Glem Trump. Men glem ikke Trumps vælgere.

Når venstrefløjen lukker øjnene for arbejderklassens problemer, så er den selv uden om, at den vender sig mod populister som Trump, mener S-folketingskandidat.
Glæden var stor blandt mange meningsdannere og politisk interesserede, da Donald Trump forleden led nederlag til Joe Biden ved det amerikanske præsidentvalg.

Farvel til en usympatisk tyran, der flirtede med de allergrimmeste sider af det amerikanske samfund: racisme, sexisme og korruption.

En narcissistisk antidemokrat, hvis personlige inkompetence heldigvis umuliggjorde hans diktatordrømme.

Trump var et symptom

Men Trumps uendeligt mange dårlige kvaliteter har også gjort, at mange har set Trump som sygdommen snarere end som et symptom.

Mange har udviklet en enøjet personlig foragt for Trump frem for at fokusere på Trumps vælgere - særligt den gruppe af hvide arbejdervælgere, som er kernen i Trumps vælgerkorps.

Desværre findes der i denne foragt en risiko for, at man projicerer sine følelser for Trump over på hans vælgere.

Hillary Clintons famøse udsagn om ”basket of deplorables” er velkendt, men i Europa og i Danmark har Hillarys ligesindede også udvist, hvis ikke en direkte, så en indirekte foragt for de vælgere, der drages mod højrepopulisterne.

placeholder

Brug for forståelse 

Dette er særlig slemt, når det er socialdemokrater og andre fra centrum-venstre, der foretager denne projektion.

For mange af disse vælgere, man nu ”foragter”, er dem, vi netop er sat i verden for at repræsentere – i hvert fald i Socialdemokratiets tilfælde.

Faktisk risikerer man at gøre stor skade ved denne øvelse. Det er ikke Trump, Le Pen eller Farage (Brexit), vi skal forstå. Det er deres vælgere.

Mette Frederiksen har svaret

Netop her er Mette Frederiksen og betydningsfulde dele af Socialdemokratiet længere fremme end de fleste andre på centrum-venstre-aksen i Vesten.

I stedet for en nedladende attitude over for gule og blå arbejdervælgere - en attitude, der blot bidrager til den øgede polarisering - er Socialdemokratiet på mange måder lykkedes med at imødekomme bekymringerne blandt disse vælgere.

Det er sket ved at give nogle socialdemokratiske løsninger på deres bekymringer. Ikke ukompliceret. Ikke gnidningsfrit. Men dog lykkedes bedre end mange andre fra centrum-venstre.

Og netop den nævnte øgede polarisering har vi i centrum-venstre en tendens til at tillægge højrepopulisterne. ’De fisker i rørte vande’, synes bebrejdelsen at lyde. Her er tale om bjælken i øjet.

Uheldig sammensmeltning med den kreative klasse

Bevares højrepopulister fisker. Men det er kun, fordi vi har muliggjort dette.

For da store dele af centrum-venstre og Socialdemokratiet smeltede sammen med ’den kreative klasse’, blev vi primus motor i polariseringen.

Med en ukritisk og til tider jubeloptimistisk tilgang til globaliseringen og videnssamfundet samt en nedværdigende attitude over for ’det traditionelle’, ’det nationale’ samt produktion-Danmarks fællesskaber og værdier bidrog vi langsomt til at frastøde store dele af Danmarks befolkning – særligt arbejderklassen.

I Danmark så vi kulminationen på dette ved folketingsvalget i 2015, men blødningen blev kun stoppet, fordi Socialdemokratiet skiftede kurs.

Tilliden skal fortsat fortjenes 

Og hvad er så læren ved det hele? Jo. Ligesom Joe Biden og Demokraterne i USA ikke kan tåle at hvile på laurbærrene, hvor de ender med at glemme arbejdervælgerne, kan vi i Socialdemokratiet heller ikke tåle at glemme vores arbejdervælgere.

For mange af vores tilbagevendte vælgere hænger stadig i en tyndslidt tillidstråd.

Fortrøstningsfuldt ligner det dog, at Mette Frederiksen og resten af regeringen stadig har deres ideologiske kompas korrekt indstillet. Fastholdes dette, kan Mette Frederiksens vej danne skole for socialdemokrater i hele Vesten.

Malthe Johan Poulsen er lokomotivfører og tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet.

