Flyt statsministeriet til Aarhus

Debat

Flyt statsministeriet til Aarhus

Socialdemokratiet bør lade sig inspirere af den britiske premiereministers nye tiltag om at flytte dele af sin administration til sin egen hjemstavn. Hvis statsministeren brugte en del af sin arbejdstid uden for København, kunne det både gavne partiet og fungere som et initiativ mod geografisk ulighed, mener Alfred Broe Petersen

"Socialdemokratiet står i dag stærkest, uden for de københavnske volde og især er det oplagt at se i retningen af Aarhus" skriver Alfred Broe Petersen
Billedtekst
"Socialdemokratiet står i dag stærkest, uden for de københavnske volde og især er det oplagt at se i retningen af Aarhus" skriver Alfred Broe Petersen
Foto: Folketinget, Socialdemokratiet/Colourbox
Dette er et debatindlæg og udtrykker skribentens holdning. Bland dig i debatten nedenfor - eller send dit indlæg til os her.

Den nye britiske premierminister, Andy Burnham, har flyttet dele af administrationen til sin hjemstavn, Manchester. Det nye kontor kalder han Number 10 North, en reference til Number 10 Downing Street, premierministerens traditionelle embedsbolig i London.

Tanken er enkel: Hvis man fysisk flytter mennesker, beslutninger og arbejdspladser til en anden del af landet, vil det også påvirke den politik, der bliver ført.

Det er en interessant idé, og den er ikke ny i dansk politik. Socialdemokratiet arbejdede med lignende tanker i den populære regering fra 2019 til 2022. 

Dengang var kampen mod den geografiske ulighed en af de dagsordener, hvor partiet kunne udfordre de højrepopulistiske partier. Især Kaare Dybvad og Bjørn Brandenborg har slået sig op på dagsordenen om at sikre udvikling i dele af Danmark, som ofte blev glemt.

Læs også:Et demokratisk samfund beskytter sine mindretal

I dag er den dagsorden svær at få øje på. Bortset fra enkelte initiativer, som forslaget om skattefradrag for boliger i områder med lave boligpriser, fylder den geografiske ulighed meget lidt. 

Der er ingen større vision for udviklingen af de mindre byer og kommuner, og hvis regeringen faktisk fører en sådan politik, er det i hvert fald ikke noget, den kommunikerer særligt tydeligt.

Socialdemokratiet bør kigge mod Aarhus

Hvis Socialdemokratiet skal genvinde sin styrke efter tre historisk dårlige valg, er det her jeg tror, man skal kigge hen. Det er en dagsorden, hvor de borgerlige traditionelt har haft svært ved at formulere troværdige løsninger, og hvor Socialdemokratiet tidligere har haft større succes. 

Socialdemokratiet står i dag stærkest uden for de københavnske volde, og især er det oplagt at se i retningen af Aarhus. Ved det historiske dårlige kommunalvalg for Socialdemokratiet gik partiet frem i Aarhus. Det samme gjorde sig gældende ved folketingsvalget, som også var en meget stor tilbagegang på landsplan.

Det ville sende et klart signal til både borgere og erhvervsliv om, at Danmarks fremtid ikke alene skabes i København

Så måske burde man i højere grad spørge, hvad Aarhus gør rigtigt, og hvordan de erfaringer kan inspirere resten af landet. 

Statsministeren behøver ikke flytte permanent fra København. Men hvorfor ikke tilbringe en fast del af arbejdstiden i Aarhus? Hvorfor ikke placere dele af Statsministeriets arbejde uden for hovedstaden? 

Det ville sende et klart signal til både borgere og erhvervsliv om, at Danmarks fremtid ikke alene skabes i København. Samtidig ville det give Socialdemokratiet en troværdig fortælling om, at hele landet skal udvikles, ikke kun hovedstaden. 

Ved at skifte magtens fysiske centrum tvinges kræfterne også tættere på de steder i Danmark, som vi især bør have fokus på at udvikle.

