Paradiset og retten til at sige nej

Prøv et øjeblik at forestille dig et samfund, der stadig har alle sine institutioner. Parlamentet mødes. Regeringen administrerer og forvalter effektivt. 

Domstolene afsiger kendelser. Politiet patruljerer. Flagene hejses, og når katastrofen rammer, sættes de på halv. Ministrene taler om fællesskab, frihed og værdier. Alt ser ud til at fungere.

Men samfundet har mistet én bestemt evne: evnen til at sige nej.

Ikke det smålige nej til det fremmede eller ukendte. Ikke det autoritære nej til kritik, uenighed eller forandring. 

Men det nødvendige nej, hvormed ethvert politisk fællesskab fortæller sig selv og andre, hvad det ikke vil acceptere, hvem det ikke vil betro magt, og hvilke ideologier det ikke vil lade bruge friheden til at afskaffe friheden.

Kan et samfund overleve uden den evne?

En nation begynder med grænser

Det er det spørgsmål, jeg gerne vil invitere dig ind i. Ikke som en prøve, hvor det korrekte svar allerede ligger skjult i teksten, men som en samtale om en mulighed, der er så ubehagelig, at vi helst diskuterer næsten alt andet: 

At Europas problem måske ikke først og fremmest er, at vi mangler love, politi, efterretningstjenester eller militære kapaciteter. 

Måske er problemet, at vi ikke længere er sikre på, om vi moralsk har ret til at bruge dem til at sætte en grænse.

Grænser er mere end geografi

En nation begynder med grænser. Ikke kun den geografiske linje omkring territoriet, men alle de øvrige grænser, som gør et samfund muligt. Loven sætter en grænse for handlingen. Domstolen sætter en grænse for magten. Kulturen sætter en grænse for, hvad der kan gøres uden skam. 

Teologien sætter grænser for hvad vi, et eller andet sted, finder rigtigt og forkert. Embedet sætter en grænse mellem privat holdning og offentligt ansvar. Statsborgerskabet sætter en grænse mellem blot at opholde sig et sted og at indgå i et politisk fællesskab, hvis fortsatte eksistens man accepterer.

Grænsen er ikke frihedens modsætning. Den er frihedens form.

Læs også:Lad os tale om antizionismens blodige fortid

Religionsfriheden findes kun, hvis der sættes en grænse for religiøs tvang. Ytringsfriheden findes kun, hvis intimidering ikke får lov til at gøre den farlig at bruge. 

Lighed for loven findes kun, hvis familie, klan, religion og politisk bevægelse ikke får deres egne mennesker og deres egne regler. Homoseksuelles frihed findes kun, hvis den ikke ophører ved indgangen til bestemte gader, skoler eller miljøer. 

Jøders lighed findes kun, hvis de ikke gøres ansvarlige for en anden stats handlinger og derefter forventes at forhandle om deres egen adgang til det offentlige rum.

Et samfund, der ikke sætter disse grænser, bliver ikke mere rummeligt. Det overlader blot grænsesætningen til andre.

Forvekslede en politisk bedrift med en naturlov

Den amerikanske politiske kommentator og forfatter Robert Kagan beskrev for mere end to årtier siden Europa som et paradis, der havde glemt, at paradiset var blevet bygget og beskyttet gennem magt. 

Europa havde skabt noget historisk enestående: en orden, hvor gamle fjender havde lagt erobringskrigen bag sig og erstattet den med regler, domstole, handel og forhandling. 

Netop fordi denne orden var så vellykket, begyndte europæerne at tro, at den ikke længere behøvede at blive forsvaret. Vi forvekslede en politisk bedrift med en naturlov.

Men forestil dig, at Kagans paradis ikke kun er et kontinent omgivet af en farligere verden. Forestil dig, at paradiset også findes inde i vores egen selvforståelse. 