Flere artikler om emnet

Kommentarer

Jeg bliver altid noget forvirret, når en socialdemokrat taler om venstrefløjen.
Slutsætningen: “Fortrøstningsfuldt ligner det dog, at Mette Frederiksen og resten af regeringen stadig har deres ideologiske kompas korrekt indstillet.”, om det ideologiske kompas, der kan lære hele verdens socialdemokrater at gå den rigtige vej forsøger vist at placere socialdemokratiet uden for enhver form for ideologisk forståelse, for hvis S ikke er en del af venstrefløjen, så må man vel være en del af højrefløjen eller hvad? Eller er det bare sådan at S er udenfor alle kategorier.
Hvis det er tilfældet, så eksisterer partiet jo ikke!

Mette Frederiksen har i hvert fald bestemt sig for, at syge mennesker skal kurreres gennem jobcentrets umenneskelige krav om at hoppe på det amputerede højre ben.

"Den kreative klasse". Socialdemokraternes nye skældsord, som dog alligevel bragte Mette Frederiksen til magten i stedet for Lars Lykke Rasmussen.

Jeg ved ikke hvor Socialdemokratiets ideologiske kompas er indstillet i dag. Jeg gætter på næste meningsmåling i en evig bekymring for at komme til at gøre noget, som kunne sende en flok vælgere over til DF igen. Det minder lidt om, når DR tror, at public service og kultur er at efterligne Canal+ og Viasat; hvis de unge vil have "Ex on the Beach", så vi finde på noget, der ligner!

Jeg putter min kommentar ind her for at undgå poul boie pedersens efterfølgende sump af gentagelser:
Jeg undrer mig bare over denne beskrivelse af Trump "en usympatisk tyran, der flirtede med de allergrimmeste sider af det amerikanske samfund: racisme, sexisme og korruption". Hvor i alverden har Malthe Johan Poulsen dog fået denne opfattelse fra? Den er jo fuldstændig ude i hegnet.
Nu tyder meget på at vi i stedet for Trump får en aldrende præsident som altid har raget på de damer, også mindreårige, der kom inden for hans rækkevidde, som er købt og betalt af Kina, og som kommer fra det parti der forsvarede brugen af slaver og som oprettede Ku Klux Klan. USA bliver 20. januar 2021 en bananstat.

Opbakningen til Trump er ganske korrekt kilden til at forstå den kolos fortrængning, der hersker blandt amerikanske vælgere.
Ser man på det amerikanske system, synes rabalder propagandaen om, at enhver opgave udført af staten er et udtryk for kommunisme, helt at forblænde den menige vælger.
Alternativerne i stemmelokalet synes at være et dollarkrati i minimalstatsforklædning, under ledelse af et politisk aristokrati, hvis integritet er gennemsyret af en magtfuld korrumperende lobbymafia, der entydigt varetager storkapitalens (herunder kulbrinte industriens) interesser.
Overfor det kan man stemme på et løstgående missil, hvis påstand er, at han vil "rydde op i sumpen i Washington", men vil gøre det baseret på en påstået nationalistisk basis, der dog bare direkte, i et endnu mere outreret dollarkratisk format, forfølger helt det samme mål, med servicering af den absolutte overklasse. Tillige gøres dette usminket gennem personlige vinding, sølvpapirhatteløgne, konspirationsteorier og personforfølgelse, hvor redelig information og saglige hensyn på enhver tænkelig måde nedbryder en redelig regeringsførelse, sammenhængskraften i samfundet, respekten for demokratiets rolle og institutionerne.
Senest illustreret i Trumps mere og mere absurde valgsvindelmyter.
Prisen for sådant kaos kommer i sidste ende som en regning til netop de hvide underklassevælgere, i form af manglende skoleadgang, manglende sygdomsbehandling, ringe social sikring og manglende adgang til faglig organisering. De afhængiggøres af de store selskaber med en ringe forhandlingsposition om løn- og arbejdsforhold, og et ufrit liv til følge. Det er dem, om nogen fatter det, der har stemt på Trump.
Så hvor er vejen frem?
Den begynder nok ved at få den menige amerikaner til at begribe, at Statens og lokaldemokratiets rolle i samfundets udvikling bygger på, at den varetager en række opgaver, der gavner hele befolkningen, og finansierer dette gennem skatteopkrævning. Uden dette er demokratiet er koblet ud af ligningen med Reagans "starving the beast" og kapitalens kastrering af den politiske beslutningsproces, hvem er det så, der regerer landet og scorer kassen, jo - det er netop de store kapitalkoncentrationer.
Derfor kunne en vej frem være et oprør mod propagandastøjsenderne á la me too, hvor amerikanerne for en gangs skyld fik en lødig debat om, hvilke opgaver samfundet bør stå for, for at man kan tale om et demokrati (der ikke p.t. er en politisk valgmulighed) frem for et råddent libertansk dollarkrati.

