Dengang Folketinget senest, nemlig i 1993, besluttede at rejse en rigsretssag mod en minister. Ministeren, justitsminister Erik Ninn-Hansen (K), døde i 2014. Hans forsvarer, advokat Kristian Mogensen, døde i 2003. Og formanden for Rigsretten, højesteretspræsident Niels Pontoppidan, døde i 2016.

Men det daværende socialdemokratiske medlem af Rigsretten, senere amtsborgmester og regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen, er stadig i live.

Så havde der ikke været noget Dansk Folkeparti i dag

Havde det stået til Vibeke Storm Rasmussen var hun ellers blevet fritaget for opgaven, for Erik Ninn-Hansen tog netop hendes kritiske holdning til flygtninge- og indvandrere til indtægt for, at der faktisk havde været et politisk flertal bag hans administration af udlændingeloven. Efterfølgende har udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) sagt, at hvis Socialdemokratiet dengang havde lyttet til Vibeke Storm Rasmussen og vestegnsborgmestrene, så havde der ikke været noget Dansk Folkeparti i dag. Danmarkshistorien ville med andre ord have skullet skrives om.

Vibeke Storm Rasmussen erklærede sig derfor inhabil, bare for at få besked af Rigsretten om, at det var hun ikke (hvilket også betød, at hun ikke kunne udtale sig undervejs).

Vibeke Storm Rasmussen har med andre ord ofte placeret sig i situationer, der bedst kan karakteriseres som “orkanens øje”, som det hedder i Dansk kvindebiografisk leksikon.

Elbilen er sat til opladning

Inden et særligt udvalg under Folketingets Udvalg for Forretningsordenen fredag mødes for tage stilling til, om der skal rejses en rigsretssag mod tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), fortæller Vibeke Storm Rasmussen i et interview med Netavisen Pio, hvad vi kan lære af rigsretssagen mod Erik Ninn-Hansen. Hvilke ting som overraskede undervejs i sagen. Og hvorfor den var nødvendig.

Vibeke Storm Rasmussen er i dag blevet 75 og har lige ”kastet” sig ud i en elbil, som hun fortæller i telefonen, der nu er sat til opladning. Altså elbilen.

”Erik Ninn-Hansens problem var dengang, at han – som justitsminister - ikke havde fået den formelle politiske dækning i Folketinget," siger Vibeke Storm Rasmussen.

Det er det mærkelige

"Hvorimod det i de andre tilfælde gennem årene, hvor der ikke er blevet diskuteret rigsretssager trods kritik af ministrenes administration, så har det netop skyldtes, at Folketingets flertal på efterbevilling har givet syndsforladelse. Enten fordi de var enige. Eller det er endt med, at ministrene er stoppet eller har fået næse. Det er det mærkelige.”

Højesteretsdommer Jens Peter Christensen har beskrevet rigsretssystemet som et tungt og omstændeligt apparat, ”hvis anvendelse næsten forbyder sig selv,” hvilket gør, at systemet snarere en hindring for, at ministre drages til retligt ansvar, end det middel, det burde være. Burde Erik Ninn-Hansen også være sluppet med en næse?

”Jeg kan faktisk ikke huske, om jeg i første omgang mente, at det var den rigtige beslutning at rejse en rigsretssag. Jeg mener ikke, at jeg var fast i troen. Men i dag er jeg mere kritisk overfor det bare at give næser. Det vrimler med dem, og ingen tager dem alvorligt. Det kan dog være et problem at overlade politiske beslutninger til dommere, for de ved ikke meget om politik. Faktisk utrolig lidt." 

"Under retssagen kom meget frem fra det politiske liv, som dommerne overhovedet ikke reagerede på, fordi det jo ikke var jura, men handlede om standarder og moral for samarbejdet mellem folkevalgte. Men det var jo selvfølgelig også det, som rigsretssagen drejede sig om: Havde Erik Ninn-Hansen en lov at arbejde ud fra eller ej. Og det havde han ikke. Men jeg var mest optaget af, hvorfor vi ikke diskuterede, hvad de enkelte folketingsmedlemmers holdninger og partidisciplinens betydning for flygtninge- og indvandrerpolitikken.”

R og DF sidder på vippen

Hvorfor kan det være et problem at overlade opgaven til dommerne?

Der er flertal for noget andet på tværs af partierne

”Det er jo ikke til at vide, hvad udfaldet på det hele ville have været, hvis Erik Ninn-Hansen havde overladt sin beslutning om administrationen af Tamilernes familiesammenføring til en afstemning i Folketinget. Schlüter-regeringen havde faktisk flertal for sin politik i Folketinget, men regeringen var alligevel afhængig af De Radikale. Hvilket også ofte har været tilfældet i dansk politik de seneste årtier. Der har været nogle flertal på tværs af dansk politik i en række politiske spørgsmål, men fordi for eksempel De Radikale og Dansk Folkeparti har siddet på vippen, er dansk politik blevet bestemt af nogle få mandater. Selv om der er flertal for noget andet på tværs af partierne." 

"Det ville have været rart, hvis denne hulhed var blevet afdækket dengang. Der kan være et stort flertal i en sag i Folketinget, som holdes nede af partidisciplin, magtlede og studehandler. Selv blev jeg jo nærmest beskyldt for at være racistisk, omend jeg jo efterfølgende er blevet rehabiliteret sammen med andre borgmestre på Vestegnen, som sagde, at vi havde et problem.”

Hvad menes med hulhed?