Vi ser religiøs social kontrol og kalder den kulturel kompleksitet

Vi har vænnet os så grundigt til tanken om, at konflikter afgøres gennem dialog og lov, at vi antager, at alle, der lever iblandt os, må dele denne grundlæggende præmis.

Vi går ikke blot ud fra, at mennesker skal behandles, som om de accepterer den fælles orden. Det bør en retsstat gøre. Vi går længere. Vi antager, at de faktisk accepterer den, også når de selv fortæller os noget andet.

Vi hører erklæret fjendskab og leder efter et traume. Vi møder en sammenhængende politisk ideologi og beskriver den som marginalisering. 

Vi ser religiøs social kontrol og kalder den kulturel kompleksitet. Vi hører mennesker romantisere terror og spørger først, om det vil virke polariserende at tage deres ord alvorligt.

Det er, som om vi har lært os selv, at den moralsk fineste læsning af en trussel altid er den, der gør truslen mindst virkelig.

Den forsømmelige stat

Her træder John Podhoretz, amerikansk politisk kommentator, ind i samtalen med et spørgsmål, der oprindelig handlede om krig. Han spurgte, om de liberale demokratier gennem deres humanitære udvikling kunne være blevet ude af stand til at føre krig effektivt. 

Man behøver ikke følge ham hele vejen gennem hans argumentation for at mærke ubehaget i spørgsmålet. Hvad sker der, når en civilisations dyder ikke længere ledsages af viljen til at beskytte de institutioner, som gør dyderne mulige?

Lad os flytte spørgsmålet fra slagmarken til samfundet.

Hvad nu, hvis de liberale demokratier har udviklet sig til et punkt, hvor frygten for at sætte en uretfærdig grænse har gjort dem ude af stand til at sætte de grænser, deres egen overlevelse kræver?

Også passiviteten har ofre. De er blot vanskeligere at se, før det er for sent

Vi er gode til at forestille os den uretfærdige stat. Det er en vigtig del af vores historiske arv. Vi ved, hvordan myndigheder kan forfølge mindretal, kriminalisere opposition og bruge sikkerhed som undskyldning for vilkårlig magt. Derfor har vi skabt rettigheder, domstole og kontrol med staten.

Men kan vi også forestille os den forsømmelige stat?

Staten, der ikke misbruger sin magt, men undlader at bruge den. Staten, som ser tegnene, registrerer dem og arkiverer dem, men tøver med at drage konsekvenser. 

Staten, der er så bange for at mistænkeliggøre en gruppe, at den nægter at vurdere et konkret menneskes dokumenterede adfærd. Staten, som først føler sig moralsk sikker på at handle, når den mulige trussel er blevet til et faktisk offer.

Også passiviteten har ofre. De er blot vanskeligere at se, før det er for sent.

Vads tredje erkendelse

Frederik Vads (S) tredje erkendelse ramte noget, integrationspolitikken længe havde haft vanskeligt ved at begribe. Vi havde troet, at arbejde, uddannelse, sprog og fravær af kriminalitet kunne bruges som omtrentlige mål for integration. Det var forståeligt. 

Disse forhold betyder noget. Men vi kom til at antage, at adgang til samfundets institutioner nødvendigvis var udtryk for accept af institutionernes normer.

Det er den ikke altid.

Læs også:Den fjerde erkendelse må være at Islam står i vejen for integrationen

Et eksamensbevis fortæller, hvad et menneske kan. Det fortæller ikke, hvad vedkommende ønsker at bruge sine evner til. 

Et nøglekort viser, at man har fået adgang til en institution. Det viser ikke, hvilken loyalitet man følger, når institutionens pligter kolliderer med familien, religionen, klanen, ideologien eller en fremmed magt.

Den samfundsundergravende aktør står ikke nødvendigvis uden for porten og råber. Han kan befinde sig på den anden side af den. 

Han kan tale sproget, kende systemet og have lært præcis, hvilke ord der åbner hvilke døre. Han behøver ikke være skjult i nogen dramatisk forstand. Vi kan se ham. Det, vi ofte mangler, er et begreb for, hvad vi ser.