Sorry - mon ikke redaktøren kan fjerne de mange irriterende kopier nedenfor, sammen med denne, der fremkom, da jeg ikke fik kvittering for "sendt"?

Sorry - mon ikke redaktøren kan fjerne de mange irriterende kopier nedenfor, sammen med denne, der fremkom, da jeg ikke fik kvittering for "sendt"?

Sorry - mon ikke redaktøren kan fjerne de mange irriterende kopier nedenfor, sammen med denne, der fremkom, da jeg ikke fik kvittering for "sendt"?

Sorry - mon ikke redaktøren kan fjerne de mange irriterende kopier nedenfor, sammen med denne, der fremkom, da jeg ikke fik kvittering for "sendt"?

Sorry - mon ikke redaktøren kan fjerne de mange irriterende kopier nedenfor, sammen med denne, der fremkom, da jeg ikke fik kvittering for "sendt"?

Sorry - mon ikke redaktøren kan fjerne de mange irriterende kopier nedenfor, sammen med denne, der fremkom, da jeg ikke fik kvittering for "sendt"?

Sorry - mon ikke redaktøren kan fjerne de mange irriterende kopier nedenfor, sammen med denne, der fremkom, da jeg ikke fik kvittering for "sendt"?

Sorry - mon ikke redaktøren kan fjerne de mange irriterende kopier nedenfor, sammen med denne, der fremkom, da jeg ikke fik kvittering for "sendt"?

Opbakningen til Trump er ganske korrekt kilden til at forstå den kolos fortrængning, der hersker blandt amerikanske vælgere.
Ser man på det amerikanske system, synes rabalder propagandaen om, at enhver opgave udført af staten er et udtryk for kommunisme, helt at forblænde den menige vælger.
Alternativerne i stemmelokalet synes at være et dollarkrati i minimalstatsforklædning, under ledelse af et politisk aristokrati, hvis integritet er gennemsyret af en magtfuld korrumperende lobbymafia, der entydigt varetager storkapitalens (herunder kulbrinte industriens) interesser.
Overfor det kan man stemme på et løstgående missil, hvis påstand er, at han vil "rydde op i sumpen i Washington", men vil gøre det baseret på en påstået nationalistisk basis, der dog bare direkte, i et endnu mere outreret dollarkratisk format, forfølger helt det samme mål, med servicering af den absolutte overklasse. Tillige gøres dette usminket gennem personlige vinding, sølvpapirhatteløgne, konspirationsteorier og personforfølgelse, hvor redelig information og saglige hensyn på enhver tænkelig måde nedbryder en redelig regeringsførelse, sammenhængskraften i samfundet, respekten for demokratiets rolle og institutionerne.
Senest illustreret i Trumps mere og mere absurde valgsvindelmyter.
Prisen for sådant kaos kommer i sidste ende som en regning til netop de hvide underklassevælgere, i form af manglende skoleadgang, manglende sygdomsbehandling, ringe social sikring og manglende adgang til faglig organisering. De afhængiggøres af de store selskaber med en ringe forhandlingsposition om løn- og arbejdsforhold, og et ufrit liv til følge. Det er dem, om nogen fatter det, der har stemt på Trump.
Så hvor er vejen frem?
Den begynder nok ved at få den menige amerikaner til at begribe, at Statens og lokaldemokratiets rolle i samfundets udvikling bygger på, at den varetager en række opgaver, der gavner hele befolkningen, og finansierer dette gennem skatteopkrævning. Uden dette er demokratiet er koblet ud af ligningen med Reagans "starving the beast" og kapitalens kastrering af den politiske beslutningsproces, hvem er det så, der regerer landet og scorer kassen, jo - det er netop de store kapitalkoncentrationer.
Derfor kunne en vej frem være et oprør mod propagandastøjsenderne á la me too, hvor amerikanerne for en gangs skyld fik en lødig debat om, hvilke opgaver samfundet bør stå for, for at man kan tale om et demokrati (der ikke p.t. er en politisk valgmulighed) frem for et råddent libertansk dollarkrati.

