Joe Biden indsat som præsident

Demokratiet er skrøbeligt, siger den nyvalgte præsident, der lover at samle et splttet land.
78-årige Joseph Robinette Biden, Jr. fra Wilmington i Delaware blev onsdag klokken 17.49 taget i ed som USA's 46. præsident.

Det var højesteretspræsident John Roberts, der forstod edsaflæggelsen foran det lille publikum, der var samlet foran den amerikanske kongresbygning, der blev stormet for tre uger siden.

Indsættelsen kommer efter næsten tre måneders uset politisk uro i landet, hvor den afgående præsident Trump nægtede at anerkende folkets dom.

"I dag fejrer vi ikke triumfen for en kandidat, men for en sag, demokratiets sag. Folkets vilje er blevet hørt, og folkets vilje er blevet fulgt."

"Vi har igen lært, at demokratiet er dyrebart. Demokratiet er skrøbeligt. Og på dette tidspunkt, mine venner, har demokratiet sejret," sagde Biden i sin indsættelsestale.

Et splittet land i krise

Joe Biden overtager ledelsen af et Amerika, der udover en demokratisk krise, befinder sig midt i en sundhedskrise og en deraf afledt økonomisk krise.

"Få mennesker i vores nations historie har været mere udfordrede eller fundet tiden mere udfordrende eller vanskelig end den tid, vi er i nu," sagde Biden og mindede om, at coronavirus har kostet flere amerikanske menneskeliv end folk der døde under 2. verdenskrig.

Biden kom i sin tale også ind på udfordringen med miljøet og racespørgsmål. Og ifølge Biden, så er svaret på de udfordringer sammenhold.

"For at overvinde disse udfordringer, for at genoprette sjælen og sikre Amerikas fremtid, kræver så meget mere end ord. Det kræver den mest flygtige af alle ting i et demokrati: Sammenhold."

Joe Biden nævnte ikke Trump med ord, men sagde følgende:

"Politik behøver ikke at være en ildebrand, der ødelægger alt, hvad der er på dens vej. Enhver uenighed behøver ikke at føre til total krig. Og vi må afvise en kultur, hvor selv fakta manipuleres og fremstilles."

Donald Trump havde valgt ikke at deltage i ceremonien. Det havde tilgengæld vicepræsident Mike Pence og alle de republikanske ledere i kongressen.

Joe Biden er den ældste præsident i USA's historie og den første fra Delaware. Han er den kun anden katolik siden Kennedy og så er han den 45. mand i rækken.

Klar til at tjene

Også vicepræsident Kamala Harris blev taget i ed. Den 56-årige Harris blev dermed den første kvinde, den første sorte, den første med indiske rødder, nogensinde på posten.

"Klar til at tjene," tweetede den nyvalgte vicepræsident kort efter tiltrædelsen.

placeholder

 

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

En ny begyndelse, efter fire mærkelige år, ser frem til at USA igen kan lede, men ikke glemme de mange der stemte på Trump. En stor opgave for de to nye Viden og Harris. Men jeg tror på dem.

I disse dage er det store spørgsmål, at amerikanerne kan formås til igen at tale sammen.
Graden af konsensus i et samfund er en nøglefaktor for, hvor civiliseret den demokratiske samtale kan afvikles.
Det er ikke det samme, som at der er enighed om alt, men det handler om at der er en solid fællesmængde af facts, kultur og sandheder, man er enige om at respektere og bygge sine argumenter på. Demokrati er samtale, og den samtale kræver en civiliseret samtalekultur og lødige og ærlige repræsentanter for de forskellige interesser.
Det er alle de elementer den er helt gal med.
Trumps fremfærd har i den grad undermineret denne fællesmængde af saglige facts; han har, som de værste populister undermineret tilliden til videnscentrenes udsagn. til efterretningsvæsenet, eksperter om f.eks. corona og miljøproblemet, egne ministre, pressen, kongressen og andre politikere. Det er så slemt, at den demokratiske samtale er ophørt, og nærmest kun borgerkrig er tilbage.
Dette er gjort med en stadig destruktiv retorik om fake news, samarbejde med konspirationsteoretikere, og senest har han forsøgt at mistænkeliggøre valgresultatet, trods 4o tabte søgsmål, et afvist søgsmål i højesteret, ved at forsøge at true en valgansvarlig til stemmefusk, forsøgt at få vicepræsidenten, helt uden for sin kompetence, til at blokere for offentliggørelsen og godkendelsen af valgresultatet, for endeligt på det skammeligste at afslutte sit attentat på valget ved at initiere, at en hoben voldspersoner forsøgte at invadere kongressen.
Men ved siden af dette er Trumpismen fra 2016 et resultat af, at det politiske system ikke reelt har tilbudt underklassen en repræsentation for deres centrale interesser. I storkapitalens skrigekor, hvor al statslig aktivitet er udråbt til at være kommunisme, findes der kun få kandidater, der kan tilbyde en naturlig statslig betjening af borgerne med sociale- ,uddannelsesmæssige- og sundhedsmæssige tryghed, så derfor var der kun det etablerede dollarkrati og Trumps endnu mere outrerede dollarkrati at vælge imellem.
Tillige er det politiske system opbygget, så de nærmest står på egne tæer uden evne til at beslutte noget, dels fordi de to kendte partier slet ikke evner at samarbejde, dels er det syge lobbysystem korrumperende og undergraver politikernes integritet og varetagelse af normale borgeres interesser.
Den tilstand er hvad storkapitalen ønsker sig, for er regeringen og demokratiet handlingslammet, er det sat ud af spillet og så er det kun dem der bestemmer udviklingen.
Det er i al beskedenhed denne redelighed, Biden står overfor at bløde op, inden dinosaur politikken og den ordentlige demokratiske samtale igen kan udfolde sig på et kultiveret grundlag.
Lykke til

U.S.A er ustabile og ikke længere en pålidelige partner når vi skal forsvares. Vi må styrke vores forhold til EU specielt Frankrige.

Mediebilledet i Danmark er helt skævet og overdriver voldsomt U.S.A. betydning og glemmer helt vores egen union.

Annonce