Tendensen er klar: Det politiske svar på snart sagt alle brister i den borgernære velfærd er mere centralisering. Mere statslig intervention. Mere lovgivning, der binder vores unikke, alsidige og lokalt forankrede serviceniveau på hænder og fødder.

Tendensen er mest udtalt blandt Venstre og især hos Dansk Folkeparti, der dybest set mener, at statslig regulering af al borgernær velfærd er vejen frem.

Men også andre politiske aktører gør sig i den igangværende valgkamp til talsmænd for, at man kan lovgive sig ud af velfærdsbrister, der i bund og grund skyldes i hovedsagen statsligt dikterede nedskæringer.

Nationale standarder for velfærden udhuler simpelthen nærdemokratiet i kommuner og regioner, fordi de fratager lokalpolitikerne det reelle ansvar

Statsligt fastsatte normer for sundhedspersonale, normeringer, antallet af velfærdsmedarbejdere pr. indbygger og ja helt ned til standarter for antallet af bade for ældre er nogle af de lette løsninger, de måske kommende folketingspolitikere strøer om sig med let hånd.

Sagen er bare, at statslig uniformering ikke er svaret på udfordringerne. Nationale standarder for velfærden udhuler simpelthen nærdemokratiet i kommuner og regioner, fordi de fratager lokalpolitikerne det reelle ansvar for serviceniveauet for velfærden. På den måde bliver borgerne udelukket fra reel politisk indflydelse på deres eget serviceniveau.
 

Nærdemokratiet sikrer fremtidens løsninger

Tag for eksempel spørgsmålet om vores sundhed og hele strukturen omkring det emne. Regeringen agter med sit sundhedsudspil at ensrette sundhedsydelserne i en mere uniformeret udgave.

Regeringens svar er imidlertid at nedlægge de folkevalgte, politiske led og at ignorere de meget forskellige geografiske og socioøkonomiske betingelser,

Det fornuftige svar på udfordringerne er i dette tilfælde, at politikerne afsætter den nødvendige finansiering på en årlig to-procents vækst, der kan matche stigende medicinpriser og flere behandlingskrævende ældre medborgere.

Regeringens svar er imidlertid at nedlægge de folkevalgte, politiske led og at ignorere de meget forskellige geografiske og socioøkonomiske betingelser, der udgør borgernes sundhedsbehov. Det duer ikke. For der er store og meget forskellige betingelser rundt omkring i landet. Det giver ikke mening at opfinde løsninger, der gælder hele vejen rundt.

Kommunalpolitikerne har ikke desto mindre forstået at rette ind efter de nye standardiserede, politiske vinde.
 

Kommunalpolitikerne retter ind

I en reportage fra Kommunernes Landsforenings (KL) forårs-topmøde, bed jeg mærke i, at flertallet af danske borgmestre, ifølge en undersøgelse fra selvsamme KL, er af hankøn, spiser rullepølse til frokost og er 50+.

Fred være med det. Men den uniformering giver et billede af, at også kommunalpolitikerne retter ind efter standardiserede normer.

Væk var nemlig de højt besungne forskelle, der er muliggjort af selvstyre. De kommunale toppolitikere har nemlig i den grad forstået beskeden fra Folketingspolitikerne: Hvis ikke kommunerne bliver mere ens, så tvinger staten det igennem.

Centrum-venstre skal gøre op med centralisering

Jeg er ikke i tvivl om, at udviklingen af fremtidens velfærdsløsninger har de bedste forudsætninger for at gro inden for rammerne af vores unikke, decentrale kommune- og regionsstyre.

Nye, tidssvarende og målrettede velfærdsydelser bliver næsten altid udtænkt i kommunerne og i regionerne. Den decentrale forandringsmotor bliver imidlertid desværre ofte bremset af statslige krav om ensretning af velfærdsydelserne.

Vi har behov for mere borgernær velfærd. Ikke mindre

I Danmark står kommuner og regioner helt unikt for hele 64 procent af de samlede offentlige udgifter. Det er i den forbindelse værd at nævne, at et omfattende OECD-studie entydigt peger på, at jo mere velstående landene er, des mere decentralt organiseret er den offentlige sektor.

Tiden er moden til, at centrum-venstre sætter sig i spidsen for et opgør med centraliseringstendensen. Vi har behov for mere borgernær velfærd. Ikke mindre.