Opbakningen til Trump er ganske korrekt kilden til at forstå den kolos fortrængning, der hersker blandt amerikanske vælgere.
Ser man på det amerikanske system, synes rabalder propagandaen om, at enhver opgave udført af staten er et udtryk for kommunisme, helt at forblænde den menige vælger.
Alternativerne i stemmelokalet synes at være et dollarkrati i minimalstatsforklædning, under ledelse af et politisk aristokrati, hvis integritet er gennemsyret af en magtfuld korrumperende lobbymafia, der entydigt varetager storkapitalens (herunder kulbrinte industriens) interesser.
Overfor det kan man stemme på et løstgående missil, hvis påstand er, at han vil "rydde op i sumpen i Washington", men vil gøre det baseret på en påstået nationalistisk basis, der dog bare direkte, i et endnu mere outreret dollarkratisk format, forfølger helt det samme mål, med servicering af den absolutte overklasse. Tillige gøres dette usminket gennem personlige vinding, sølvpapirhatteløgne, konspirationsteorier og personforfølgelse, hvor redelig information og saglige hensyn på enhver tænkelig måde nedbryder en redelig regeringsførelse, sammenhængskraften i samfundet, respekten for demokratiets rolle og institutionerne.
Senest illustreret i Trumps mere og mere absurde valgsvindelmyter.
Prisen for sådant kaos kommer i sidste ende som en regning til netop de hvide underklassevælgere, i form af manglende skoleadgang, manglende sygdomsbehandling, ringe social sikring og manglende adgang til faglig organisering. De afhængiggøres af de store selskaber med en ringe forhandlingsposition om løn- og arbejdsforhold, og et ufrit liv til følge. Det er dem, om nogen fatter det, der har stemt på Trump.
Så hvor er vejen frem?
Den begynder nok ved at få den menige amerikaner til at begribe, at Statens og lokaldemokratiets rolle i samfundets udvikling bygger på, at den varetager en række opgaver, der gavner hele befolkningen, og finansierer dette gennem skatteopkrævning. Uden dette er demokratiet er koblet ud af ligningen med Reagans "starving the beast" og kapitalens kastrering af den politiske beslutningsproces, hvem er det så, der regerer landet og scorer kassen, jo - det er netop de store kapitalkoncentrationer.
Derfor kunne en vej frem være et oprør mod propagandastøjsenderne á la me too, hvor amerikanerne for en gangs skyld fik en lødig debat om, hvilke opgaver samfundet bør stå for, for at man kan tale om et demokrati (der ikke p.t. er en politisk valgmulighed) frem for et råddent libertansk dollarkrati.

Opbakningen til Trump er ganske korrekt kilden til at forstå den kolos fortrængning, der hersker blandt amerikanske vælgere.
Ser man på det amerikanske system, synes rabalder propagandaen om, at enhver opgave udført af staten er et udtryk for kommunisme, helt at forblænde den menige vælger.
Alternativerne i stemmelokalet synes at være et dollarkrati i minimalstatsforklædning, under ledelse af et politisk aristokrati, hvis integritet er gennemsyret af en magtfuld korrumperende lobbymafia, der entydigt varetager storkapitalens (herunder kulbrinte industriens) interesser.
Overfor det kan man stemme på et løstgående missil, hvis påstand er, at han vil "rydde op i sumpen i Washington", men vil gøre det baseret på en påstået nationalistisk basis, der dog bare direkte, i et endnu mere outreret dollarkratisk format, forfølger helt det samme mål, med servicering af den absolutte overklasse. Tillige gøres dette usminket gennem personlige vinding, sølvpapirhatteløgne, konspirationsteorier og personforfølgelse, hvor redelig information og saglige hensyn på enhver tænkelig måde nedbryder en redelig regeringsførelse, sammenhængskraften i samfundet, respekten for demokratiets rolle og institutionerne.
Senest illustreret i Trumps mere og mere absurde valgsvindelmyter.
Prisen for sådant kaos kommer i sidste ende som en regning til netop de hvide underklassevælgere, i form af manglende skoleadgang, manglende sygdomsbehandling, ringe social sikring og manglende adgang til faglig organisering. De afhængiggøres af de store selskaber med en ringe forhandlingsposition om løn- og arbejdsforhold, og et ufrit liv til følge. Det er dem, om nogen fatter det, der har stemt på Trump.
Så hvor er vejen frem?
Den begynder nok ved at få den menige amerikaner til at begribe, at Statens og lokaldemokratiets rolle i samfundets udvikling bygger på, at den varetager en række opgaver, der gavner hele befolkningen, og finansierer dette gennem skatteopkrævning. Uden dette er demokratiet er koblet ud af ligningen med Reagans "starving the beast" og kapitalens kastrering af den politiske beslutningsproces, hvem er det så, der regerer landet og scorer kassen, jo - det er netop de store kapitalkoncentrationer.
Derfor kunne en vej frem være et oprør mod propagandastøjsenderne á la me too, hvor amerikanerne for en gangs skyld fik en lødig debat om, hvilke opgaver samfundet bør stå for, for at man kan tale om et demokrati (der ikke p.t. er en politisk valgmulighed) frem for et råddent libertansk dollarkrati.

