Annonce

3F: "Kim Christiansen løj for os"

Folketingsmedlem i ny strid om sygedagpenge: ”Vi forstår simpelt hen ikke Kim Christiansen i denne her sag – sygedagpengene kan han jo bare få refunderet hos kommunen”
Hos 3F i Mariager Fjord er man dybt forbavset over DF’eren Kim Christiansens ageren i en ny faglig tvist mellem 3F og DF-ægteparret Pia Adelsteen og Kim Christiansen.

I sidste uge betegnede folketingsmedlem og restaurationsejer Kim Christiansen fra DF i Ekstra Bladet en navngiven faglig sekretær hos 3F for ”dybt debil”. Tvisten handler om udbetaling af 15.500 kroner i sygedagpenge til 3F-medlemmet Christinna Jereminsen, der i fem måneder tidligere på året arbejdede på parrets café og restaurant, Á Porta, i Mariager ved Hobro i Nordjylland.

”Vi forstår simpelt hen ikke Kim Christiansen i denne her sag. Hvorfor vil han ikke udbetale vores medlem 15.500 kroner i sygedagpenge? Sygedagpengene kan han jo bare få refunderet hos kommunen. Sagen om sygedagpenge vil ikke koste Kim Christiansen én krone,” siger faglig sekretær hos 3F Mariager Fjord, Karsten Mølgaard Sørensen, til Netavisen Pio.

Fik vagtplaner for tre måneder

Kim Christiansen vil tilsyneladende ikke betale sygedagpengene til Christinna Jereminsen, fordi han opfatter hende som løstansat. En påstand som 3F pure afviser. 3F henviser til, at hun tilbage i maj fik vagtplaner for mere end tre måneder.

Kim Christiansen sagde fredag til Netavisen Pio, at han opfatter den nye tvist mellem ham og 3F som en hævnaktion for, at han ikke vil indgå overenskomst med 3F.

Christiansen nævner i den forbindelse over for Netavisen Pio, at ingen af områdets fem restauranter har overenskomst med 3F. Derfor mener han, at 3F fokuserer på hans restaurant Á Porta, alene fordi Kim Christiansen er medlem af Folketinget.

Den udlægning afviser man hos 3F Mariager Fjord:

Nu stævner vi Kim Christiansen og Pia Adelsteen for de manglende sygedagpenge

”Når man ikke vil udbetale sygedagpenge, så påkalder man sig helt naturligt fornyet opmærksomhed. Nu stævner vi Kim Christiansen og Pia Adelsteen for de manglende sygedagpenge. Den manglende overenskomst påkalder sig selvfølgelig på ny vores udtalte interesse. Det er ikke rigtigt, når Kim Christiansen påstår, at ingen restauranter i området har overenskomst. Vi har overenskomst med restaurant Landgangen. Vi skal i forvejen se på andre lokale restauranters manglende overenskomst. Nu ryger Kim Christiansens restaurant med i puljen,” understreger Karsten Mølgaard Sørensen.

Bortforpagtning blev aldrig til noget

Kim Christiansen og Fagforbundet 3F lå i strid om den manglende overenskomst først på året, men 3F droppede dengang sagen, fordi Kim Christiansen påstod, at han ville bortforpagte restauranten:

”Siden hen har vi forstået, at Kim Christiansen går rundt og praler af, at han fik narret 3F – og at det med bortforpagtningen bare var noget han sagde for at slippe af med 3F. Vi kan nu konstatere, at han ikke bortforpagtede Á Porta. Kim Christiansen løj for os. Så selvfølgelig har vi nu igen fokus på den manglende overenskomst,” understreger Mølgaard Sørensen.

Den faglige sekretær noterer også, at Kim Christiansen tidligere har påstået, at han udbetaler løn efter overenskomsten:

”Christinna ville have fået udbetalt 40.000 kroner ekstra i løbet af de fem måneder, hvis hun havde fået løn efter overenskomsten.”

Kim Christiansen betegnede fredag i Ekstra Bladet faglig sekretær Karsten Mølgaard Sørensen som ”dybt debil”:

”Det er ikke en måde at agere på som folkevalgt,” siger Karsten Mølgaard Sørensen til Netavisen Pio.

Hentet i ambulance

Christinna blev 5. august alvorligt syg under en vagt på på Kim Christiansens og Pia Adelsteens restaurant:

”Jeg fik hjertebanken og blev svimmel. Til sidst kunne jeg næsten ikke stå på mine ben," udtalte Christinna fredag til Ekstra Bladet.

Jeg fik hjertebanken og blev svimmel. Til sidst kunne jeg næsten ikke stå på mine ben

Hendes tilstand var så alvorlig, at hun blev hentet i ambulance og bragt direkte til Aalborg Sygehus. Hendes ildebefindende skyldes sandsynligvis arbejdsrelateret stress konstaterede både lægerne på sygehuset og senere også hendes egen læge.

”Man render frem og tilbage i pendulfart. Nogle dage på 12-13-timers vagter, hvor man ikke havde tid til at sætte sig ned og holde spisepause,” har Christinna fortalt til Ekstra Bladet om forholdende på Kim Christiansens og Pia Adelsteens restaurant.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Har manden et problem eller to?

piopio bør redigere kommentarsporetvså meget, at vi ikke skal llæse bidrag,fra folk, der lover røvfuld til et folketingsmedlem.