Når man kender den moralske habitus, de store medicinalgiganter normalt opererer med. kan man jo godt fundere over, hvad den reelle begrundelse er for leverancesvigtet.
Man kan jo både øge kapaciteten på et produktionsapparat ved at ændre det man har, eller installere noget nyt. Det sidste alternativ ændrer nemlig i modsætning til det første ikke produktionskapaciteten, hvilket gør den anvendte undskyldning meget utroværdigt.
For mig at se er der en meget mere nærliggende forklaring.
Det er jo klassisk økonomisk lærdom, at et selskab med monopolstatus kan øge prisen gennem mængdebegrænsning og dermed score en profit, der normalt sidestilles med tyveri. Selskabets økonomiske interesse står hermed i lodret modsætning til en hurtig global vaccinering.
Selv om der skulle foreligge en købsaftale til en fast pris, betyder det jo, at andre kunder, der er villige til betale mere, risikerer at blive skubbet foran i køen, f.eks. ved at leverancen til EU og andre kunder begrænses, hvorved man tjener rigtigt mange ekstra penge på de 10% af den bestående kapacitet + hele den kapacitetsforøgelse der selvfølgelig løbende opbygges, men ikke lige oplyses til offentligheden.
Køberne er indlysende lande uden for den fælles EU aftale, lande indenfor aftalen, den maser sig foran i køen og de sædvanlige lande, der ser det som et strategisk kup at svække vores økonomi.
Og Pfizer tjener hellere end gerne ekstra milliarder på det hele, helt løsrevet fra eventuelle moralske hensyn.
Måske er der brug for, at man tager offentlig produktion af lægemidler op til overvejelse f.eks. ved at modifcere patentreglerne med tvangslicens under særlige omstændigheder.
Jeg vil gerne betone, at jeg ser et moralsk problem i, at de rige lande generelt sikrer sig først. Men en offentlig produktion ville jo netop sikre stærkt øgede forsyninger også til andre lande, til en rimelig pris, og til fordel for os selv, fordi vi så hurtigere kan bekæmpe pandemiens smittelommer og risikoen for nye mutationer med resistens overfor gældende vacciner.