Opbakningen til Trump er ganske korrekt kilden til at forstå den kolos fortrængning, der hersker blandt amerikanske vælgere.
Ser man på det amerikanske system, synes rabalder propagandaen om, at enhver opgave udført af staten er et udtryk for kommunisme, helt at forblænde den menige vælger.
Alternativerne i stemmelokalet synes at være et dollarkrati i minimalstatsforklædning, under ledelse af et politisk aristokrati, hvis integritet er gennemsyret af en magtfuld korrumperende lobbymafia, der entydigt varetager storkapitalens (herunder kulbrinte industriens) interesser.
Overfor det kan man stemme på et løstgående missil, hvis påstand er, at han vil "rydde op i sumpen i Washington", men vil gøre det baseret på en påstået nationalistisk basis, der dog bare direkte, i et endnu mere outreret dollarkratisk format, forfølger helt det samme mål, med servicering af den absolutte overklasse. Tillige gøres dette usminket gennem personlige vinding, sølvpapirhatteløgne, konspirationsteorier og personforfølgelse, hvor redelig information og saglige hensyn på enhver tænkelig måde nedbryder en redelig regeringsførelse, sammenhængskraften i samfundet, respekten for demokratiets rolle og institutionerne.
Senest illustreret i Trumps mere og mere absurde valgsvindelmyter.
Prisen for sådant kaos kommer i sidste ende som en regning til netop de hvide underklassevælgere, i form af manglende skoleadgang, manglende sygdomsbehandling, ringe social sikring og manglende adgang til faglig organisering. De afhængiggøres af de store selskaber med en ringe forhandlingsposition om løn- og arbejdsforhold, og et ufrit liv til følge. Det er dem, om nogen fatter det, der har stemt på Trump.
Så hvor er vejen frem?
Den begynder nok ved at få den menige amerikaner til at begribe, at Statens og lokaldemokratiets rolle i samfundets udvikling bygger på, at den varetager en række opgaver, der gavner hele befolkningen, og finansierer dette gennem skatteopkrævning. Uden dette er demokratiet er koblet ud af ligningen med Reagans "starving the beast" og kapitalens kastrering af den politiske beslutningsproces, hvem er det så, der regerer landet og scorer kassen, jo - det er netop de store kapitalkoncentrationer.
Derfor kunne en vej frem være et oprør mod propagandastøjsenderne á la me too, hvor amerikanerne for en gangs skyld fik en lødig debat om, hvilke opgaver samfundet bør stå for, for at man kan tale om et demokrati (der ikke p.t. er en politisk valgmulighed) frem for et råddent libertansk dollarkrati.

