Annonce

Leder i Berlingske: ”Blå blok har for længe holdt hånden over Inger Støjberg”

Berlingske slår til lyd for en uvildig undersøgelse af udlændingeministerens adskillelse af unge asyl-par – bredt flertal for uvildig undersøgelse
Berlingske slår i en opsigtsvækkende leder i weekenden til lyd for, at fungerende udlændingeminister Inger Støjbergs ageren i sagen om adskillelse af unge asyl-par bliver genstand for en uvildig undersøgelse. Det sker under overskriften: ”Blå blok har for længe holdt hånden over Inger Støjberg”

I forvejen er der bredt flertal for at undersøge Inger Støjbergs ageren i sagen. Flertallet består af Socialdemokratiet, Enhedslisten, De Radikale, SF og Alternativet.

25. januar 2016 hvor det frem, at mindreårige asylansøgere fra Syrien var blevet indkvarteret sammen med deres voksne ægtefælle på danske asylcentre. Samme dag varslede Inger Støjberg på sin Facebook-profil, at hun omgående ville sørge for at adskille de unge asyl-par:

”Det er fuldstændig uacceptabelt, at barnebrude indkvarteres sammen med deres ægtefæller på danske asylcentre. Det skal stoppes omgående, og det vil jeg omgående meddele Udlændingestyrelsen,” skrev Inger Støjberg blandt andet i opslaget.

placeholder


To uger senere offentliggjorde ministeren en instruks i form af en pressemeddelelse fra Udlændinge- og Integrationsministiet, som slog fast, at det nu var slut med at lade mindreårige bo med ældre ægtefæller. De skulle placeres på forskellige asylcentre - også selv om de måtte have børn sammen.

Marts 2017 slog Folketingets Ombudsmand fast, at instruksen var klart ulovlig, fordi adskillelsen af parrene skete uden forudgående individuel vurdering.

Marts i år slog Københavns Byret fast, at asylansøgere har ret til et familieliv, og derfor blev et syrisk par tilkendt 20.000 kr. i erstatning, fordi de blev adskilt i 2016.

Berlingske glæder sig i lederen over, at den ulovlige praksis blev stoppet ret hurtigt, men noterer samtidig, at offentligheden indtil nu ”ikke kunnet få en ordentlig forklaring på, hvordan den ulovlige instruks blev til.”

”Inger Støjberg har bedyret, at hun hele tiden har ment, at internationale konventioner skulle overholdes, og at hendes instruks derfor ikke var ment som en ordre om at adskille parrene uden at høre dem på forhånd, men det er ikke desto mindre, hvad der skete i en række tilfælde,” skriver Berlingske og føjer til:

”Dertil kommer en stribe kritiske afsløringer i især Politiken og Information, som har fremlagt interne dokumenter, der sår tvivl om den fungerende ministers forklaringer. I marts kaldte ombudsmanden det bekymrende, at en vigtig e-mail i sagen ikke tidligere var blevet lagt frem af Udlændingestyrelsen.”

"Den borgerlige reaktion var en fejl"

Berlingske noterer i lederen, at blå blok slog tidligt ring om Inger Støjberg mod kravene fra den daværende opposition om først reprimander og siden en uvildig undersøgelse:

I dag må man slå fast, at den borgerlige reaktion var en fejl

”I dag må man slå fast, at den borgerlige reaktion var en fejl. Når der opstår tvivl om en ministers forhold til loven, må vi søge efter sandhed og retfærdighed uden at lade os bremse af partipolitiske hensyn,” hedder det i lederen, der er forfattet af Pierre Collignon.

Berlingske mener, at Inger Støjberg ” for længst” burde have lagt flere dokumenter i sagen frem, og ”derfor har hun været med til at bringe sig selv i en uholdbar position.”

Nu er flertallet skiftet, og det står klart, at Enhedslisten, SF, Socialdemokratiet, de Radikale og Alternativet vil gennemføre en uvildige undersøgelse af sagen. Det bakker Berlingske op om.

Støjberg aviser at kommentere

Inger Støjberg afviser – via sin hidtidige særlige rådgiver Mark Thorsen, som ministeriets presseafdeling henviser til – at kommentere Berlingske-lederen over for Netavisen Pio.  

Inger Støjberg har tidligere også afvist at kommentere det faktum, at et flertal af partier nu støtter, at hendes ageren i sagen af adskillelse af unge asyl-par bliver genstand for en uvildig undersøgelse.

Berlingskes leder føjer sig til en leder i Jyllands-Posten fredag, hvor det blev understreget, at det nye politiske flertal "med god grund" kræver en uvildig undersøgelse af Inger Støjberg-affæren.

I lederen understreger Jyllands-Posten, at sagens kerne ikke er, om man er imod barnebrude eller ej:

"Martin Henriksen og Inger Støjberg har prøvet at få sagen til at dreje sig om, hvorvidt man var for eller imod barnebrude. Men det er ikke sagens kerne. Barnebrude er alle imod. Kernen er, om Inger Støjberg har overholdt loven, og om hun har løjet over for Folketinget under dække af et politisk flertal."

Jyllands-Postens leder bærer overskriften: "Det handler ikke om barnebrude, men om Støjbergs forvaltning".

Opdateret kl. 15.55 med omtale af Jyllands-Postens leder om sagen.

Opdateret 30.01.2022 som led i undersøgelse af citatpraksis

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Ja, lad os se.. Mon ikke der trods alt er noget at komme efter?

Næsten ligeså kritisabel som Støjberg er folketingets formand. der har siddet folketingets ombudsmand overhørigt. Det er et forsøg på at nedbryde ombudsmandsordningen !

Det er sjældent set, at de borgerliges medie-kronjuvel, Berl. T. taler deres eget bagland imod. Og det tjener dem til ære, at de tager fat om nældens rod, Støjbergs ageren og handlinger hen over hovedet på den lovgivning, der er gældende. Hun har siddet som minister længe og har følt sig sikker på at være hævet over loven. Det vidner mange interviews med hende, hvor hunpå arrogant vis har udlagt teksten uagtet lovens bogstav.Godt hvis det nye flertal bruger deres flertal og får sagen belyst, undersøgt og endevendt - Inger Støjberg har været en national katastrofe for alle rettænkende mennesker i dette land. Nu må undersøgelsen i gang - og har hun handlet imod loven og løjet overfor Folketinget - ligesom Ninn-Hansen i sin tid gjorde i Tamil-sagen, så er vejen banet for en rigsretssag. Og det er måske slet ikke så ringe - selv Støjberg næppe fejrer det med endnu en lagkage...