En stat, der kun leder efter bomber

Islamismen bør forstås i dette lys. Ikke islam som religion og ikke muslimer som befolkning, men islamismen som et politisk projekt, der sætter religiøs autoritet over demokratisk lov og individets frihed. Den militante islamist bruger vold. Den strategiske islamist kan bruge rettigheder, institutioner og repræsentation. 

De er ikke det samme, og staten skal kunne skelne mellem dem. Men en stat, der kun leder efter bomber, vil overse det arbejde, der langsomt flytter grænserne for, hvem der må tale, hvem der må leve frit, og hvilken lov der i praksis gælder.

Islamismen forstår, at magt ikke kun udøves gennem regeringer. Magt findes også i familier, foreninger, skoler, kommuner, universiteter og sociale miljøer. Den findes i den tavse viden om, hvilken pris et menneske kan komme til at betale for at træde udenfor.

Når staten ikke sætter grænsen, forsvinder den altså ikke. Den privatiseres

Den islamistiske grænse behøver ikke stå i nogen lovbog. Den mærkes af kvinden, som ved, hvem hun ikke må gifte sig med. Af den homoseksuelle, som ved, hvor han ikke bør holde sin partner i hånden. 

Af frafaldne og reformvenlige muslimer, som ved, at samfundets formelle beskyttelse ikke nødvendigvis følger dem helt hjem. Af den jødiske elev, som opdager, at en krig tusinder af kilometer væk pludselig har gjort ham til part i sit eget klasselokale.

Staten fortæller dem, at de er frie. Miljøet forklarer dem, hvor langt friheden rækker.

Når staten ikke sætter grænsen, forsvinder den altså ikke. Den privatiseres.

Angrebet mod Pride i Berlin

Det er også den sammenhæng, de seneste islamistiske angreb bør ses i. Ikke kun som isolerede forbrydelser, men som øjeblikke, hvor ideologi, myndighedssvigt og politisk forvirring mødes.

Efter angrebet mod Pride i Berlin fulgte den europæiske liturgi. Flag på halv. Blomster. Lys. Ord om frihed, kærlighed og mangfoldighed. Også i Danmark blev Pride-flaget sat på halv.

Sorgen var ægte. Men sorgen blev endnu en gang lettere at formulere end analysen.

Vi kunne sige, hvad der var blevet angrebet. Vi havde langt vanskeligere ved at sige, hvad der havde angrebet det.

Ved en tysk mindehøjtidelighed sagde en taler, at hun først havde håbet, at gerningsmanden var hvid og kristen. Sætningen er næsten filosofisk i sin utilsigtede præcision. 

Læs også:Dansk Folkeparti pudser glorien: Nationalkonservative partier passer bedst på de homoseksuelle

Hun håbede naturligvis ikke på angrebet. Hun håbede på en anden gerningsmand, fordi en anden gerningsmand ville have gjort virkeligheden lettere at placere moralsk.

En hvid kristen ekstremist ville have bekræftet en fortælling, som den europæiske offentlighed allerede behersker. Vi ved, hvordan højreekstremisme skal analyseres. Vi taler om ideologi, miljø, retorik, netværk og kollektivt ansvar. 

En islamist, der angriber homoseksuelle, fremtvinger derimod en konflikt mellem grupper, som dele af Europas politiske kultur har placeret i den samme kategori af udsatte minoriteter.

Når virkeligheden ikke passer ind i modellen, kunne man ændre modellen. Men et øjeblik ønskede hun sig i stedet en anden virkelighed.

Gør vores institutioner ikke ofte det samme i et mere respektabelt sprog?

Den globale intifada

Vi foretrækker gerningsmanden som psykisk syg, isoleret, marginaliseret eller frustreret. Alt dette kan naturligvis være sandt. Men forklaringerne får ofte den funktion, at de opløser ideologien. Gerningsmanden må gerne have en barndom, en diagnose og en socialhistorie. Han må helst ikke have et verdensbillede.

