Hver fjerde HK’er har været udsat for seksuelle krænkelser

Arbejdsgiverne må gå forrest og sende et tydeligt signal om nultolerance over for seksuel chikane, mener HK-næstformand.
Det er ikke kun i højtprofilerede brancher som politik, medier og filmbranchen, at sexchikane er et udbredt problem.

En ny undersøgelse blandt mere end 3.000 HK'ere viser, at 24,6 procent af fagforeningen HK’s medlemmer har været udsat for seksuelle krænkelser inden for det seneste år.

Det er tale om ting som uønskede berøringer, kys og seksuelle kommentarer.

Derfor er der brug for politisk handling, mener næstformand i HK Danmark, Martin Rasmussen, som også vil have arbejdsgiverne op i gear.

"Seksuel chikane går ud over alt, alt for mange, og det gælder desværre også blandt HK’ere. Det skriger jo til himlen. Når næsten en fjerdedel af vores medlemmer har måttet stå model til seksuelle krænkelser, så er det endnu et klokkeklart vink om, at der er brug for at slå hårdere ned på problemet," siger HK's næstformand Martin Rasmussen i en pressemeddelelse.

Politik gør en forskel

Ifølge HK er et af midlerne til at afhjælpe problemet en politik mod seksuel chikane, hvor arbejdspladserne har klare retningslinjer og politikker på området.

Blandt de HK-medlemmer, som svarer ja til, at deres arbejdsplads har en politik mod seksuel chikane, har kun 4 procent været udsat for seksuel chikane.

Mere end tre gange så mange (13 procent) af dem, som svarer nej, har været udsat for seksuel chikane.

"Arbejdsgiverne må gå forrest"

Martin Rasmussen opfordrer derfor arbejdsgivere til at få indført en politik mod seksuel chikane, og han understreger, at det er arbejdsgivernes ansvar at forebygge og bekæmpe problemet.

"Jeg har en klar besked til alle arbejdsgivere derude: I skal gå forrest for jeres medarbejdere. Det er jer, der skal være bannerførere for en sund kultur og sende et tydeligt signal om nultolerance over for seksuel chikane. Og det er jer, der skal sørge for at få en politik med klare retningslinjer på plads og sikre, at alle ved, hvordan de skal håndtere og anmelde seksuel chikane. For det virker," siger han og fortsætter:

"Ansvaret for at tackle og undgå seksuel chikane på arbejdspladsen hviler på arbejdsgiverens skuldre. Og det vil give rigtig god mening at skærpe lovgivningen, så det bliver nemmere at stille arbejdsgivere, som ikke lever op til det ansvar, til regnskab."

En hån mod de krænkede

Samtidig mener fagforeningen, at der skal skrues op for godtgørelserne til ofre for seksuel chikane.

I dag ligger det gennemsnitlige niveau på 33.000 kroner. Og det beløb er "absurd" lavt, mener næstformanden.

"33.000 kroner er nærmest en hån mod de mennesker, der bliver udsat for seksuel chikane. Som vel at mærke ofte ender med at koste dem jobbet," siger han.

"Selv om penge ikke kan fjerne det, ofrene har været igennem, er godtgørelserne nødt til at tage mere højde for alvoren. Ligesom de skal være store nok til, at det kan mærkes, hvis arbejdsgiver svigter sit ansvar for at tackle og undgå seksuel chikane."

Fagforeningen HK har cirka 230.000 medlemmer, der primært arbejder inden for administration og handel.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.

Flere artikler om emnet

Kommentarer

Ja, vi må gentænke det fagretslige system som nu i et halvt århundrede ikke har kunnet forhindre at kvinder i så skræmmende tal bliver udsat for de samme typer af overgreb, krænkelser, chikane/mobning, såkaldt 'flirt' 'skurvognshumor' og lignende stressfaktorer på arbejdspladserne. Af de historiske - strukturelle og systemiske grunde som fagbevægelsen er en del af og som arbejdsmarkedsforskerne og retsvidenskaben er enige om er det underliggende problem. Respekt for de kvinder der står frem i disse dage.

I øjeblikket går alt debat omkring chikane på sexuel chikane af kvinder. Det er klart et stort problem, men den sexuelle chikane er kun en lille del af problemet.
Der er chikane i form at at man ikke tør kræve overarbejdsbetaling i forbindelse man får besked om, at opgaver skal være færdige inden man går hjem (beordret overarbejde). Der er problemer med, at man ikke kan gå til arbejdsgiverbetalte jobsamtaler (i strid med funktionærloven) i forbindelse med søgte job, når man er funktionær og kun har kort tid til ens nuværende ansættelsen ophører. Der er chikane af medarbejdere som kræver at dansk lovgivning overholdes.
Der er chefer som ikke overholder en ordentlig omgangstone og råber af medarbejderne. Hvis medarbejderen påtaler det bliver medarbejderen beskyldt for sexuel chikane.
Vi har generelt set en meget dårligt arbejdsmiljø på en del arbejdspladser. Det at have det store fokus på sexuel chikane og manglende fokus på alle andre problemer er en afsporing af fokus på de reelle problemer.

Annonce