Rebellen med de røde sange

Anmeldelse af ny biografi om arbejderdigteren Oskar Hansen, der nægtede at gå i takt.
Det er helt rigtigt set af journalisten og forfatteren Jens-Emil Nielsen, at der manglede en biografi om typografen, journalisten og arbejderdigteren Oskar Hansen, og at den bog da måtte være her før 2021 med Socialdemokratiets 150-års jubilæum, hvor det røde flag vil smælde, som Oskar beskrev det så rigtig i slagsangen fra 1923:” Når jeg ser et rødt flag smælde”, der også er bogens titel.

Vi får temmelig meget at vide om Oskar, og vi er med ham fra barndommen på Amager, pokalerne i brydeklubben på Christianshavn, og stiftelsen af den socialdemokratisk ungdoms Sundby-afdeling, dengang kaldet Socialdemokratisk Forening, Sundby.

Jens-Emil Hansen har samlet er stort materiale, og det er givetvis Oskars omfattende forfatterskab, der gør det svært at afgøre, hvornår vi skal møde digteren og hvornår vi skal møde den politiske rebel, ja så meget rebel er han, at han nok syntes at hans tekst fra 1934 til “Danmark for folket” var lidt småborgerlig.

Så får det være, at den gavnede partiprogrammet af samme navn, der gav Th. Stauning det flotteste socialdemokratiske valg nogensinde, 46,1 procent. Og lidt af æren tilkom Oskar, det var der i hvert fald nogle, der sagde.

Anstrengt forhold til partidisciplin

Selvom han var socialdemokrat havde Oskar Hansen et anstrengt forhold til partiet og især partidisciplinen fremkalder noget eviggyldigt i den demokratiske samtale.

Og der bliver sagt en del om, at den socialdemokratiske top slet ikke bryder sig om kritik.

Han deltog i alle de kritiske fraktioner eller debatgrupper eksempelvis Socialistisk Debat og Socialdemokratisk Samfund, som var ugleset - selv om Anker Jørgensen overlevede sin deltagelse i den sidstnævnte, et område som bogen ikke dyrker, men burde have taget fat i for at fastholde Oskar som den livslange rebel.

Besættelsen, socialdemokratisk modstand og de illegale blade 

Det er Oskar Hansens modstandsarbejde under den tyske besættelse af Danmark 1940-1945, der former hans liv i forhold til sønnen, som tog skraldet, da blev taget i sporvognen med tasken fyldt med illegale blade.

Sønnen kom i fængsel og senere i Frøslev-lejren, Oskar måtte flygte til Stockholm.

Han var dog ikke længere væk end at partiledelsen i Danmark, Vilhelm Buhl, Hans Hedtoft, H.C. Hansen og Alsing Andersen sendte ham et møgfald, fordi han også i Stockholm kritiserede parti og fagbevægelse.

Vi får kun modstandsarbejdet fragmentarisk, men en bredere fortælling om de socialdemokratiske modstandsfolk i Ringen havde jeg gerne læst med Oskar Hansen som et omdrejningspunkt i skyggen af lederen Frode Jakobsen.

Besættelsestidens efterslæb i det enkelte sind kan man aldrig høre nok om, men her er en side af Oskar Hansen, vi ellers ikke hører om.

Ville ikke gå i takt

Oskar Hansen kunne ikke gå i takt. Efter at han i den revolutionære ungdomstid havde haft en kort afstikker til kommunisterne, vidste han ikke noget andet end at være socialdemokrat, men alligevel.

Han var ikke partisoldat, ville ikke være det, ville have retten til at udfordre. At han alligevel elskede partiet og resultaterne, det ved min generation af socialdemokrater, der hørte ham i deres DsU-afdeling og fortælle om både digte og politik.

I hans egen gamle afdeling, og min afdeling, Sundby, kom han, når der blev kaldt, og han efterlod altid det indtryk, at han stadig var DsU’eren, der syntes at de gamle skulle udfordres, når man glemte ideerne og kaldte til bankospil, der få penge i kassen – og sågar nye medlemmer.

Det var læretiden, de typografiske arbejdspladser og barndomshjemmet, der gav ham den politiske dannelse som en del af den arbejdsklasse, han aldrig forlod, selv om han smed arbejdstøjet og blev journalist med tweedjakke.

Det bitre farvel til partipressen

Som biografiskriver skal man tage sin hovedperson i hånden, føre ham frem som pennefører og dukkefører, og det er her, at Oskar-biografien ikke rammer rent. Jens-Emil Nielsen bygger på masser af vel fundne breve i arkiverne og utallige udklip.