For hvis han har et verdensbillede, kan vi blive nødt til at spørge, hvem der deler det, hvem der udbreder det, og hvor samfundet vil sætte grænsen for det.

Læs også:Israelsk historiker har en drøm for fremtiden mellem Israel og palæstinenserne

Parolerne "Globalize the Intifada" og "Yallah intafada" hører hjemme i samme samtale. Deres forsvarere reducerer gerne intifada til en ordbogsoversættelse af opstand, som om politiske ord ikke får betydning gennem de handlinger, de historisk har ledsaget. 

Men den anden intifada gjorde busser, caféer, restauranter og civile gader til slagmarker.

Når denne intifada skal globaliseres, er det ikke urimeligt at spørge, hvem der gøres til lokale repræsentanter for den globale fjende. 

Hvilke synagoger, universiteter, kulturinstitutioner og gader bliver en del af konfliktens geografi? Hvilke mennesker opdager, at deres navn, religion eller formodede forhold til Israel har gjort dem til legitime mål for intimidering?

Ordene før bomben

Et slogan er ikke en bombe. Men ordene før bomben er heller ikke uden betydning. De skaber kategorier. De romantiserer bestemte handlinger. De gør nogle ofre mere sørgbare end andre og nogle former for vold mere forståelige.

Vi accepterer uden vanskelighed dette, når vi analyserer højreekstremisme. Vi ved, at en politisk kultur ikke behøver udstede en direkte ordre for at skabe et miljø, hvori volden opleves som nødvendig eller heroisk. 

Hvorfor bliver vi pludselig filosofiske nominalister, når voldens sprog er islamistisk? Hvorfor insisterer vi på, at ordene kun betyder det mest uskyldige, deres brugere bagefter kan hævde, at de mente?

Rettigheder og tillid er ikke det samme

Også de viste danske opslag tvinger os til at overveje, hvad grænsesætning betyder i praksis. Hvis en person med en betroet funktion i Beredskabsstyrelsen faktisk skriver, at han håber, Rusland bomber Danmark, og at han vil stille sig på russisk side, er det ikke vanskeligt at forstå udsagnet.

Det vanskelige synes at være, om vi føler os berettigede til at tage det alvorligt.

En borger kan have ret til at udtrykke et ønske om Danmarks ødelæggelse uden derfor at skulle fængsles. Men følger det deraf, at Danmark fortsat skal betro ham ansvar for landets beskyttelse?

Tillid kan mistes gennem adfærd

Rettigheder og tillid er ikke det samme. Rettigheder tilkommer borgeren. Tillid gives til den, som skal udøve myndighed, bære våben, have adgang til kritiske systemer eller beskytte andre mennesker. Tillid kan mistes gennem adfærd, som ikke nødvendigvis er strafbar.

En stat, der ikke kan forstå denne forskel, er ikke mere liberal. Den er mindre i stand til at beskytte det liberale samfund.

Måske er det her, dialogen med Kagan, Podhoretz og Vad fører os hen. Ikke til en teori om, at Europa står umiddelbart foran sammenbrud, men til en erkendelse af, at et samfund kan have alle sine forsvarsmidler og alligevel miste evnen til at overleve, hvis det ikke længere tror på sin ret til at bruge dem.

Læs også:Analyse: Hvad oldgrækerne kan lære os om NATO’s undergang

Det kan have en hær, men være usikkert på, hvad den forsvarer. Det kan have domstole, men tøve med at formulere, hvilke normer der er grundlæggende. 

Det kan have efterretningstjenester, men behandle enhver sammenhæng mellem ideologi og handling som en risikabel generalisering. Det kan have skoler, men mangle modet til at fortælle børnene, at demokratiet ikke blot er én mulig kulturel præference blandt andre.

