Rekordmange lærlinge ender med korte lærepladser

Lærepladser under pres

Rekordmange lærlinge ender med korte lærepladser

Trods en trepartsaftale om at begrænse brugen af korte uddannelsesaftaler er andelen steget markant. Undervisningsminister Magnus Heunicke kalder udviklingen uholdbar

Lærling maler
Billedtekst
På 15 uddannelser gælder det, at mindst hver tredje aftale er kort.
Foto: Colourbox

Det er blevet sværere for lærlinge at finde lærepladser, der dækker hele deres praktikforløb.

Antallet af aftaler om korte læreplads-forløb – også kendt som uddannelsesaftaler – har slået rekord.

Det viser en ny analyse, som Arbejdernes Erhvervsråd har lavet i samarbejde med Fagbevægelsens Hovedorganisation.

I 2025 blev der indgået knap 7.600 korte aftaler om lærepladser. Det svarer til 18,2 procent.

Udviklingen går stik imod hensigten med den trepartsaftale, som arbejdsmarkedets parter og den daværende regering indgik i 2020 for netop at begrænse brugen af korte uddannelsesaftaler.

Dengang, i 2020, lå antallet af indgåede korte lærepladser på 6.063, svarende til 13,7 procent.

15 uddannelser – samme problem

På nogle uddannelser er de korte aftaler blevet reglen snarere end undtagelsen.

Analysen viser, at mere end halvdelen af alle nye aftaler er korte på de otte uddannelser, hvor problemet er størst.

På i alt 15 uddannelser gælder det mindst hver tredje aftale.

Værst ser det ud på mureruddannelsen, hvor mere end to ud af tre nye aftaler er korte.

Herefter følger uddannelserne til VVS-energi, bygningsmaler og træfagenes byggeuddannelse

En usikker start

De korte aftaler betyder, at eleverne risikerer at skulle finde flere forskellige lærepladser undervejs i deres uddannelse.

Alternativt skal de håbe på at få deres eksisterende aftale forlænget, uden på forhånd at vide, om det kan lade sig gøre.

Læs også:Stop de korte lærekontrakter for lærlinge – de fortjener aftaler for hele deres læretid

Mandag fortalte Fagbladet 3F historien om tømrerlærling Oliver Blicher Hansen fra Aalborg, som nåede igennem tre forskellige lærepladser i løbet af sit praktikforløb:

“Her er det et rimelig stort problem med mangel på lærepladser, og mange er i skolepraktik. Så takker man jo bare ja til det, man kan få,” siger han til Fagbladet 3F.

Han fortæller, at de mange ansøgningsrunder flere gange fik ham til at overveje helt at droppe uddannelsen.

Møder kritik

Udviklingen møder kritik fra både Erhvervsskolernes Elevorganisation og Fagbevægelsens Hovedorganisation, som mener, at de korte aftaler giver unge lærlinge en unødigt usikker start på arbejdslivet.

Ifølge FH ligger ansvaret hos arbejdsgiverne:

“Arbejdsgiverne efterlyser flere faglærte. Så må de også tage ansvar for at give de unge ordentlige og trygge rammer for at blive det,” siger næstformand i FH, Nanna Højlund.

Så må de også tage ansvar for at give de unge ordentlige og trygge rammer

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) mener derimod ikke, at udviklingen giver lige så stor anledning til bekymring.

Ifølge DR peger DA på, at særligt mindre håndværksvirksomheder kan have svært ved at forudse både økonomi og ordretilgang flere år frem.

Det kan derfor være vanskeligt for virksomhederne at binde sig til en lærling gennem hele praktikperioden.

Læs også:“Svans og kabel-luder”: Et råb fra byggepladsen, der ikke når helt over på ministerkontoret

En kort læreplads er derfor bedre end ingen læreplads, lyder argumentet fra Mina Bernardini, direktør for konfliktløsning, overenskomst og politik i Dansk Arbejdsgiverforening.

DA hæfter sig samtidig ved, at flere korte uddannelsesaftaler ikke nødvendigvis betyder, at færre lærlinge ender med at gennemføre deres uddannelse.

Minister vil indkalde arbejdsmarkedets parter

I 2020 indgik arbejdsmarkedets parter en trepartsaftale, der skulle begrænse antallet af korte uddannelsesaftaler.

Her blev det blandt andet aftalt, at en virksomhed kun må indgå én kort aftale med en lærling. Hvis aftalen efterfølgende forlænges, skal forlængelsen som udgangspunkt dække resten af læretiden.

Alligevel er andelen af korte aftaler siden steget.

Undervisningsminister Magnus Heunicke (S) kalder det over for DR “uholdbart”, at flere unge skal ud og søge praktikplads ad flere omgange i løbet af deres uddannelse.

Han vil derfor indkalde arbejdsmarkedets parter til en drøftelse af problemet.

Signe Marie Flindt

Journalist på Netavisen Pio.

Kommentarer

Indsendt af Pia Hansen (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 25.08.2026 - 20:04

En fuldstændig idiotisk ordning med halve lærepladser.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.

Ny certificeringsordning