Profitbegærets ferieparadis
Profitbegærets ferieparadis
I Blåvand er den klassiske danske ferieidyl ved at blive overtaget af udenlandske kapitalfonde, pengegriske spekulanter og pensionskasser, skriver Egon Clausen
Blåvand er sol og sommer, men Blåvand er mere end det. Blåvand er brune heder, hvide klitter, blåt hav og en strand med brænding og brus, men Blåvand er også lange bilkøer og overfyldte parkeringspladser.
Blåvand trækker turister til i tusindvis, men de fastboende føler sig presset. I højsæsonen kan antallet af sommerhusbeboere og besøgende nå op i nærheden af halvtredstusinde.
De bader i havet, de vandrer i klitterne, de sidder på cafeerne, de handler i butikkerne, og nogle af dem forretter deres nødtørft i kratbevoksningerne bag butiksgaden.
Beviset er totter af brugt toiletpapir, der vifter i den vestjyske vind, så Blåvand er ganske vist en guldgrube, men den har sine omkostninger.
Her stiger hyggen i takt med promillen, og naturen er noget man har udsigt til fra panoramavinduet
Omsætningen når milliarder, og udlejning af sommerhuse er en stor forretning, men ferielivet har ændret sig. Før i tiden var mange af sommerhusene i Blåvand relativt små huse der var bygget i tæt kontakt med den omgivende natur.
Læs også:En hilsen fra det vrede Vestjylland
Sådan er det ikke mere. Mange nye huse opføres med udlejning for øje. De har plads til hele selskaber og er indrettet med indendørs swimmingpool, vandrutsjebane, spabad, sauna, billardsalon, biograf, tennisbane, grill, værelser med bad og toilet samt gulvvarme, så her er det sommer året rundt.
Her stiger hyggen i takt med promillen, og naturen er noget man har udsigt til fra panoramavinduet.
Penge trumfer traditioner
Blåvand er imidlertid ikke blot ferie og fritid. Blåvand er også en pengemaskine, og det regerende venstreflertal i Varde kommune, som Blåvand er en del af, har mere sans for pengenes magt end for traditioner og gammeldags måder at holde ferie på.
Man har således nedlagt den busrute der i umindelige tider har forbundet Blåvand med jernbanestationen i Oksbøl. Det har medført, at Blåvand ikke længere er et sted for folk med jævne indkomster. Blåvand er blevet for folk med bil. Byrådet vil også lave byplanen om, så bygadens åbne pladser med lyng og fyrretræer forsvinder til fordel for flere kæmpehuse.
I Varde Kommune ejes hele 9,3 procent af landbrugsjorden således af udlændinge
Det irriterer en del af de fastboende. De siger, at ånden i Blåvand ikke kan tåle det, og nogle er også bekymrede for de nationale konsekvenser på længere sigt. Sagen er, at Folketinget har vedtaget en lov der siger, at udlændinge ikke må eje et sommerhus i Danmark.
Loven skal beskytte os som nation, så vi fortsat kan være herrer i eget hus, men loven gælder kun for boliger og sommerhuse, så udlændinge må godt købe erhvervsejendomme her i landet, og det gør de også, ikke mindst i Vestjylland.
Læs også:Skolernes egentlige værdikamp
I Varde Kommune ejes hele 9,3 procent af landbrugsjorden således af udlændinge. I Blåvand er der en vis frygt for, at de nye kæmpesommerhuse får lov til at ændre status, så de bliver registreret som det de er, nemlig erhvervsvirksomheder, og hvis det sker, kan de frit overtages af udenlandske kapitalfonde, pensionskasser og regulære spekulanter.
Set fra et nationalt synspunkt er perspektivet skræmmende, men sådan er det i profitbegærets land hvor intet er helligt og alle traditioner må vige til fordel for kapitalens destruktive magt.
Kommentarer
Blåvand er end som en…
Blåvand er end som en turistfælde uden sjæl. Et forfærdeligt sted på linje med de værste turistghettoer.
Som privat ejer mister man…
Som privat ejer mister man sine naboer ved udlejningshusenes indtog. Trist og upersonligt, hvor fællesskab burde råde. Det smuthul må lukkes, tak.
Tilføj kommentar