Demokrati handler ikke kun om, at 51 procent bestemmer over de 49

Ser vi på Europa, finder vi den samme udvikling i flere lande. 

AfD har fået betydelig opbakning i Tyskland, Rassemblement National – tidligere Front National – i Frankrig og Reform UK i Storbritannien. 

Også i en række andre europæiske lande har nationalkonservative, højre populistiske og radikale højrepartier fået større politisk indflydelse.

Partierne er forskellige, og man skal passe på med at slå dem sammen. Men flere af dem ønsker at flytte politisk magt tilbage fra EU og internationale institutioner til nationalstaterne. 

Nogle ønsker grundlæggende ændringer af EU, mens andre har argumenteret for helt eller delvist at forlade dele af det europæiske samarbejde.

Den udvikling rejser efter min opfattelse nogle vigtige spørgsmål om fremtiden for det liberale demokrati.

Hvad er det liberale demokrati?

Noget af det stærkeste ved de liberale demokratier er ikke alene, at befolkningen kan vælge sine politikere.

Det er også magtens deling, et uafhængigt retssystem, ytringsfrihed, frie medier og et stærkt civilsamfund.

Læs også:Europa afværgede højrefløjens fremmarch – næste skridt er at tackle udfordringerne bag

Valg er altså en nødvendig del af demokratiet, men valg kan ikke stå alene. Det liberale demokrati bygger også på institutioner, der kontrollerer den politiske magt og beskytter borgernes og mindretallenes rettigheder.

Det er netop nogle af disse institutioner, der er kommet under pres i visse lande.

Hvorfor vokser den yderste højrefløj?

Der findes næppe én enkelt forklaring.

Men migration spiller en væsentlig rolle i den politiske debat.

Vi oplever store befolkningsbevægelser som følge af krig, fattigdom, økonomisk ulighed og i stigende grad miljø- og klimaforandringer. Samtidig har mange europæere oplevet en betydelig indvandring gennem de seneste årtier.

Kritik af medierne er naturligvis også en demokratisk rettighed

Det skaber politiske dilemmaer.

Et af svarene fra dele af højrefløjen er, at Europa skal begrænse indvandringen og have større kontrol med sine grænser.

Læs også:Forbundsformand: Vi risikerer at styrke den yderste højrefløj

Men samtidig står Europa over for et andet problem.

Vi bliver ældre, fødselstallene er lave i mange europæiske lande, og der er allerede mangel på arbejdskraft inden for en række områder.

Hvad gør vi, hvis vi både ønsker mindre indvandring og samtidig får brug for udenlandsk arbejdskraft?

Det findes der ikke noget enkelt svar på.

Hvad ønsker Dansk Folkeparti?

I Danmark synes jeg, det er relevant at se nærmere på Dansk Folkeparti.

Partiet ønsker langt større dansk selvbestemmelse og mindre indflydelse fra EU og internationale konventioner. 

Dansk Folkeparti har blandt andet argumenteret for dansk udtræden af EU under bestemte forudsætninger og for udtræden af Schengen-samarbejdet.

Partiet ønsker desuden væsentlige ændringer af Danmarks forhold til blandt andet Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og internationale konventioner på udlændingeområdet og har i forskellige sammenhænge åbnet mulighed for dansk udtræden, hvis de ikke kan ændres.

Læs også:Dansk Folkeparti giver blå partier baghjul i ny måling

Det har Dansk Folkeparti naturligvis ret til at argumentere for i et demokrati.

Partiet har også været stærkt kritisk over for dele af pressen og har blandt andet beskyldt medier for at være politisk venstreorienterede.

Ungarn fortsatte med at afholde valg, og oppositionen fortsatte med at eksistere

Kritik af medierne er naturligvis også en demokratisk rettighed.

Men for mig rejser det et principielt spørgsmål:

Hvad sker der, hvis et parti, der er kritisk over for domstole, internationale konventioner eller medier, en dag får tilstrækkelig politisk magt til selv at ændre de institutioner, som begrænser den politiske magt?

Det er dér, min bekymring begynder.

Ungarn som eksempel

Derfor er udviklingen i Ungarn interessant.

Da Viktor Orbán og Fidesz kom til magten i 2010 med et meget stort parlamentarisk flertal, afskaffede de ikke demokratiet eller valgene.

Forandringerne skete gradvist.

Regeringsflertallet ændrede reglerne omkring forfatningen og vedtog efterfølgende en ny grundlov. Der blev gennemført ændringer af valgsystemet, medielovgivningen, domstolene og reglerne omkring blandt andet civilsamfund og universiteter.

Læs også:Viktor Orbán har gjort Ungarn til EU's trojanske hest

Ungarn fortsatte med at afholde valg, og oppositionen fortsatte med at eksistere.

Men kritikken fra blandt andet europæiske institutioner og demokratiforskere har været, at de institutioner, der skal kontrollere regeringsmagten og sikre lige politisk konkurrence, gradvist er blevet svækket.

Hvilke demokratiske institutioner og principper ønsker vi at bevare – også den dag et politisk flertal ønsker noget andet?

Det er en vigtig lære.

Et demokrati behøver ikke nødvendigvis at forsvinde fra den ene dag til den anden.

Det kan ændres gradvist gennem helt lovlige parlamentariske beslutninger.

Demokrati er mere end flertallet

Det fører mig tilbage til det grundlæggende spørgsmål.

De liberale demokratier er efter min opfattelse den styreform, der giver befolkningen nogle af de bedste muligheder for at påvirke, hvem der styrer landet, og hvilken retning samfundet skal bevæge sig i.

Men demokratiet handler ikke alene om, at 51 procent bestemmer over 49 procent.

Det handler også om retten til at være uenig, retten til at kritisere regeringen, en fri presse, uafhængige domstole og muligheden for ved næste valg at vælge magthaverne fra igen.

Det er den styreform, jeg ønsker at bevare.

Læs også:Demokratiets udfordringer

Derfor bekymrer den internationale udvikling mig.

Ikke fordi mennesker stemmer anderledes, end jeg gør – det er netop deres demokratiske ret – men fordi vi bør være opmærksomme, når politiske bevægelser ønsker at ændre eller svække nogle af de institutioner, der gennem mange år har været med til at beskytte det liberale demokrati.

Jeg tror derfor, at der er behov for en bred folkelig debat om vores demokrati.

Den debat bør ikke alene handle om højre eller venstre.

Den bør handle om noget mere grundlæggende:

Hvilke demokratiske institutioner og principper ønsker vi at bevare – også den dag et politisk flertal ønsker noget andet?

Her mener jeg, at de gamle demokratiske partier har et særligt ansvar for at gå forrest.