Alfred Broe Petersen

Kandidat i statskundskab

Kommentarer

Indsendt af Frede Bressen (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 28.07.2026 - 19:38

hvorfor Århus ? det kunne jo lige så godt være Tønder eller Lemvig

Indsendt af Peter Enemark (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 28.07.2026 - 23:17

Tag dog skridtet fuldt ud og gør som Brasilien: byg en helt ny hovedstad langt ude på landet et eller andet sted i Jyllandland med kongeslot, ministerier, universiteter, teatre og hele moletjavsen i stedet for at blive ved med at smadre København til ukendelighed.

Indsendt af Pia Hansen (ikke efterprøvet) den Onsdag den 29.07.2026 - 10:02

Hvorfor har ingen tænkt på det noget før?

- Det er jo løsningen på alle problemer.

Og motorcykler på cykelstirene. Så kører det.

Indsendt af Thor (ikke efterprøvet) den Onsdag den 29.07.2026 - 15:57

Og hvor mange af ministeriets ca 100 ansatte ville mon flytte med? 5? 6? Mere end det? Eller måske færre end 5?

Indsendt af Kurt Jensen (ikke efterprøvet) den Mandag den 03.08.2026 - 20:19

Som svar til af Thor (ikke efterprøvet)

Sikke en reduktion i lønudgifterne det ville medføre.
Go' ide

Indsendt af Torben Houman … (ikke efterprøvet) den Torsdag den 30.07.2026 - 15:55

Glimrende idé. For så vidt glimrende indlæg.
Men hvis man skal følge den engelske inspiration om medinddragelse af statsministerens hjemstavn, forekommer Århus et noget irrelevant bud.
Statsminister Mette Frederiksena hjemstavn er som bekendt Aalborg.
Chrstiansborg Nord kunne man i lighed med Durham kalde et tilsvarende, i Aalborg oprettet, kontor.
Det ville også i højere grad tjene til den ønskede decentralisering af magtens perspektiv.

Og Socialdemokraterne har kke haft bedre valg i Aalborg end Århus. Af mange gode grunde.

Indsendt af Helle (ikke efterprøvet) den Fredag den 31.07.2026 - 07:22

Dårlig ide. Ja S har haft valg med tilbagegang. Men når der er 12 partier, er det vel logik. Når en regering har siddet i to perioder så vil folk se nyt, tror naivt det bliver bedre. Det bliver det sjældent, jeg har aldrig oplevet det.
Man sku nok have set lidt mere positivt på SVM regeringen som gjorde det godt. Blokpolitikken er død, at forsøge at genoplive den er dumt

Indsendt af Jakob Fruergår… (ikke efterprøvet) den Fredag den 31.07.2026 - 09:57

Helt igennem latterlig ide

Får vi så samtidigt en reform af valgkredsene, så der ikke bliver valgt 20 FT medlemmer for meget i Jylland, og 20 for få på Sjælland, især i Region H, hvis det skal passe til befolkningstallet !

Og kunne vi så holde op med, at sende de over 10 milliarder i "Bistandshjælp" til Jylland/Fyn fra Region H om året, i bloktilskud ?

Indsendt af Jakob Fruergår… (ikke efterprøvet) den Fredag den 31.07.2026 - 10:04

Helt igennem latterligt forslag - 2

I Region H satsede vi, for 35 år siden på Byudvikling, Metro, Letbane og Pharma. I Jylland satsede I på Motorveje og store Svinefarme..................Masser af Motorveje.

Hvad med, at I selv skabte noget i Jylland ? Har selv bygget en hel del der.

Indsendt af Nielsen (ikke efterprøvet) den Fredag den 31.07.2026 - 18:40

Som svar til af Jakob Fruergår… (ikke efterprøvet)

“ Den jyske trafikmafia “ var meget aktive på det område, må man sige . Det forringede så heller ikke deres chancer for et genvalg - når krydset skulle sættes ved de efterfølgende valg. . ;-)

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.

Fortsætter kampen mod negativ social kontrol

Dansk Folkeparti 2.0.