Annonce

Løbet for at dræne sumpen er kørt

Regeringen må have større, grønne ambitioner og få omlagt C02-udledende sumpede lavbundsjorde til fri natur, mener ung socialdemokrat.
“Vi skal dræne sumpen!”

Disse ord prædikede Venstres Inger Støjberg til flere hundrede fremmødte landmænd ved en demonstration før jul. Men paradoksalt nok, så arbejder mange landmænd lige nu for at få lov til at stoppe med at dræne sumpen. Det bør de have hjælp til!

Omgivet af benzin- og dieselbiler oser jeg afsted til familien i Aarhus i en bil, der ikke er gode venner med euro-normerne.

Jeg kan se med det blotte øje, hvor meget bilerne forurener, for en firehjulstrækker indhyller forruden i sort røg. Motorvejen er omgivet af marker på begge sider. Det har den været længe, og det giver også god mening, når to tredjedele af Danmark består af landbrugsareal.

Selvom jeg stirrer intenst på markerne uden for bilens fedtede vindue, så kan jeg ikke se, hvor meget de forurener.

De ser uskyldige ud, men jeg ved, at syv procent af landbrugsarealet forurener lige så meget, som 1,8 millioner af bilerne på motorvejen. Det har jeg læst i Klimarådets analyse om lavbundsjorder.

Grønne NGO’er og landmænd enige

Lavbundsjorder er sumpede områder, som landmændene er nødt til at dræne for vand for at kunne dyrke afgrøder. Den lille procent sumpområder står for over halvdelen af den samlede udledning, der finder sted ved dyrkningen af jord i Danmark.

Stopper vi med at dræne lavbundsjordene, så har vi allerede nået en femtedel af vores målsætning om 70 procents reduktion af CO2 i 2030.

Det virker desværre, som om regeringen fuldstændig har parkeret denne målsætning i finansloven.

Selvom både Danmarks Naturfredningsforening, Greenpeace og selv landmændenes brancheorganisation Landbrug og Fødevarer anbefaler at udtage 100.000 hektar lavbundsjord, så har regeringen kun afsat midler til at udtage 5000 hektar.

Regeringens er gået i stå

Det klinger derfor hult, når regeringen italesætter sin finanslov som grøn. Er regeringens klimaambitioner gået i stå?

Jeg siger ikke, at vi fra i morgen kan vådlægge alle Danmarks lavbundsjorde, men det er for uambitiøst, at regeringen kun vil udtage et areal, der svarer til 0,01 procent af Sjælland, når landmændene, ifølge den administrerende direktør for Landbrug og Fødevarer, Anne Lawaetz Arhnung, holder i kø for at udtage deres lavbundsjord.

Regeringen skal op i fart med at afsætte flere penge til en passende kompensationsordning for landmændene.

I mellemtiden må Inger Støjberg finde sig et andet publikum til sine budskaber om at dræne sumpen, for landmændene både skal og vil stoppe dette arbejde.

Medlem af bestyrelsen i DSU Valby og statskundskabsstuderende på Københavns Universitet


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Helt enig med den unge socialdemokrat om utilstedelig lavt tempo i udtagning af lavbundede landbrugsjorde. Håber regeringen i 2021 skruer ambitionerne op både af hensyn til at nå klimamålene og af hensyn til at fremme større biodiversitet i det hele taget

Optur over de friske unge socialdemokrater. Lad os håbe de får råbt S op - et kommunalvalg er på vej, hvor den vindende dagsorden meget vel kan være grøn - og de vindende politikere er under alle omstændigheder grønne.