”Som ordblind er jeg blevet svigtet, men det har gjort mig stærkere”

Alle bør tidligt screenes for ordblindhed, så ingen udsættes for samme svigt som mig, mener Laura, der først som 25-årig fandt ud af, at hun selv er ordblind.
Foto: Privatfoto
Laura Rosenvinge fandt først som 25-årig ud af at hun var ordblind.
Jeg var lige begyndt som praktikant i Ballerup Kommune, og jeg skulle aflevere et notat til en kollega med en meget kort tidsfrist.

Jeg havde ondt i maven, for jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle gribe opgaven an, og jeg vidste godt, at det endelige resultat ville være mærket af mine vanskeligheder med stavning og grammatik.

Ville de mon kunne læse det, jeg havde skrevet? Ville de fortryde, at de havde ansat mig som praktikant? Ville jeg overhovedet får flere spændende opgaver efter dette?

Jeg turde ikke rigtig fortælle min kollega, at jeg havde brug for hendes hjælp til at læse notatet igennem. Jeg var jo 25 år gammel, så jeg syntes jo et eller andet sted, at det var pinligt, at min stavning og grammatik ikke sad lige i skabet.

Derfor endte jeg med at bryde sammen over for den konsulent, som skulle bruge notatet. Jeg følte mig dum og uduelig, fordi det var svært at læse sig igennem det, jeg havde skrevet.

Følelsen af utilstrækkelighed

Det var ikke første gang, jeg græd, fordi jeg skulle levere noget på skrift med en stram deadline. Jeg har før grædt over lektier, opgaver og eksamener. Men den dag blev det sidste gang, at jeg græd over den slags.

Efter et årelangt tilløb besluttede jeg mig nemlig for at blive testet for ordblindhed.

Gang på gang er jeg blevet kaldt både doven og sjusket

Jeg har lidt rigtig mange nederlag i min skoletid. Jeg har brugt lang tid på at læse mig igennem lektierne i folkeskolen for bare at blive forvirret over ikke at forstå noget.

I gymnasiet kunne jeg bruge mange timer på at skrive en opgave og få en dårlig karakter for den, selvom jeg ellers mente, at den sad lige i skabet.

Gang på gang er jeg blevet kaldt både doven og sjusket, og utallige gange har jeg fået at vide, at jeg bare skulle tage mig sammen.

Følelsen af ikke at være tilstrækkelig har hele mit liv været der - hver dag.

Valgte selv at blive testet

Alle de nederlag har jeg gået og slået mig selv i hovedet med, og det havde jeg slet ikke behøvet.

Tre måneder efter mit sammenbrud blev jeg som 25-årig konstateret ordblind. Dermed fik jeg også en forklaring på, hvorfor mange ting havde taget længere tid for mig i folkeskolen, gymnasiet og universitetet.

Og hvis bare mit handicap var blevet opdaget tidligere, så havde jeg ikke behøvet at føle mig dum og utilstrækkelig. Så havde jeg nemlig haft en forklaring på, hvorfor jeg havde svært ved det, som andre fandt så nemt.

Det var ikke nemt

Det var nu ikke fordi, det var nemt at blive testet. Det tog mange måneders mailkorrespondance frem og tilbage med styrelser, universitetet og KVUC, hvor jeg skulle testes.

Den proces var i sig selv ved at tage modet fra mig. Det havde taget så mange år at række ud efter hjælp, og så skulle det vise sig, at hjælpen var så besværlig at få.

Jeg frygtede det værste

Men jeg glemmer aldrig Mette, som testede mig. Jeg rystede af nervøsitet, da mit testresultat var klart. Jeg frygtede det værste: At testen ville vise, at jeg ikke var ordblind - at jeg bare var doven og dum, og at alle de andre havde haft ret hele tiden.

Mette fortalte mig, at testen tydeligt viste, at jeg var ordblind. Og hun fortalte mig også, at det sagde meget om min karakter, at jeg havde trodset mit handicap og var kommet så langt i uddannelsessystemet.

Et stærkt netværk hjalp mig

Så når jeg i dag tænker tilbage på, hvad jeg har klaret mig igennem uden den støtte og hjælp, som jeg egentlig havde behov for, så føler jeg mig tæt på uovervindelig. At trodse mit handicap har uden tvivl gjort mig stærkere.

Det er også kun lykkedes mig, fordi jeg har haft et stærkt netværk omkring mig.

Min mor hjalp mig med lektierne i dansk, min moster rettede mine engelskopgaver, og mine venner korrekturlæste mine afleveringer i gymnasiet og eksamensopgaverne på universitetet, så censor kunne læse og forstå det, jeg havde skrevet.

Det er jeg dybt taknemmelig for.

Ikke alle får den nødvendige hjælp

Desværre er det bare ikke alle ordblinde, der har et stærkt netværk at hente hjælp hos. De fortjener ikke at føle sig dumme og utilstrækkelige, sådan som jeg har gjort gang på gang.

