at du fra i dag kan nyde godt af det forhøjede befordringsfradrag, der netop er trådt i kraft.”
Sådan skriver tidligere socialdemokratisk skatte- og transportminister og nuværende indenrigs- og økonomiordfører, Benny Engelbrecht, i et opslag på Facebook.
Han minder om, at regeringen i dag hæver befordringsfradraget – bedre kendt som kørselsfradraget – med tilbagevirkende kraft for hele 2026 og resten af året.
Det betyder, at hver pendler, der har mere end 12 kilometer til og fra arbejde, i gennemsnit kan se frem til 2.300 kroner mere mellem hænderne i år.
Og vil du gerne kunne se virkningen af fradraget allerede på din næste lønseddel, skal du inden 20. juli gøre to ting:
- Ændre din forskudsopgørelse på Skats hjemmeside og derved få lavet et nyt skattekort
- Skrive din forventede kørsel ind i din forskudsopgørelse.
Skattestyrelsen oplyser i en pressemeddelelse, at borgere, der allerede har indtastet deres forventede kørsel for 2026, stadig skal gå ind og opdatere deres oplysninger, for at de forhøjede satser slår igennem.
Læs også:Dansk Metal om højere kørselsfradrag: “En håndsrækning til lønmodtagerne”
Underdirektør i Skattestyrelsen Ulrick Junge kalder det “fornuftigt” at bruge sine fradrag løbende gennem året og opfordrer derfor til, at man ændrer sine skatteoplysninger.
Vil du dog hellere bruge sommeren på at bekymre dig mere om UV-indekset og sommerferielæsningen frem for forskudsopgørelse og fradrag, skal du ikke være bekymret.
For ændrer du ikke din forskudsopgørelse, vil du stadig modtage fradraget – dog først når din årsopgørelse er opgjort i foråret 2027.
Dansk Metal: Bilen er en nødvendighed – ikke en luksus
I Dansk Metal glæder man sig på vegne af medlemmerne over det forhøjede fradrag.
Emil Drevsfeldt Nielsen, der er erhvervspolitisk chef, udtaler i en pressemeddelelse:
"For mange af vores medlemmer er bilen ikke en luksus. Den er en nødvendighed. Industrivirksomhederne ligger uden for de største byer, og mange faglærte pendler hver dag for at komme på arbejde. Derfor er det positivt, at regeringen og Folketinget giver en håndsrækning til de mennesker, der hver dag skaber værdi og holder dansk industri i gang."
Et fleksibelt arbejdsmarked kræver, at mennesker kan komme derhen, hvor arbejdspladserne er
Med forhøjelsen af kørselsfradraget hæves den almindelige sats med 89 øre per kilometer op til 120 kørte kilometer, og satsen for mere end 120 kørte kilometer hæves med 45 øre.
Pendlere fra landets yderkommuner får hævet satsen for kørselsfradrag med 98 øre – altså ni øre mere end den almindelige sats.
Også den del glæder Emil Drevsfeldt Nielsen:
"Når virksomhederne mangler faglært arbejdskraft, er det vigtigt, at transporten ikke bliver en barriere for at tage et job. Et fleksibelt arbejdsmarked kræver, at mennesker kan komme derhen, hvor arbejdspladserne er," siger han.
Om regeringens forslag:
Omkring 1,1 millioner pendlere får glæde af et højere befordringsfradrag i 2026.
Pendlerne får i gennemsnit ca. 2.300 kroner mere mellem hænderne.
Har du mellem 25 og 120 kilometer til/fra arbejde, er kørselsfradraget på 2,28 kroner per kilometer. For kørsel ud over 120 kilometer, er fradraget på 1,14 kroner per kilometer.
Pendlere i yderkommuner og på småøer får en lidt større forhøjelse, fordi de ofte har længere til arbejde.
Loftet over lavindkomsttillægget for pendlere med lave indkomster fordobles i 2026 fra 15.400 kroner til 30.800 kroner Det svarer til, at de får 64 procent oveni det almindelige kørselsfradrag.
Kommentarer
Undskyld, men hvorfor skal…
Undskyld, men hvorfor skal folk der køre i el-bil have større fradrag? Eller dem, der tager toget, cyklisterne... Her er ramt helt forbi skiven. I stedet skulle man i en periode sænke ejerafgiften for brændstofbiler. Størst sænkning på små økobiler, mindst på benzinslugerne. Dette ville også være en hjælp til de lærlinge og studerende, der er bosat i yderområder uden offentlig trafik. Og familier samme steder, der kører børn til sport, spejder...
Der er ikke foretaget…
Der er ikke foretaget ændringer i retten til befordringsfradraget, men alene i beløbsgrænserne, så derfor er det ingen nyhed, at de, der kan vælge en gratis eller billig befordring, har ret til samme fradrag som dem, der anvender en 6 cylindret benzinsluger.
Og med hensyn til ejerafgiften er vi nok enige om, at den er dyb uretfærdig, fordi alle ikke kører lige meget og dermed ikke slider lige meget på vores vejnet.
Før i tiden var der vel ikke andre muligheder, men det er der i dag, hvor det er muligt at etablere et gps-styret road-pricing system via et dertil indrettet chip i nummerpladerne.
Men vore politikere vurderer formentlig, at der kommer flere penge i statskassen med det nuværende system.
I øvrigt synes jeg, at Morten Messerschmidt fra DF har ret i, at borgere udenfor arbejdsmarkedet også burde tilgodeses med lavere kørselsudgifter.
Det er en gratis omgang når…
Det er en gratis omgang når Messeschmidt og DF lover og lover , nu også på befordringsområdet,uden at kunne dokumentere hvor pengene skal komme fra.
Det er før set med DF at man feks lovede velfærdsforbedringer for milliarder , der hurtigt blev omdøbt til tulliarderne. Da løftet i mødet med den politiske virkelighed viste sig ikke at kunne realiseres.
Hjorten og Løkke havde ikke spor lyst til at hjælpe DF. De havde helt andre planer på området , det såkaldte omprioriteringsbidrag på 2%, der i realiteten betød besparelser i både stat og kommuner .
Tilføj kommentar