Annonce

Rød aftale om lovgrundlag for aflivning af mink og tempobonus

Regeringen indgår smal aftale med sine støttepartier om lovliggørelse af aflivningen af 15 - 17 millioner mink og tempobonus til minkavlere
Regeringen har mandag aften sammen med Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet indgået en aftale om midlertidig forbud mod mink samt hjemmel for aflivning og tempobonus til de minkavlere, der afliver deres mink.

Det oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

På grund af COVID-19 smitte på danske minkfarme har sundhedsmyndighederne konkluderet, at fortsat minkavl i Danmark indebærer en betydelig risiko for folkesundheden, herunder for mulighederne for at forebygge COVID-19 med vacciner. På den baggrund besluttede regeringen den 3. novembe, at alle mink på de danske minkfarme skulle aflives af hensyn til den danske folkesundhed. Med aftalen i dag er regeringen og partierne enige om hurtigst muligt at vedtage lovhjemmel til at aflive minkene, og dermed også give grundlag for at udbetale tempobonus til minkbranchen.

Forhandlinger om erstatning fortsætter

Erhvervsminister Simon Kollerup glæder sig over, at der nu er vished om grundlaget for aflivningen af mink:

Forhandlingerne om erstatning fortsætter, og jeg håber, at vi snart kan få en aftale om fuldstændig erstatning til alle minkavlerne

”Det er ikke minkavlernes skyld, at corona smitter i netop deres branche. Det er en ubarmhjertig opgave, de løfter lige nu for folkesundhedens skyld. Derfor er jeg også glad for, at der nu er vished om grundlaget for aflivningen af mink og udbetalingen af tempobonus. Forhandlingerne om erstatning fortsætter, og jeg håber, at vi snart kan få en aftale om fuldstændig erstatning til alle minkavlerne.”

Fødevareminister Mogens Jensen erkender at forløbet har været rodet:

Forløbet har været rodet, det skal jeg være den første til at indrømme

”Jeg er utrolig glad for, at vi med denne aftale forhåbentlig får skabt noget ro omkring den meget store operation med aflivninger, som pågår på landets minkfarme. Forløbet har været rodet, det skal jeg være den første til at indrømme," siger fødevareministeren, der nu ser frem til forhandlingerne om en fuldstændig erstatning til minkavlerne:

"Regeringens udmelding om at aflive alle danske mink har været tung, og vi er meget bevidste om de vidtrækkende konsekvenser, den har for hver enkelt berørte i branchen. Desværre er beslutningen nødvendig, og det er jeg glad for, at aftalepartierne støtter op om. Nu skal vi videre med forhandlingerne om en fuldstændig erstatning til minkavlerne.”

Blåt raseri

I blå blok raser man over delaftalen.

Venstres formand Jacob Ellemann-Jensen skriver således på Twitter og Facebook, at det eneste skind regeringen har travlt med at redde er regeringens eget:

"Det eneste skind, regeringen har travlt med at redde, er dens eget. Vi bør have fokus på erstatningen til de mennesker, der er blevet ramt af regeringens lovbrud. Vi kæmper videre for en fair erstatning til minkavlerne."

placeholder

 

Det er S, De Radikale, SF og Enhedslisten enige om

  • Midlertidigt forbud mod mink i 2021: Det bliver midlertidigt forbudt at holde mink frem til den 31. december 2021. I samme periode er det ikke muligt at transportere levende mink til og fra Danmark.
  • Aflivning af mink: Alle mink i besætninger skal aflives, også dem som ikke i forvejen er omfattet af restriktioner som følge af lov om hold af dyr.
  • Tempobonus: I tillæg til erstatningen for værdien af skindene og driftstabet udbetales en tempobonus på 30 kr. pr. mink til minkavlere, der har aflivet alle mink i besætningen senest den 19. november 2020. Herudover udbetales for minkavlere beliggende i Hjørring, Brønderslev, Frederikshavn, Thisted, Jammerbugt, Vesthimmerland og Læsø kommuner, som har aflivet alle mink i deres besætninger senest den 12. november 2020, en yderligere bonus på 10 kr. pr. mink.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Kan jeg også bare hæve fartgrænserne efter jeg har kørt for stærkt?

Mette Frederiksen er fandme en sørgelig leder!

Jens Peder Nielsen, næ, det kan du ikke, men hvis det nu galdt liv og død og du var på vej til sygehuset med en syg patient, mon så ikke vi andre havde forståelse for det :-) Noget tyder i hvert fald på, at der i befolkningen er en vis forståelse for mink-tiltagene. Den seneste Voxmeter (foretaget i dagene 9. til 15. november, altså under mink-krisen) viser en opbakning til rød blok på 54 pct og kun 44 pct til blå blok.

Liv og død??
Det er jo ikke tilfældet, og Mette Frederiksen forsætter jo med at bryde grundloven!

Er i Socialdemokrater ligeglade med demokrati og lovgivningen?

Covid-19 blandt mink var eksponentiel og næsten 300 minkfarme ud af alle nåede at blive smittet. Minkene måtte væk. Der var ikke tid til at vedtage en lov. Men nu kommer den. Regeringen håndterer pandemien til punkt & prikke

Du skriver den 17 november, at Statsministeren fortsætter
med at bryde grundloven, nu har jeg skrevet til dig flere gange,
hvilken paragraf i grundloven du mener hun bryder, hvis du ikke
kender grundloven, så må du da ikke beskylde nogen anden for
at bryde grundloven, det er da ikke en seriøs tilgang til en debat.
Punkt 1 så har regeringen den 10 november fremsat et lovforslag,
og hvis oppositionen ikke var uansvarlige, som de har været i denne
sag om mink og folkesundheden, så ville dette lovforslag være vedtaget
af folketinget ved en hastelovgivning, inden du ville have skrevet dette
vrøvl som du hat begået i denne tråd.
Hvis du ikke kan redegøre for hvilken paragraf, dit såkaldte grundlovsbrud
omhandler, så skal du se, så har det ikke sin rigtighed det du skriver.