Annonce

Rasmus Prehn dropper klimaudspil for landbruget

"Jeg er målløs," lyder det fra SF's klimaordfører, efter at fødevareministeren skrinlægger plan for at nedbringe landbrugets udslip af CO2. Rasmus Prehn vil nu bruge mere tid på at lytte end på tale
Planen lå i skuffen på ministerkontoret, da Rasmus Prehn (S) indtog det som ny fødevareminister i november. Nemlig planen for at nedbringe landbrugets udslip af drivhusgasser eller CO2. Men dér bliver den foreløbig liggende.

Ifølge fødevareministeren skyldes skrinlæggelsen af planen frygten for reaktionerne – og ikke mindst landbrugets. I stedet vil Rasmus Prehn nu bruge mere tid på at lytte end på at tale. Lyder det.

”Vi skal have en grøn omstilling af landbruget, og det bliver vanskeligt,” siger fødevareministeren.

Jeg er pragmatisk anlagt

”For vi skal favne både landmanden, slagterimedarbejderen og den unge klimabevidste. Men jeg er pragmatisk anlagt. Og som ny minister – og efter sagen om mink – er det tydeligt, at vi er nødt til at have alle med på råd. Det bliver svært, men jeg tror på, at vi kan lave en bred aftale, og at denne indledende konference kan give en fælles forståelsesramme.”

I stedet havde Rasmus Prehn mandag indkaldt til interesseorganisationer, eksperter, ordførere og medier til en virtuel konference om fremtidens landbrug, der – med hans ord - skal danne grundlaget for de næste ugers forhandlinger på landbrugsområdet, så de foregår på et ”oplyst grundlag.”

Står for en tredjedel

Mere end en tredjedel af Danmarks samlede udledninger af CO2 forventes at komme fra landbruget i 2030. Og derfor har det længe stået klart, at det er nødvendigt at omstille og gøre erhvervet mere grønt, hvis målet om at reducere CO2-udledningen med 70 procent i 2030 skal blive en realitet.

Rasmus Prehn understreger dog, at det er en svær balancegang at nå målet om de 70 procent, fordi det risikerer at medføre, at danske arbejdspladser flytter ud af landet, og at udledningerne enten flytter med eller forværres. Og det gavner hverken Danmark eller klimaet.

”Landbruget er vigtigt,” siger fødevareministeren.

Spænde ben for landbruget

”Sådan har det været historisk, og sådan skal det være fremadrettet. Det er derfor regeringens mål at udvikle og ikke afvikle dansk landbrug. Men vi skal være forsigtige, for der skal tages højde for både ambitiøse klimamålsætninger og en sårbar økonomi hos landmændene. Ellers risikerer vi at spænde ben for landbruget i kampen for at gøre det grønnere."

SF er er ”målløs”

Skrinlæggelsen kritiseres af såvel regeringens støttepartier som Danmarks Naturfredningsforening.

”Vi har brug for mod, ambition og lederskab og en regering, der tør at ranke ryggen og stå på mål for, at landbruget også skal levere,” skriver foreningens præsident, Maria Gjerding, på Twitter.

”Som minimum må de sætte et mål for, hvor vi skal hen med landbruget.”

placeholder

SF’s klimaordfører, Signe Munk, er ”målløs”

Da præsentationen af klimaudspillet tilbage i november blev udskudt, lød den officielle forklaring, at det var, fordi både Fødevareministeriet og Finansministeriet var lagt ned af minksagen. De havde simpelthen ikke ressourcer til også at skulle håndtere et krævende forhandlingsforløb.

”Det er komplet mangel på klimalederskab at indkalde til dialogkaffe i stedet for komme med et klimaudspil for landbruget,” skriver Signe Munk i dag på Twitter.

 ”Landbruget er inddraget og har afleveret 120 siders klimaforslag. Det her er bare at trække tiden!”

placeholder

Enhedslistens klimaordfører, Mai Villadsen, opfordrer regeringen til at ”vise grønt lederskab og understrege opgavens alvor.”

”Det gør man ikke ved at putte udspil tilbage i skuffen,” skriver Mai Villadsen på Twitter.

”Det haster! Der er behov for, I fremlægger jeres klimaplan for landbruget nu, så vi kan få en åben debat og komme i gang! Vis nu noget grønt mod.”

placeholder

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Nu består Enhedslistens og SF´s folketingsmedlemmers kendskab til landbrug vel mest af dyrkning af krydreurter i altankasser. Jeg tvivler på at Pernille Skipper og Pia Olsen Dyhr er klar til at iføre sig gummistøvler og hakkejern for at hjælpe økolandmænd med at luge ukrudt så de kan dyrke grønsager og frugter når alle landmænd har omlagt deres landbrug til økologi. Kendetegnet for mange økologiske landbrug i dag, er at deres marker er fyldt med ukrudt, så de trænger virkelig til at få hjælp fra de økologiske "frontløbere" til at fjerne og luge ukrudt med hakkejern. God arbejdslyst.

Mit lange liv har givet mig den erfaring at vejen til en løsning er dialog, samtalen, ikke altid muligt, men det skal forsøges, og alt er ikke enten eller, men kan være et både og. De unge kvinder som tegner de venstreorienterede partier mest i Ø og SF og i R. er meget enten eller prægede, når det gælder deres mærkesager, fint nok dejligt at se dem vokse og være stærke, men at lytte og samtale er også en brygbar vej, som man lærer med alderen.