Bliv testet og få en afklaring.

Tværtimod fortjener de at kende til deres handicap. Derfor bør vi også screene alle elever for ordblindhed tidligt i deres skoleforløb, så ingen udsættes for det samme svigt som mig. Og vi bør garantere, at alle ordblinde kan få hjælp og støtte til at trodse deres handicap.

Der er dog også mange derude, der ligesom jeg er blevet voksne uden at vide, at de er ordblinde. Og til jer vil jeg gerne komme med en opfordring: Bliv testet og få en afklaring.

Er blevet stærkere

Hvis der er én ting, jeg har lært af først at blive konstateret ordblind som 25-årig, så er det, at man pludselig føler sig stærkere end nogensinde ved tanken om, at man aldrig nogensinde var så dum og doven, som man hele livet har fået at vide.

I stedet finder man nemlig ud af, at man er tæt på uovervindelig, fordi man formåede at give sit handicap fingeren og komme langt i livet på trods af det.

Den følelse fortjener alle ordblinde at opleve.

Laura Rosenvinge er medlem af Borgerrepræsentationen for Socialdemokratiet. Hun er socialordfører og medlem af Børne- og Ungdomsudvalget


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Tak for denne artikel.
Jeg har vist at jeg var ordblind, siden jeg gik i 1. klasse i 1962. Jeg gik dengang på Krebs skole, en af de fineste privatskoler i København. I de år jeg gik der frem til nogle måneder ind i 3. klasse fik jeg specialundervisning. Da familien flyttede til Hundige og jeg kom på Krogårdsskolen ville man ikke anerkende min ordblindhed. Jeg fik altid dårlige karakterer i stavning og læsning og fik nærmest betegnelsen som ikke særlig kløgtig. Da jeg havde afsluttet 10. klasse, måtte jeg gå tilbage til 9. klasse for at lære mere sprog og matematik, det lykkedes og jeg bestod lige den lille latinprøve. Jeg startede herefter i det helt nye Greve Gymnasium, hvor man ikke kendte til ordblindhed. Da min far samtidig havde solgt sin andel af sit firma og ikke havde arbejde fik jeg prædikatet social taber.
Ved hjælp af min historielærer blev jeg overflyttet til Rysensteen Gymnasium. Her blev min ordblindhed anerkendt. Jeg fik ved siden af gymnasiet specialundervisning på Ordblindeinstituttet og fik papirer på ordblindhed. Samtidig fik jeg dispensation for 13 reglen til studentereksamen. Da jeg var aktiv i elevråd og DGS var jeg af andre grunde ikke altid populær hos lærerne. Specielt da jeg havde skaffet papirer som viste at den nyindførte praksis med manglende retning af for sent afleverede skriftlige opgaver var ulovlig. Den eneste der anerkendte dette var rektor. Jeg blev student uden at benytte min dispensation for 13. reglen.
Senere har jeg fået forskellige uddannelser og været aktiv i fagbevægelsen.
Jeg er i dag socialrådgiver og skriver meget i forbindelse med arbejde. Jeg klarer mig ved hjælp af stavekontrol og hjælp fra kollegaer, med gennemlæsningen af breve.
Jeg har lært at stave en masse ord ved at lære hvordan de staves, selv jeg ikke kan dette. Således er det nemmest for mig at stave de vanskelige ord og ikke den som er stavet logisk.
Jeg skriver dette for at vise, at man ikke er dårligt begavet som ordblind. Dette også selv om mange som har lav IQ siger at de er ordblinde. Jeg ved at de har lav IQ da dette bliver testet.
Det jeg har lært er at man som ordblind mår arbejde hårdere for at opnå det samme som andre. Man kan godt hvis man er ihærdig og aldrig giver op. Jeg har også lært at mange ordblinde ikke magter dette og derfor kan have svært ved at klare sig. Jeg fortæller kun om min ordblindhed til dem jeg kender godt. Det er bedst for mig at omgivelserne ikke ved noget om dette. Imidlertid er det vigtigt, at nogen står frem om ordblindhed, så der komme den fornødne hjælp til alle os der har problemet. Den skolereform som Helle Thorning regeringen lavede med inklusion, har kun gjort vores problemer større. Jeg har gennem mit arbejde konstateret at ordblinde ikke får den hjælp der er nødvendig. Som socialdemokrat er det heller ikke nemt at se hvordan støtten til specialundervisning bliver mindre.

Dejligt at flere kommer frem og viser at ordblindhed ikke skal stoppe dem!! Der findes heldigvis også rigtig mange hjælpemidler i dag, som gør livet lettere. Jeg har samlet over 100 af dem, som er smarte for os ordblinde her: https://etlivsomordblind.dk/hjaelpemidler/
mvh
Jesper Sehested - ordblind

Annonce