“En alternativ strategi” - Venstre står uden for politiaftale

Partiet står uden for en aftale om flere betjente og mere tryghed. Det skaber uenighed i blå blok og undrer politiske kommentatorer.
Tirsdag aften blev en bred skare af Folketingets partier enige om en ny flerårig aftale for politiet og anklagemyndigheden.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) havde opbakning til aftalen fra Enhedslisten til Nye Borgerlige.

Venstre var ikke med i aftalen.

Det skaber en rigtig dårlig stemning i den i forvejen samspilsramte blå blok.

"En ekstra skatteregning på vel i omegnen af 400 mio kr. til danskerne. Troede Konservative ville sænke skatter og afgifter - hvorfor indgår I en aftale, der øger skatter og afgifter?" skriver Venstres folketingsmedlem Torsten Schack på Twitter til den konservative formand Søren Pape Poulsen, der glædede sig over aftalen.

placeholder

Vil tage penge fra arbejdsløse indvandrere

Ifølge Venstre er det finansieringen af forliget, som får partiet til at sige nej til aftalen. Aftalen betyder blandt andet, at prisen på våbentilladelser, pas og køreprøver stiger.

Og det går imod et princip om skattestop, som Venstre opererer med.

Venstre ville i stedet "tage pengene fra arbejdsløse indvandrere," som retsordfører Inger Støjberg siger til Ritzau.

I en mail til partiets medlemmer forklarer Inger Støjberg det synspunkt.

"Vi havde en række forslag til, hvordan regningen skulle betales uden at hæve skatten for danskerne. Vi kunne sænke ydelserne for arbejdsløse indvandrere, vi kunne lave øget konkurrenceudsættelse på den dyre Kammeradvokat-ordning, vi kunne mindske brugen af konsulenter som lovet af regeringen, og vi kunne mindske SU-udgifterne til udenlandske studerende for bare at nævne nogle eksempler," skriver Venstre i mailen, der er underskrevet Inger Støjberg.

Den argumentation undrer dog Socialdemokratiet.

"I en mail til baglandet forklarer Venstre, at de står uden for politiforliget, blandt andet fordi aftalen kunne være finansieret af konsulentbesparelser og færre SU-udgifter til udenlandske studerende. Begge ting indgår som finansieringselementer i aftalen," skriver partiets politiske rådgiver Frederik Lasserre i et tweet.

placeholder

"En noget alternativ strategi"

At Venstre ikke er med i aftalen om politiforliget, særligt når både De Konservative og Dansk Folkeparti er med, er ret overraskende, mener Altingets politiske kommentator Erik Holstein:

”Den slags store aftaler vil statsministerpartier normalt gerne være med i – og hvis man endelig står udenfor, skal det i det mindste være sammen med sine allierede,” siger han til Altinget og tilføjer:

”Nu har man et politiforlig, der rækker fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige – og så har Venstre valgt at gå i selvisolation. Det er godt nok en noget alternativ strategi.”

BT's politiske kommentator Henrik Qvortrup mener at vide, at Venstre var klar til at indgå aftalen med regeringen og de øvrige partier, men at den beslutning i sidste øjeblik blev nix'et af partiets magtfulde finansordfører, Troels Lund Poulsen.

Det er ifølge den politiske kommentator udtryk for, at det er uklart, hvem der egentlig bestemmer i Venstre.

Mens Venstre og Liberal Alliance stod udenfor, så er Enhedslisten for første gang med i en aftale om politiet.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Hvad så Venstre?
Når politiforliget "koster skatteyderne 400 mio", er det en ny flåning af danskerne, men når "sikkerhedsfirmaer"
terroriserer danskerne med dueligt og udueligt isenkram, er det en fornuftig investering i beskyttelsen af dine kære og din ejendom. !!!???

Venstre kan vi ikke længere regne med. Selv ikke på livsvigtige områder. Det ender galt!

Ender galt ? Nej, Venstre er på vej i en rigtig god retning. Og når vejen går ned ad bakke kører det jo fint.

Der er allerede en 225 timers regel der tager 1000 kr
fra arbejdsløse indvander men det kan man ikke (GØRE FORSKEL)
Så det gælder alle på kontanthjælp der ikke har optjent
225 timer på et år
så forslagene om at sænke ydelserne yderlig for arbejdsløse flygtninge-indvander
vil gælde for alle der er på 225 timers reglen og hver månede bliver trukket
1000 kr fordi man ikke har fundet et arbejde
1000 kr i bøde hver mående fordi man er arbejedsløs
og det er den gruppe der er fattigst i forvejen
rigtigt rigtigt godt gået

Er der ingen grænser for hvor meget Mette Frederiksen og Socialdemokraterne synes de lavtlønnede skal betale?

Det er mange år siden man kunne kalde Socialdemokraterne for et arbejderparti!

En ting er finansieringen, en anden ting er indholdet. I stedet for mere nærpoliti, kunne vi så ikke få indført et egentligt kommunalt politi til de mest banale sager? Det har man i landene sydpå, og det ser ud til at det fungerer ganske udmærket. Politiforbundet er selvfølgelig imod, men vi andre kan jo godt være for.

Annonce