Det er mange år siden, at vi sidst har set kvinder organisere sig i Danmark. Slet ikke i det omfang, vi ser lige nu; i netværk, omkring underskriftsindsamlinger og i f.eks. søsterskaber mod vold og social kontrol.

Det er især mobiliseringen omkring en samtykkelov, men også efterfølgende MeToo, der for alvor har sat gang i den brede mobilisering.

Før det, har erhvervskvinder organiseret sig, for at hjælpe og støtte hinanden i en verden, hvor de ofte står ret alene. Ligesom ny-danske kvinder også gennem flere år har organiseret sig; Ligestilling er ikke noget, du kan opnå på egen hånd uagtet din baggrund, det kan kun ske kollektivt.

Organisering giver handlekraft

Mobiliseringen omkring kønsligestilling sker sammen med andre strømninger, der vil et mere inkluderende samfund; regnbue- og den antiracistiske bevægelse; Overlappet og solidariteten mellem bevægelserne er stort.

Det er drivkraften også. Vi kan se, at de livserfaringer, vi har - hvad enten det er som kvinder og minoriteter -  ofte bliver overset. Både der hvor beslutningerne tages, i medierne, i kunsten, i vores fælles historie.

#MeToo har åbnet manges øjne for, at dét kvinder oplever på deres arbejde og i det offentlige rum -  og som mange kvinder har lært at deale med - ser mænd ikke eller kun en flig af.

Men drivkraften er også en anden. Organisering giver nemlig mod og handlekraft til den enkelte. Initiativet #Enblandtos er et godt eksempel.

En række kvinder på tværs af politiske partier gik sammen om en underskrift-indsamling for at gøre op med krænkelser i parti-politik.

Det gav styrke til den enkelte – til at fortælle sin historie og - endnu vigtigere - genvinde magten over den. Det var altså ikke magtesløse ofre, vi pludselig så i medierne, men forbilleder.

Mere der samler, end der splitter

Det er positivt, at mange sager kan mobilisere, men jeg vil også advare mod splittelse.

Mange debattører forsøger at putte os, der går ind i ligestillingskampen, ned i en kasse, der hedder identitetspolitik. En kasse som man kan gemme væk ovre i skabet, fordi det ikke er som fordelingspolitik, som opfattes som finere og mere ”rigtig” politik.

De kasser er naturligvis et forsøg på (endnu engang) at holde kvinder og minoriteter væk fra de ”rigtige” magtrum.

Set fra kvindebevægelsens side ser vi ikke kampen for hverken ligeløn eller arbejdsliv fri for vold og chikane, som identitetspolitik. Men netop som (fraværet af) fordeling og fraværet af helt basale rettigheder, afgørende for den enkeltes liv og velfærd.

Ikke ”Kun for Kvinder”, men heller ikke ”Uden Kvinder”

Derfor er jeg også bekymret, når mobiliseringen i vores bevægelser sker på bekostning af hinanden. Lige nu oplever vi at det nogle steder er betændt at bruge ordet "Kvinde". Og det forstår vi ikke.

Forleden traf bestyrelsen på Kvindemuseet i Aarhus den beslutning, at museet ændrer navn til KØN.

Jeg forstår godt, hvad ledelsen ønsker at opnå med beslutningen; Vi er i Kvinderådet selv fortalere for at inkludere så mange som muligt i museets aktiviteter.

For os er det positivt med brede kønsbegreber og et opgør med snævre stereotyper. Selvfølgelig, det er jo det kvindebevægelsen har kæmpet for og gjort muligt.

Gør ikke ordet kvinde politisk ukorrekt

Jeg havde dog håbet, at der stadig var plads til ordet KVINDE eller kvindehistorie i navnet - hvilket vi også har givet udtryk for i bestyrelsen, hvor Kvinderådet har en plads.

Misforstå mig ikke, navnet på et museum er ikke det, der holder mig vågen og eller optager meget af vores tid i Kvinderådet. Desuden er beslutningen truffet og står ikke til at ændre.

Grunden til, at jeg alligevel råber op er, at navneændringen ikke må sende det signal til verden, at ordet KVINDE i et navn er politisk ukorrekt, umoderne og ekskluderende.

Kvinde er et af flere køn; Et køn, der selvom vi udgør en majoritet, altid er blevet betragtet og behandlet som en minoritet. Og stadig gør det.

Den frihed både kvinder og minoriteter trods alt nyder i Danmark i dag, kan i høj grad tilskrives modige kvinder (og mænds!) kamp for lige rettigheder. Ofte er dog netop de kvinder – og deres kamp – forsvundet ud af vores fælles historie og erindring. Derfor blev Kvindemuseet oprettet.

Ligesom Kvindmuseet også blev oprettet for netop at skildre kvinders (uskildrede) hverdagsliv; og gøre op med de tabuer, der knytter sig til kvinders kroppe og seksualitet. Det er alt sammen lige så aktuelt i dag, som da museet blev oprettet. Og vigtigt for alle køn at stifte bekendtskab med.

Kvinde rimer på mod, ikke på skam

Hvis nogen skulle være i tvivl, står Kvinderådet derfor ikke over for et navneskifte. Vi ser ikke noget betændt eller skamfuldt ved ordet kvinde. Tværtimod.

De kvindelige stemmer, vi ser i debatten lige nu, går  til forsvar for deres køn og mod seksuelle krænkelser, vold og negativ social kontrol, er jo indbegrebet af mod.

Det er i Kvinderådets optik i tråd med tidsånden at erkende, at vi som samfund langt fra er i mål med ligestillingen. Den erkendelse er vigtig for, at vi kan tage de næste vigtige skridt i ligestillingskampen – ikke mindst mod negativ social kontrol og vold og løndiskrimination.  

Erkendelsen af, at kvinder stadig står med nogle særlige udfordringer; med at opnå ligeløn og kunne arbejde, leve og komme til orde uden at blive chikaneret eller udsat for vold. Det er problemstillinger, der bliver forstærket, hvis du tilhører en minoritet.

Det er vigtigt, at kvinder (særligt med minoritetsbaggrund) tør stille sig frem, men netop det forudsætter, at andre stiller sig bag dem; De skal opleve, at den demokratiske samtale gør dem stærkere og ikke endnu engang udskammer dem.

De skal heller ikke opleve, at det er betændt at tage ordet, kvinde, i sin mund. Og for en god ordens skyld; Kvinderådet anser alle, der opfatter sig selv som kvinder, som kvinder.