Opbakningen til Trump er ganske korrekt kilden til at forstå den kolos fortrængning, der hersker blandt amerikanske vælgere.
Ser man på det amerikanske system, synes rabalder propagandaen om, at enhver opgave udført af staten er et udtryk for kommunisme, helt at forblænde den menige vælger.
Alternativerne i stemmelokalet synes at være et dollarkrati i minimalstatsforklædning, under ledelse af et politisk aristokrati, hvis integritet er gennemsyret af en magtfuld korrumperende lobbymafia, der entydigt varetager storkapitalens (herunder kulbrinte industriens) interesser.
Overfor det kan man stemme på et løstgående missil, hvis påstand er, at han vil "rydde op i sumpen i Washington", men vil gøre det baseret på en påstået nationalistisk basis, der dog bare direkte, i et endnu mere outreret dollarkratisk format, forfølger helt det samme mål, med servicering af den absolutte overklasse. Tillige gøres dette usminket gennem personlige vinding, sølvpapirhatteløgne, konspirationsteorier og personforfølgelse, hvor redelig information og saglige hensyn på enhver tænkelig måde nedbryder en redelig regeringsførelse, sammenhængskraften i samfundet, respekten for demokratiets rolle og institutionerne.
Senest illustreret i Trumps mere og mere absurde valgsvindelmyter.
Prisen for sådant kaos kommer i sidste ende som en regning til netop de hvide underklassevælgere, i form af manglende skoleadgang, manglende sygdomsbehandling, ringe social sikring og manglende adgang til faglig organisering. De afhængiggøres af de store selskaber med en ringe forhandlingsposition om løn- og arbejdsforhold, og et ufrit liv til følge. Det er dem, om nogen fatter det, der har stemt på Trump.
Så hvor er vejen frem?
Den begynder nok ved at få den menige amerikaner til at begribe, at Statens og lokaldemokratiets rolle i samfundets udvikling bygger på, at den varetager en række opgaver, der gavner hele befolkningen, og finansierer dette gennem skatteopkrævning. Uden dette er demokratiet er koblet ud af ligningen med Reagans "starving the beast" og kapitalens kastrering af den politiske beslutningsproces, hvem er det så, der regerer landet og scorer kassen, jo - det er netop de store kapitalkoncentrationer.
Derfor kunne en vej frem være et oprør mod propagandastøjsenderne á la me too, hvor amerikanerne for en gangs skyld fik en lødig debat om, hvilke opgaver samfundet bør stå for, for at man kan tale om et demokrati (der ikke p.t. er en politisk valgmulighed) frem for et råddent libertansk dollarkrati.

Opbakningen til Trump er ganske korrekt kilden til at forstå den kolos fortrængning, der hersker blandt amerikanske vælgere.
Ser man på det amerikanske system, synes rabalder propagandaen om, at enhver opgave udført af staten er et udtryk for kommunisme, helt at forblænde den menige vælger.
Alternativerne i stemmelokalet synes at være et dollarkrati i minimalstatsforklædning, under ledelse af et politisk aristokrati, hvis integritet er gennemsyret af en magtfuld korrumperende lobbymafia, der entydigt varetager storkapitalens (herunder kulbrinte industriens) interesser.
Overfor det kan man stemme på et løstgående missil, hvis påstand er, at han vil "rydde op i sumpen i Washington", men vil gøre det baseret på en påstået nationalistisk basis, der dog bare direkte, i et endnu mere outreret dollarkratisk format, forfølger helt det samme mål, med servicering af den absolutte overklasse. Tillige gøres dette usminket gennem personlige vinding, sølvpapirhatteløgne, konspirationsteorier og personforfølgelse, hvor redelig information og saglige hensyn på enhver tænkelig måde nedbryder en redelig regeringsførelse, sammenhængskraften i samfundet, respekten for demokratiets rolle og institutionerne.
Senest illustreret i Trumps mere og mere absurde valgsvindelmyter.
Prisen for sådant kaos kommer i sidste ende som en regning til netop de hvide underklassevælgere, i form af manglende skoleadgang, manglende sygdomsbehandling, ringe social sikring og manglende adgang til faglig organisering. De afhængiggøres af de store selskaber med en ringe forhandlingsposition om løn- og arbejdsforhold, og et ufrit liv til følge. Det er dem, om nogen fatter det, der har stemt på Trump.
Så hvor er vejen frem?
Den begynder nok ved at få den menige amerikaner til at begribe, at Statens og lokaldemokratiets rolle i samfundets udvikling bygger på, at den varetager en række opgaver, der gavner hele befolkningen, og finansierer dette gennem skatteopkrævning. Uden dette er demokratiet er koblet ud af ligningen med Reagans "starving the beast" og kapitalens kastrering af den politiske beslutningsproces, hvem er det så, der regerer landet og scorer kassen, jo - det er netop de store kapitalkoncentrationer.
Derfor kunne en vej frem være et oprør mod propagandastøjsenderne á la me too, hvor amerikanerne for en gangs skyld fik en lødig debat om, hvilke opgaver samfundet bør stå for, for at man kan tale om et demokrati (der ikke p.t. er en politisk valgmulighed) frem for et råddent libertansk dollarkrati.

