Annonce

Kvinde blev skygget af detektiv: Nu vil minister stramme reglerne

Det skal være sværere at overvåge pensionskunder, lyder det fra erhvervsministeren. Bryder selskaber reglerne, kan de få bøder
Regeringen vil have mere kontrol med detektiver, som skygger pensionskunder for at se, om de snyder sig syge for at få penge for tabt erhvervsevne.

Derfor foreslår erhvervsminister Simon Kollerup (S) fredag ny lovgivning.

Det skriver dr.dk.

Erhvervsministeren vil gøre det muligt for Finanstilsynet at tjekke, om detektiver bliver brugt korrekt, og hvis pensionsselskaberne bryder reglerne, kan det udløse bøder.

Forslaget kommer, efter at DR i juni berettede, at stadig flere pensionskunder blev overvåget med detektiver for at kontrollere, om de snyder sig til erstatning for tabt arbejdsevne.

I flere sager nåede Ankenævnet for Forsikring frem til, at de overvågede folk var uskyldige.

Det gjaldt blandt andet Rie Seliger Carlsen, der i seks dage blev skygget af en detektiv. Hendes pensionsselskab mente, at hun havde overdrevet sin sygdom. Ankenævnet kom imidlertid frem til, at hun var syg og havde ret til 300.809 kroner årligt.

Kontrol, bøder og direktøransvar

Tidligere har pensionsbranchen haft deres egne spilleregler i forhold til at bruge detektiver. Men der har ikke været sanktioner for at bryde det etiske kodeks, som også har været frivilligt.

Simon Kollerup vil indføre lovgivning, der giver Finanstilsynet mulighed for at kontrollere, om overvågningen sker korrekt. Der er også mulighed for bøder og påtaler, såfremt loven ikke bliver fulgt.

“Vi skal stramme op for, hvornår man vil bruge det her vidtgående værktøj, der handler om overvågning,” siger Simon Kollerup til DR.

Vi skal stramme op for, hvornår man vil bruge det her vidtgående værktøj

Erhvervsministeren mener, at overvågning er så indgribende, at han vil have indført i reglerne, at det kun er en direktør, som kan afgøre, om en kunde skal skygges med detektiver.

“Vi må have sager op på direktørens bord. Det skal ikke være almindelige medarbejdere, der skal tage den her sag. Der må direktøren selv have hånden på kogepladen,” siger erhvervsministeren, der videre foreslår en høringsperiode, hvor kunder, som er blevet overvåget, kan se materialet og fortælle om eventuelle fejl.

Ikke nok at stramme reglerne 

En række utilfredse pensionskunder har lavet gruppen "Svigtet af Forsikringen".

De er glade for, at regeringen vil stramme op for overvågning. Men det er ikke nok, mener medstifter af gruppen, Louise Jensen.

Hun mener, at man risikerer, at selskaberne tænker på profit og egne interesser i forhold til at bruge detektiver i stedet for at være objektive.

Af den årsag burde de ikke kunne sætte en overvågning i gang, men overlade opgaven til politiet, lyder det.

Den holdning deler Forbrugerrådet Tænk.

Men Forsikring & Pension frygter, at svindel aldrig vil blive opdaget, hvis man forbyder branchen at bruge detektiver. Ifølge vicedirektør Thomas Brenøe er det derfor en bedre løsning, at erhvervsministeren vælger at stramme reglerne.

Hvilke regler ønsker ministeren for overvågning?

  1. Erhvervsminister ønsker, at der bliver lovgivning om brugen af detektiver i stedet for, at det er frivilligt for selskaberne at følge branchens kodeks.

  2. Finanstilsynet skal fremover give påbud til virksomheder, som bryder regler om overvågning og melde dem til politiet, der kan efterforske sagen og give bøder, såfremt loven er overtrådt.

  3. Ministeren ønsker, at der skal være bestyrket mistanke, før der bruges detektiver, og kun en direktør kan godkende overvågning.

  4. Der skal være en høringsfase, hvor kunder, som er blevet overvåget, har mulighed for at give deres version af sagen, før selskabet stopper udbetalingerne.

Kilde: Erhvervsministeriet

Tim Tørnqvist Jensen er journaliststuderende på Roskilde Universitet og tidligere student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Forsikringerne kan overtræde GDPR, aftaler med forsikringstager og opfører sog som de vil - uden konsekvenser. Forsikringen er den stærke part, fjerner pengene fra den syge og truer sig reelt til, at den syge opgiver. I gamle dage hed det mafiametoder. Forsikringerne har en magt som de misbruger fordi de kan for egen vinding uimodsagt og i strid med deres egne regler

Pensionskunder snyder i stor stil. Derfor bør man ikke fjerne muligheden for, at de kan overvåges.

Annonce