Der er behov for klimapolitisk ærlighed

Hvis vi lader som om, der ikke er dilemmaer forbundet med den mest ambitiøse klimapolitik i verden, gør vi klimaet til en tabersag.
Regeringen er flere gange blevet kritiseret for ikke at have nok fart på den grønne omstilling. Tidligere i oktober var det De Radikale, der satte trumf på ved at kæde konkrete fremskridt i klimaforhandlingerne sammen med deres støtte til regeringens finanslov.

Det er et mantra, vi kommer til at høre igen og igen: At det med at få klimaindsatsen på plads slet ikke er så svært. At der skal handling til nu og her.

Og ja: Klimaet ER en af de største udfordringer vores generation af politikere står over for og opfyldelsen af målsætningen om en reduktion på 70 procent er enestående rigtig. Men lige så rigtigt og vigtig beslutningerne bag klimaloven er, lige så forkert vil det være at hævde, at det ikke er svært at indfri målene.

Det første dilemma: Social retfærdighed

Hvis klimaudfordringen var den eneste politiske udfordring, ville den være svær men mulig at løse. Vi skal bare lukke de forurenende industrier, skrue helt op for de grønne afgifter til os forbrugere, begrænse transporten og så videre.

Forslag, som Alternativet, Frie Grønne og lignende partier vil skrive under på nårsomhelst, fordi klimaet for dem er stort set det eneste, der tæller.

Men uanset hvor vigtig klimapolitikken er, kan den ikke stå alene. Vi er nødt til at tænke på den sociale balance, for hvis ikke vi gør dét vil klimapolitikken blive de velstilledes fest. Dem, der bor i eller omkring de store byer og ikke har længere til arbejde, end en Tesla fint kan klare det. Dem, der dårligt lægger mærke til det, hvis fødevarerne bliver dyrere. Dem, der stadig har råd til at rejse, hvis flybilletterne bliver dyrere.

Vi er nødt til at tænke på den sociale balance

Så nej: Det er på ingen måde overraskende, at tænketanken Cepos foreslår ”lavere selskabsskat, registreringsafgift, topskat og kapitalskatter” – for klimaets skyld, naturligvis. Ligesom det er helt forventeligt, at de borgerlige partier kommer med klimaudspil, der har som grundforudsætning at vi afskaffer generationers socialdemokratisk politik.

Det andet dilemma: Arbejdspladser og velfærd

Det andet dilemma er afvejningen mellem klima, beskæftigelse og vækst. Igen er den nemme løsning bare at prioritere klimaet og glemme erhvervslivet, arbejdspladserne og væksten i samfundsøkonomien, som vi skal bruge til at forbedre vores velfærdssamfund med.

Dem, der tager en gul vest på og marcherer på gaden i Frankrig og stemmer Trump i USA.

Men hvis vi gør det, glemmer vi jo alle dem, der arbejder i produktionsvirksomhederne. Dem, der i forvejen føler sig utrygge ved udviklingen i samfundsøkonomien. Dem, der tager en gul vest på og marcherer på gaden i Frankrig og stemmer Trump i USA.

Dem, der over det meste af Europa ikke længere stemmer socialdemokratisk men på en eller anden variant af en højrenational folkeforfører som lover, at alt vil blive som før.

Det kan aldrig blive socialdemokratisk, ja overhovedet ansvarlig politik at sige til produktionsvirksomheder som Aalborg Portland, at de bare kan flytte eller lukke. Vi er nødt til at kunne forene en ambitiøs klimapolitik uden at lukke vores produktionsarbejdspladser og uden at sætte den vækst over styr, som skal betale for vores velfærd.

Sporene skræmmer

I mange år blev integrationsudfordringerne nedtonet. Der ville faktisk ikke komme ret mange indvandrere til Danmark, og dem der kom ville hurtigt komme i arbejde. Så snart indvandrerne og deres familier mødte det danske mønstersamfund, ville de begynde at leve lige som Hansen, Jensen og Andersen gjorde.