”Det handler om den samme debat, som Mette Frederiksen – og nu også Lars Løkke Rasmussen – har rejst. Nemlig om Danmark skal regeres via blokpolitik på alle områder, så nogle få partier, eller et enkelt, svinger taktstokken på væsentlige områder, men hvor andet flertal i virkeligheden er enig om noget andet. Socialdemokratiet var dengang – som flere andre partier- splittet. Mange var på samme hold som mig, selv om de ikke ville sige det offentligt.”

Er pointen med de udpegede medlemmer ikke, at de skal kunne vurdere det politiske sagen?

”Det er selvfølgelig en uskik, hvis ministre begynder at handle, fordi de regner med opbakning til handlingen, uden at folk samtidig faktisk har lagt ryg til det i Folketinget. Men på den anden side er det vanvittigt, at de ikke får truffet de beslutninger i Folketinget, som gør, at både folket, ministre og embedsmænd ved, hvad som er oppe og nede i en given sag. Nu har vi jo Mink-sagen, som regeringen bliver kritiseret for. Det er en fejltagelse, at beslutningen ikke forinden blev præsenteret for Folketinget, for der havde der jo nok været flertal for den på det tidspunkt. Men du kan som sagt gå baglæns i historien og finde masser af sager, som kunne være endt i en rigsret. Det skete bare ikke.”

Falsk reklame eller lovbrud

Hvad er forskelle og ligheder mellem henholdsvis Tamil-, Støjberg- og Mink-sagen?

”Forskellen er, at regeringen åbenbart ikke var opmærksom på, at der manglede en lovhjemmel til beslutningen om at lukke erhvervet. Jeg tror ikke, at det var i ond tro. Så er det mere en tilgivelsessag. Hvorimod Erik Ninn-Hansen traf sin beslutning velvidende, at han ikke havde denne lovhjemmel. Det er mere uklart, om Inger Støjberg traf en sådan beslutning. Eller om det bare var falsk reklame fra hendes side.”

Hvorfor blev den nævnte hulhed ikke afdækket under rigsretssagen?

”Dengang burde Folketinget have truffet en beslutning om indvandrer- og flygtningepolitikken, men man vendte ryggen til problemerne. Vi har et demokrati som bygger på en dialog, hvor man forklarer sig og diskuterer. Men i dag minder politik om en fodboldkamp: Er stillingen 1-0 eller 2-0? Og hvilken blok vinder?”

Hvis skyld er det?

”Vi mangler i dag en åben – og offentlig – diskussion med fagfolk, organisationer, partier og almindelige mennesker. Kongresser er nærmest kongresser for klakører. I gamle dage kunne vi sidde i fem dage og diskutere papirerne, som i forvejen havde været gennem en sådan åben – og offentlig – diskussion, mens man fes rundt i kongressalen og prøvede at finde et flertal bag en fælles formulering. Dengang havde man et princippapir og et arbejdspapir. Hvorimod man nu kun har det sidste, og hvor er så de principper, som du skal holde fast i? Det foregår meget ad hoc nu om dage."

"Du kan ikke træffe store, væsentlige - og fremadrettede - beslutninger uden en offentlig dialog om holdninger, retning og substans. Og det mangler vi. Tamil-sagen afslørede dette. I stedet fik vi en rodebunke af alle muligheder følelser om flygtninge- og indvandrere uden nogen diskussion om fremtidsperspektivet.”

Embedsmænd skal kunne sige fra

Hvad gjorde stærkest på indtryk på dig under rigsretssagen?

Ellers har man ikke sikkerhed for noget

 

”Det mest forfærdelige var, at Rigsretten afdækkede, at forholdet mellem Erik Ninn-Hansen og embedsmændene var mildest talt problematisk. Embedsmændene var netop også begyndt at handle ud fra forventninger: Nemlig hvad de troede, at ministeren ville have, at de gjorde. Og så går der helt kuller i den. Der var tilsyneladende ingen af embedsmændene, som turde at gå ind til Erik Ninn-Hansen og sige: Det er dybt ulovligt, hvad du gør! Eller det lød i hvert fald ikke som om, at de havde sagt det særlig klart." 

"Når jeg som amtsborgmester skulle have ansætte folk, spurgte jeg dem altid, hvad de ville gøre, hvis jeg var sur og ville en helt anden vej end dem. Dem som stirrede forvildet på mig, kunne jeg sgu ikke bruge. Ulovligheder skal de sige fra overfor. Ellers har man ikke sikkerhed for noget.”

Har det også været tilfældet i Støjberg-sagen?

”Nu har jeg ikke læst alle papirerne i Instrukskommissionens beretning. Jeg har kun fulgt med i, hvad der er blevet sagt og fortalt i den offentlige debat, så det vil jeg ikke sige noget skråsikkert om. Men det minder i hvert fald om Admiralens vise og embedsmanden, der ikke står til søs. Ser jeg tilbage gennem årene på mange af skandalesagerne, kan jeg konstatere, at mange de involverede embedsmænd i dag sidder i fine stillinger. De er bare flyttet fra den ene til den anden stilling uden af komme i klemme og er blevet chefer for fagområder uden at kende faget." 

"Problemet er selvfølgelig også, at hvis cheferne nakker dem, hvis de bliver sagt imod, og de klarer sig bedst ved at logre med halen, så gør de vel det. Og dem, som ikke vil, må finde sig et andet sted. På den måde bliver embedsmændene automatisk sorteret.”

Stemte du for at dømme eller frifinde Erik Ninn-Hansen?

”Det må jeg ikke oplyse.”

Bør der rejses en rigsretssag mod Inger Støjberg?

”Det føler jeg mig ikke oplyst nok om til at bedømme.”