Opbakningen til Trump er ganske korrekt kilden til at forstå den kolos fortrængning, der hersker blandt amerikanske vælgere.
Ser man på det amerikanske system, synes rabalder propagandaen om, at enhver opgave udført af staten er et udtryk for kommunisme, helt at forblænde den menige vælger.
Alternativerne i stemmelokalet synes at være et dollarkrati i minimalstatsforklædning, under ledelse af et politisk aristokrati, hvis integritet er gennemsyret af en magtfuld korrumperende lobbymafia, der entydigt varetager storkapitalens (herunder kulbrinte industriens) interesser.
Overfor det kan man stemme på et løstgående missil, hvis påstand er, at han vil "rydde op i sumpen i Washington", men vil gøre det baseret på en påstået nationalistisk basis, der dog bare direkte, i et endnu mere outreret dollarkratisk format, forfølger helt det samme mål, med servicering af den absolutte overklasse. Tillige gøres dette usminket gennem personlige vinding, sølvpapirhatteløgne, konspirationsteorier og personforfølgelse, hvor redelig information og saglige hensyn på enhver tænkelig måde nedbryder en redelig regeringsførelse, sammenhængskraften i samfundet, respekten for demokratiets rolle og institutionerne.
Senest illustreret i Trumps mere og mere absurde valgsvindelmyter.
Prisen for sådant kaos kommer i sidste ende som en regning til netop de hvide underklassevælgere, i form af manglende skoleadgang, manglende sygdomsbehandling, ringe social sikring og manglende adgang til faglig organisering. De afhængiggøres af de store selskaber med en ringe forhandlingsposition om løn- og arbejdsforhold, og et ufrit liv til følge. Det er dem, om nogen fatter det, der har stemt på Trump.
Så hvor er vejen frem?
Den begynder nok ved at få den menige amerikaner til at begribe, at Statens og lokaldemokratiets rolle i samfundets udvikling bygger på, at den varetager en række opgaver, der gavner hele befolkningen, og finansierer dette gennem skatteopkrævning. Uden dette er demokratiet er koblet ud af ligningen med Reagans "starving the beast" og kapitalens kastrering af den politiske beslutningsproces, hvem er det så, der regerer landet og scorer kassen, jo - det er netop de store kapitalkoncentrationer.
Derfor kunne en vej frem være et oprør mod propagandastøjsenderne á la me too, hvor amerikanerne for en gangs skyld fik en lødig debat om, hvilke opgaver samfundet bør stå for, for at man kan tale om et demokrati (der ikke p.t. er en politisk valgmulighed) frem for et råddent libertansk dollarkrati.

Opbakningen til Trump er ganske korrekt kilden til at forstå den kolos fortrængning, der hersker blandt amerikanske vælgere.
Ser man på det amerikanske system, synes rabalder propagandaen om, at enhver opgave udført af staten er et udtryk for kommunisme, helt at forblænde den menige vælger.
Alternativerne i stemmelokalet synes at være et dollarkrati i minimalstatsforklædning, under ledelse af et politisk aristokrati, hvis integritet er gennemsyret af en magtfuld korrumperende lobbymafia, der entydigt varetager storkapitalens (herunder kulbrinte industriens) interesser.
Overfor det kan man stemme på et løstgående missil, hvis påstand er, at han vil "rydde op i sumpen i Washington", men vil gøre det baseret på en påstået nationalistisk basis, der dog bare direkte, i et endnu mere outreret dollarkratisk format, forfølger helt det samme mål, med servicering af den absolutte overklasse. Tillige gøres dette usminket gennem personlige vinding, sølvpapirhatteløgne, konspirationsteorier og personforfølgelse, hvor redelig information og saglige hensyn på enhver tænkelig måde nedbryder en redelig regeringsførelse, sammenhængskraften i samfundet, respekten for demokratiets rolle og institutionerne.
Senest illustreret i Trumps mere og mere absurde valgsvindelmyter.
Prisen for sådant kaos kommer i sidste ende som en regning til netop de hvide underklassevælgere, i form af manglende skoleadgang, manglende sygdomsbehandling, ringe social sikring og manglende adgang til faglig organisering. De afhængiggøres af de store selskaber med en ringe forhandlingsposition om løn- og arbejdsforhold, og et ufrit liv til følge. Det er dem, om nogen fatter det, der har stemt på Trump.
Så hvor er vejen frem?
Den begynder nok ved at få den menige amerikaner til at begribe, at Statens og lokaldemokratiets rolle i samfundets udvikling bygger på, at den varetager en række opgaver, der gavner hele befolkningen, og finansierer dette gennem skatteopkrævning. Uden dette er demokratiet er koblet ud af ligningen med Reagans "starving the beast" og kapitalens kastrering af den politiske beslutningsproces, hvem er det så, der regerer landet og scorer kassen, jo - det er netop de store kapitalkoncentrationer.
Derfor kunne en vej frem være et oprør mod propagandastøjsenderne á la me too, hvor amerikanerne for en gangs skyld fik en lødig debat om, hvilke opgaver samfundet bør stå for, for at man kan tale om et demokrati (der ikke p.t. er en politisk valgmulighed) frem for et råddent libertansk dollarkrati.