Den charmerende tyrkiske grønthandler blev den ubekymrede storby-overklasses svar, hver gang der blev talt om at integrationen vist ikke bare gik af sig selv. Gerne tilsat en dosis udskamning af dem, der vovede at beskrive de problemer, alle med øjne i hovedet kunne se.

En oplevet uærlighed og manglende evne og vilje til at løse de problemer, almindelige mennesker oplever.

Resultatet er en dybtliggende mistro i befolkningen mod store dele af det politiske system. En oplevet uærlighed og manglende evne og vilje til at løse de problemer, almindelige mennesker oplever.

Det kan vi ikke risikere sker igen. Selv om vi godt kunne lade som om, dilemmaerne i klimapolitikken ikke findes, er vi nødt til at få dem frem i lyset. Vi skal være vanvittigt ambitiøse på klimapolitikken, men også vanvittigt ærlige om at det ikke er nemt at kombinere en radikal klimapolitik med alt det, der gør Danmark til Danmark.

Henrik Andersen er cand.scient.pol. Han har i en årrække arbejdet i krydsfeltet mellem politik, analyser og rådgivning og har siden 2016 været tilknyttet Netavisen Pio som klummeskribent og anmelder. Han er desuden kredsformand for Socialdemokratiet i Gladsaxe.

Flere artikler om emnet

Kommentarer

Hvis vi i vores lille land skal gøre en forskel ift. klimaforandringerne, er det netop af allerstørste vigtighed at vise en vej, som andre og større lande kan se perspektivet i også at følge. Vælger vi en vej, hvor vi nok når målet, men undervejs skaber arbejdsløshed, nedgang i levestandard og øget ulighed, kan den sejr ikke bruges til andet end at pudse glorien i.

Det er simpelthen ikke ærlighed men spin når socialdemokrater bliver ved med at sætte en falsk modsætning op mellem en ambitiøs klimapolitik og social ansvarlighed. Læs Pelle Dragsteds gennemgang af myterne:
https://pelledragsted.dk/2020/09/regeringsspin-og-oekonomiske-myter-risi...

Læs også Ingeniørforeningens kritik af socialdemokratiets manglende faglige belæg for deres klimapolitik som desværre mere bygger på tro end viden. Hvis ikke socialdemokratiet ændrer politik er der kun to muligheder.Enten bliver det meget dyrere for samfundet at nå målene eller også er dagsordenen at målene ikke skal nåes :
https://ing.dk/artikel/klimaindsatsen-ma-ikke-blive-trossag-239539

Allerede i 70erne kunne vi have startet klima-debaten.
Men det har olie-industrien saboteret gang på gang op igenem 80erne 9oerne ooerne og 10erne
ved at lyve og manipulere med sandheden om hvor meget CO2 påvirker klimaet,
og det har de gjordt på mange måder, bla ved at have sat mange milioner af, til
feks politiker klimaforsker professer på universiteter og ander kendet, der så
i offenligheden ty,radio,aviser, osv,har vidergivet u-rigtige (manipulerende) oplysninger om
hvem og hvad der er skyld i klimaets tilstand.
Og som den lidt ælder generation godt kan huske
At der blev sagt at det er naturen der har skabt (klimaforandrigerne) og det ikke er menneskeskabt'
Osv osv osv
løgne på løgne

Og hvis vi skal have en ordenlig debat om klimaet så skal disse løgne stoppe
Og vi kan jo starte med en løgen der er meget udbredt,
og det er, at elbiler også forurener lige så meget som bensin-biler på grund af bateriet
Det er jo ikke sandt" og den slags løgne bliver ved fordi olie-selskaberne
vil tjene penge (kapitalismen kommer før klimaet)penge penge penge
Og før vi ser det jeg har skrevet i øjene, bliver det ikke klimat der vinder
Og menneskeheden bliver heller ikke vinder

Annonce