Men han tager ikke ansvaret for at analysere materialet og lægge det frem i sin egen version, sin egen stil, men lader breve og udklip fortælle historien med den nedsættelse af læsbarheden som følger af de mange forskellige penne og stilarter.

Når han lader chefredaktør Arne Ejbye-Ernst sige, at Oskar Hansen ikke skriver så godt som en journalist helst skal gøre, så vil jeg læse forfatterens egen vurdering af de utallige artikler, som Oskar Hansen skrev.

Når andre fortæller om hans vedvarende kritik af partiledelsen vil jeg have forfatteren til at afgøre, om Oskar Hansen fortsat er besjælet af den revolutionære ungdom eller om det kan tænkes, at han ikke hviler i selv, splittet mellem de gode digte og den kedsommelige journalistiske dont med at hakke strøelse i døgnets rejsestald, små generalforsamlingsreferater og den slags..

Det gør ondt at læse om Oskar Hansens farvel til den socialdemokratiske presse, som han forlod da navnet 1. april 1959 skiftede fra Social-Demokraten til Aktuelt.

Han havde jo ret i, at man ikke længere ville være sig selv bekendt i en leflen for nye læsere, der alligevel gennemskuede, at Aktuelt var fagbevægelsens talerør. Det var et bittert opgør, småligt, udygtigt, og uværdigt.

Jeg er glad for, at Oskar Hansen aldrig fortalte den historie, når vi hørte ham.

Forlagsredaktør mangler!

Bogen medtager digte og sange i et udvalg, som aldrig kan være dækkende, men alligevel tilstrækkeligt til at se både det gedigne, og lejlighedsdigtet ved fagforeningsjubilæet, som mest var for pengenes skyld.

Forfatteren Jens-Emil Nielsen, der har skrevet adskillige politiske bøger, er også forlægger og udgiver.

Det kan friste til at spare den forlagsredaktør, der med nogle klassiske greb om unoder kan fremme læsbarheden, som det også burde være sket her.

Jens Emil-Nielsen. “Når jeg ser et rødt flag smælde. En biografi om arbejderdigteren Oskar Hansen”. 152 sider. ’Bogforlaget Her&Nu. Er udkommet.

Forfatter, journalist, cand. jur og medlem af Socialdemokratiet i Rødovre. Forfatter til en lang række bøger, blandt andet en biografi om statsminister Viggo Kampmann og senest 'Fredy: Klemt kronprins - glemt konge. En biografi om Frederik 8.'


placeholder

Kommentarer

Dejlig artikel !

Den bog vil jeg gerne læse. Måske kan jeg nå at få den i julegave. Specielt efter Poul Smidts omhyggelige anmeldelse. Han ved, hvad der skrives om!

Der er jo det ved den socialdemokratiske karrièremaskine, at den om nogen kan betage én lysten til at beskæftige sig med politik. Det er en kendt sag, at for at gøre sig gældende i Socialdemokratiet, er intet mindre end en fuldstændig beherskelse af ethvert magtgreb fuldstændig nødvendigt. Men man kan jo også nøjes med at være socialdemokratisk vælger - hvorfor give sig af med at slås med andre om magt? Og desuden er der jo alle de andre partier at stemme på, hvis man vil det. Der er sket det, at ledende socialdemokrater har absorberet DFs politiske program, og det ser ud til, at mange vælgere har annammet dette træk. Men der er detaljer i den socialdemokratiske orthodoksi og praksis med at slå handler af og at give lunser til den ene og den anden, som undertiden giver sig ubehagelige udslag. Kun er det et gode, at Venstre generelt har mindre styr på tropperne end Socialdemokratiet, og at Socialdemokratiet for tiden er bedre kørende end set i mange år.

Virkelig god anmeldelse, der ramme plet. Efter at have læst bogen sad jeg med en fornemmelse over der manglede noget - og det er præcis det anmeldelsen fanger. Men bortset fra det var det interessant at læse om Oskars liv.
I min gennemgang af DSU's medlemsblad optræder Oskar ofte - og her kan man mærke han føler sig hjemme. Han var vist gennem livet mere DSU'er end socialdemokrat.

Ja Oskar var DsUer hele. Deltog på kongressen 1967 et år før han døde.

Ja Oskar var DsUer hele. Deltog på kongressen 1967 et år før han døde.

Tak for anmeldelsen. Det kan jo altid diskuteres, hvor meget en forfatter skal analysere på sit materiale, og hvor meget man skal overlade til læseren.

Jeg synes det er en rigtig god bog som fanger det store hjerte og engagement som han må have haft - og blev ved med at have. Og godt at han ikke bare går i glemmebogen.

Annonce