Annonce

Mette Frederiksen: “Jeg vil ikke være statsminister for enhver pris”

Det kan ende med nyvalg, hvis støttepartierne kræver, at Socialdemokratiet bryder med det brede flertal bag en stram udlændingepolitik, lyder det fra S-formand
De to statsministerkandidater mødtes søndag aften til duel på TV2-valgfolkemødet i Odense. Og endnu en gang blev udlændingepolitikken et centralt debatemne mellem de to kandidater.

Lars Løkke Rasmussen påpegede, at Mette Frederiksen, trods hendes løfter om det modsatte, vil ende i en situation, hvor hendes støttepartier de radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet vil tvinge hende til at give store indrømmelser på udlændingepolitikken.

Hvis jeg skal være statsminister og føre en anden udlændingepolitik, end den jeg er overbevist om er rigtig for Danmark

“I virkeligheden vil det være sådan, at hvis du skal danne regering - også selvom det kun er din egen - med opbakning fra SF, fra Alternativet, fra Enhedslisten og fra Radikale Venstre, så kommer du til at tage farve af det,” sagde Løkke.

Den påstand fik Mette Frederiksen til at slå fast, at hun ikke vil være statsminister, hvis prisen bliver, at man må afvige fra den brede konsensus om en stram udlændingepolitik:

“Hvis jeg skal være statsminister og føre en anden udlændingepolitik, end den jeg er overbevist om er rigtig for Danmark - nemlig en udlændingepolitik, hvor vi har styr på, hvor mange, der kommer hertil, så vi også kan få integrationen til at fungere - så vil jeg ikke være statsminister for enhver pris,” lød det fra Mette Frederiksen.

S: Nyvalg kan komme inden sommer

Det er slet ikke sikkert, at det er muligt for hverken dig eller mig at danne en regering

Mette Frederiksen anerkender i debatten på TV 2, at det “bliver bøvlet på begge sider”, når der skal dannes en regering efter valget. Hun mener derfor, at det kan ende med nyvalg inden for kort tid:

“Jeg tror, det kan komme inden sommerferien. Det er slet ikke sikkert, at det er muligt for hverken dig eller mig at danne en regering. Det ved vi ikke,” sagde hun.  
 

Udlændingepolitikken ligger fast

Lars Løkke Rasmussen ville efterfølgende have Mette Frederiksen til at garantere, at der ikke kommer én éneste indrømmelse på udlændingepolitikken eller i form af højere offentlige ydelser til hverken Radikale Venstre, Enhedslisten, SF eller Alternativet.

Ligeså rigtig er det da, at der er nogle børn, vi kan behandle bedre

Til det lød Mette Frederiksen svar, “at den brede udlændingepolitik, den ligger fast”, men at man godt kan diskutere forholdene på Sjælsmark.
 

Enige om Sjælsmark

Mette Frederiksen henviste til, at Lars Løkke Rasmussen under valgkampen har “sat Inger Støjberg noget til vægs” ved at åbne op for diskuterer forholdene på det omdiskuterede udrejsecenter Sjælsmark:

“Det er da klogt. For lige så vigtigt det er, at afviste asylansøgere kommer ud af Danmark (...) ligeså rigtig er det da, at der er nogle børn, vi kan behandle bedre.”

Lars Løkke Rasmussen har i et interview i Aftenshowet på DR i sidste uge, åbnet op for “man selvfølgelig sagtens tale om” at lempe vilkårene for madlavning for familierne på Sjælsmark, hvilket går stik imod hans integationsminister Inger Støjbergs (V) holdning.

Sarah Scheer er podcast-redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Glædeligt at høre, at Mette - i modsætning til Løkke - ikke vil være statsminister for enhver pris.

Der er ikke meget at have "forhåbninger" i om en anden regering. Intuitionen siger at det nok ender med at blive en blå rorgænger der kommer til at styre "skibet". Hvor alle landets svageste grupper får den ydmyge plads i bunden af skuden.Uden udsigt til at nå op i lyset.
Hvad er meningen ? Er der overhovedet nogen mening,udover den at de rige bare skal være rigere dag for dag ? Nærmest for NAIVT overhovedet at indbilde sig eller tro på uligheden vil spor andet end vokse.Imens de forskellige politikere synes at være komplet LIGEGLADE.
Mette Fredriksens "udmelding" om ikke nødvendigvis at blive statsminister,ligner en VATTET tilpasning og LEFLERI for det BLÅ REGIMENT der sikkert bare kører videre efter valget.