Åndelig oprustning

Er det denne evne, vi mener, når vi taler om åndelig oprustning?

Begrebet bruges ofte som et varmt ord for historie, nationalfølelse og fællesskab. Men åndelig oprustning må være mere krævende end fællessang. Det må være genopbygningen af et samfunds moralske selvtillid, herunder evnen til at skelne og afvise.

At sige, at loven står over religiøs selvjustits. At kvinder og mænd har samme ret til at forme deres liv. At homoseksuelles frihed ikke skal forhandles med religiøse doktriner. At jøder ikke er stedfortrædere for Israel. 

Læs også:Første ordfører med fokus på åndelig oprustning: “Vi skal tale om vores værdier”

At offentlig myndighed forudsætter loyalitet mod den demokratiske stat. At den, som bruger sine rettigheder til systematisk at indskrænke andres, ikke samtidig kan kræve, at samfundet undlader at modsætte sig ham.

Dette er ikke et ønske om et mere mistænksomt samfund. Tværtimod. Den præcise grænse er det bedste værn mod den kollektive mistanke.

Når staten undlader at reagere på konkrete islamister, vokser mistilliden til muslimer generelt. Når myndighederne ikke griber ind over for bestemte ansatte, der misbruger deres stillinger, breder tvivlen sig til hele grupper. 

Tiden er ikke neutral

Når etablerede institutioner nægter at sætte individuelle og saglige grænser, vokser efterspørgslen efter politikere, som lover at sætte grove og kollektive grænser.

Passivitet er derfor ikke den humane mellemvej mellem overreaktion og konfrontation. Passivitet forbereder ofte den senere overreaktion.

Tiden er ikke neutral. Hver gang et samfund ser en overskridelse og ikke svarer, flyttes grænsen en smule. Hver gang en institution bøjer sig for intimidering, lærer den aggressive, at aggression virker. 

Hver gang ideologien forsvinder fra beskrivelsen af et angreb, bliver offentligheden en smule dårligere til at forstå det næste.

Jeg kender ikke alle svarene på, hvor hver enkelt grænse skal trækkes

Ingen enkelt episode afgør et samfunds skæbne. Men vaner gør. Og et samfund kan vænne sig til sin egen retræte.

Det kan vænne sig til bevæbnede vagter foran jødiske skoler. Til, at homoseksuelle friheder varierer mellem bydele. Til, at lærere undgår bestemte emner. Til, at terrorens sprog råbes på gaderne og bagefter forklares som en metafor. 

Til, at mennesker med betroede funktioner udtrykker loyalitet med fjendtlige magter, mens myndighederne håber, at nogen andre først vil afgøre, om det betyder noget.

Sådan forsvinder paradiset måske. Ikke nødvendigvis i et dramatisk stormløb mod porten, men gennem en langsom overbevisning om, at porten selv er moralsk mistænkelig.

Prøv at vende spørgsmålet mod dig selv

Jeg kender ikke alle svarene på, hvor hver enkelt grænse skal trækkes. De må findes gennem demokratisk lovgivning, domstole, kulturliv, kirke, proportionalitet og vurdering af den konkrete adfærd. 

Men jeg mener, at vi er nødt til først at genvinde overbevisningen om, at grænsen overhovedet må findes.

For prøv at vende spørgsmålet mod dig selv.

Hvilke værdier mener du er så grundlæggende, at samfundet må forsvare dem aktivt? Hvilken adfærd er uforenelig med en betroet offentlig, civil, kulturel eller religiøs funktion, selv når den ikke udløser en fængselsdom? 

Hvornår bliver tolerance til overladelse? Hvor mange gange kan staten forklare, registrere og sørge, før dens manglende handling bliver en del af problemet?

Og hvad kalder vi et samfund, der fortsat har magten til at sætte grænser, men har mistet troen på, at det har ret til det?

Måske kalder vi det stadig frit.

Men hvor længe?