Opbakningen til Trump er ganske korrekt kilden til at forstå den kolos fortrængning, der hersker blandt amerikanske vælgere.
Ser man på det amerikanske system, synes rabalder propagandaen om, at enhver opgave udført af staten er et udtryk for kommunisme, helt at forblænde den menige vælger.
Alternativerne i stemmelokalet synes at være et dollarkrati i minimalstatsforklædning, under ledelse af et politisk aristokrati, hvis integritet er gennemsyret af en magtfuld korrumperende lobbymafia, der entydigt varetager storkapitalens (herunder kulbrinte industriens) interesser.
Overfor det kan man stemme på et løstgående missil, hvis påstand er, at han vil "rydde op i sumpen i Washington", men vil gøre det baseret på en påstået nationalistisk basis, der dog bare direkte, i et endnu mere outreret dollarkratisk format, forfølger helt det samme mål, med servicering af den absolutte overklasse. Tillige gøres dette usminket gennem personlige vinding, sølvpapirhatteløgne, konspirationsteorier og personforfølgelse, hvor redelig information og saglige hensyn på enhver tænkelig måde nedbryder en redelig regeringsførelse, sammenhængskraften i samfundet, respekten for demokratiets rolle og institutionerne.
Senest illustreret i Trumps mere og mere absurde valgsvindelmyter.
Prisen for sådant kaos kommer i sidste ende som en regning til netop de hvide underklassevælgere, i form af manglende skoleadgang, manglende sygdomsbehandling, ringe social sikring og manglende adgang til faglig organisering. De afhængiggøres af de store selskaber med en ringe forhandlingsposition om løn- og arbejdsforhold, og et ufrit liv til følge. Det er dem, om nogen fatter det, der har stemt på Trump.
Så hvor er vejen frem?
Den begynder nok ved at få den menige amerikaner til at begribe, at Statens og lokaldemokratiets rolle i samfundets udvikling bygger på, at den varetager en række opgaver, der gavner hele befolkningen, og finansierer dette gennem skatteopkrævning. Uden dette er demokratiet er koblet ud af ligningen med Reagans "starving the beast" og kapitalens kastrering af den politiske beslutningsproces, hvem er det så, der regerer landet og scorer kassen, jo - det er netop de store kapitalkoncentrationer.
Derfor kunne en vej frem være et oprør mod propagandastøjsenderne á la me too, hvor amerikanerne for en gangs skyld fik en lødig debat om, hvilke opgaver samfundet bør stå for, for at man kan tale om et demokrati (der ikke p.t. er en politisk valgmulighed) frem for et råddent libertansk dollarkrati.

Hvorfor laver du ikke en bog, der er masse af matriale

Tak Jens
Men det er nok kun politikere, der kan slippe af sted med gentagelser i det omfang :-)
God jul

Jeg tror ikke at man bare skal glemme Trump

Trump har stadig en stor indflydelse, på sine meget højre orienterede vælgere, man kan ikke bare glemme ham, og hvis han ikke selv stiller op i 2024, så er der en anden som vil have de samme principper som han selv har. Jeg er med på at man ikke bare skal glemme hans vælgere, men Trump har så stor magt over dem, at det nok kommer til at vise sig i fremtiden amerikanske politik. undersøgelser har vist at hvis Trump lavede sit eget parti, ville han kunne splitte republikanerne, som ville splitte landet endnu mere.

Annonce