Annonce

Alternativet vil bekæmpe racisme med handleplan

Det er simpelthen blevet politisk ukorrekt at tale racismen imod, lyder det fra Uffe Elbæk, der med ny handleplan vil bekæmpe diskrimination og racisme.
Danmark skal være et samfund, hvor alle mennesker reelt har lige muligheder og anerkendes som ligeværdige medborgere uanset race, religion, kultur, køn og seksualitet, mener Alternativet.

Men inden vi når derhen. så al diskriminerende lovgivning afskaffes, der skal sikres reelle indsatser mod hadforbrydelser, skabes et langt højere vidensniveau om racisme og igangsættes forpligtende antiracistiske politikker på alle offentlige niveauer.

Og derfor lancerer Alternativet torsdag en antiracistisk handleplan.

”Vi er nødt til at gøre noget ved det værdimæssige højreskred, der er sket gennem de sidste tyve år i Danmark. Det er blevet mere og mere ildeset at kritisere udlændingepolitiske strammerforslag, uanset hvor ekstreme de måtte være,” lyder det fra Alternativets politiske leder Uffe Elbæk og fortsætter:

”Det er simpelthen blevet politisk ukorrekt at tale racismen imod. Det kan vi ikke ignorere. Det vil vi lave om på. Både ved at tage debatten om racisme, men også med konkrete politiske initiativer. Vi håber de andre partier vil være med. Det er af afgørende betydning for vores fremtidige demokrati.”

Alternativet forslår blandt andet, at al lovgivning, der sigter mod at ramme særlige grupper, skal afskaffes.

Det er blandt andet tildækningsforbuddet, som populært kaldes burkaforbud, paradigmeskiftet og håndtrykskravet i forbindelse med statsborgerskabsmodtagelse samt indfødsretsloven, så nye danskere fremover får tildelt statsborgerskab administrativt, og ikke som i dag ved lov.

Racismen har store konsekvenser

Alternativet vil blandt andet gøre det lettere at anlægge en sag, hvis man mener, at man har været udsat for racisme.

”Racismen i Danmark har allerede alt for store menneskelige såvel som samfundsøkonomiske konsekvenser. Helt konkret oplever medborgere med minoritetsbaggrund at blive diskrimineret af både offentlige myndigheder og på arbejdsmarkedet: Eksempelvis af politiet gennem etnisk profilering med meget større risiko for at blive sigtet for noget, hvor sigtelsen senere frafalder, hvis du er indvandrer eller efterkommer af indvandrere,” siger Alternativets ligestillings- og mangfoldighedsordfører Roger Courage Matthisen.

Helt konkret oplever medborgere med minoritetsbaggrund at blive diskrimineret af både offentlige myndigheder og på arbejdsmarkedet

”Det sker på arbejdsmarkedet, hvor man med et mellemøstligt klingende navn skal sende over 50% flere ansøgninger, for at komme til samtale. Det er uacceptabelt for både den enkelte, der oplever diskriminationen, og at vi som samfund tillader det,” siger ligestillingsordfører Roger Courage Matthisen.

Alternativet vil blandt andet ændre reglerne for tildeling af statsborgerskab, så det ikke længere er folketinget, der beslutter det. Obligatorisk ligestillings- og mangfoldighedsvurdering af alle lovforslag

Handlingsplanen vil koste 30 millioner kroner, vurderer Alternativet. De penge skal findes ved at sløjfe pensionisters fritagelse for at betale for lystfiskertegn samt pensionisters rabat på fornyelse af pas.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Respekt for Uffe E ( Å) tager emnet op, de er lidt fjollede ind i mellem i Å,og vi griner af dem, men der kommer altså også nogle ting frem, som Landet har brug for. Og kamp mod racisme er en af dem.