Skuffelsen var mærkbar blandt “de anstændige borgerlige”. Erhvervskvinden og formanden for Europabevægelsen Stine Bosse undrede sig højlydt på Twitter: 

Nu havde Lars Løkke Rasmussen lige lovet at sætte højrefløjen stolen fra døren, og så bliver hans første handling som løsgænger at stemme sammen med Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti MOD Inger Støjbergs rigsretssag.

Kunne ikke være anderledes

Det virker da også underligt, men logisk set kunne Løkkes beslutning ikke være anderledes.

Havde han stemt for en rigsret mod sin forhenværende integrationsminister, så ville det oplagte spørgsmål følge: Hvorfor ignorerede den jura-uddannede Lars Løkke som regeringschef Inger Støjbergs ulovligheder, mens de stod på? 

Hvorfor ignorerede den jura-uddannede Lars Løkke som regeringschef Inger Støjbergs ulovligheder, mens de stod på? 

Løkkes dilemma udstiller selvmodsigelsen i hans appel til teknokratisk midterpolitik, befriet for symboler og ideologi. For når en enmandsgruppe i Folketinget på den måde er tvunget til at afveje taktiske og strategiske hensyn, så virker det håbløst at forvente, at de store partier skulle undlade at gøre det samme.

Gennemhuller Ellemanns argumentation

Til gengæld er det interessant at bide mærke i Løkkes argumenter imod en rigsret. Her gennemhuller Løkke nemlig Jakob Ellemann-Jensens argumentation for at stemme for en rigsret.

Her er der tale om en taktisk position, betinget af Venstres splittelse og Ellemanns manglende styrke til at gå op imod Inger Støjbergs magtfulde jyske bagland.

Ellemann bedyrer nemlig, at han fortsat har tillid til Inger Støjberg, og at han udelukkende støtter rigsretten, så hun kan få lejlighed til at rense sit navn. Her er der tale om en taktisk position, betinget af Venstres splittelse og Ellemanns manglende styrke til at gå op imod Inger Støjbergs magtfulde jyske bagland.

Alt dette giver Løkke ikke noget for. I samklang med stort set alle andre iagttagere påpeger han, at man ikke som folketingsmedlem kan stemme for en rigsret uden samtidig at mene, at Inger Støjberg er det, man i lægmandstermer vil opfatte som skyldig.

Herre i eget hus, men grunden skal frasælges

Det er værd at bemærke, at trods hentydninger i modsat retning endte Løkke med at vælge det modsatte standpunkt af Ellemanns lige præcis der, hvor venstreformanden valgte sin endelige position. Havde den snu Løkke mon valgt anderledes, hvis Ellemann var gået imod rigsretten?  

Det har ellers været en udbredt analyse, at Ellemann ville stå stærkere uden Løkke som den evige bagsædepassager. Herre i eget hus. Et, som af gruppeformand Karsten Lauritzen betegnes som noget af et håndværkertilbud.

Det har ellers været en udbredt analyse, at Ellemann ville stå stærkere uden Løkke som den evige bagsædepassager.

Problemet er bare, at Løkke har slået telt op lige uden for indkørslen, og at han kigger sultent på de markante dele af V-matriklen, som ifølge meningsmålingerne står til at skulle frasælges.

Løkke bruger sin stemme, hvor det gør mest ondt på V

Ved at lægge sig på det modsatte synspunkt af Ellemanns har Løkke mulighed for at påminde de adskillige medlemmer af Venstres husholdning, der sidder i Folketinget takket være Løkkes valgfremgang om, at græsset kan være grønnere på den anden græsplæne.

Der er nemlig ingen, der med større troværdighed og pondus kan modsige Ellemann end Løkke. Ingen kender både Venstres og Ellemanns svagheder bedre end Løkke selv.

Det var slemt nok for venstreformanden, da Løkke var klummeskribent og udfordrede partilinjen. Nu er han en fri stemme, og den vælger Løkke at bruge til at modsige sin gamle partifælle, hvor det gør mest ondt.