Løkke et skridt nærmere “Fornuftens Parti”: Danner forening med bestyrelse

Lars Løkke Rasmussens politiske netværk har rundet 13.000 medlemmer og er nu omdannet til en forening med bestyrelse
Løsgængeren, tidligere statsminister og formand for Venstre, Lars Løkke Rasmussen, tager nu endnu et skridt hen mod dannelsen af et egentligt nyt parti.

Hans politiske netværk med nu godt 13.400 medlemmer er således omdannet til en professionel forening, foreløbig under navnet “Foreningen af 8. januar 2021”. Og foreningen har fået sin første bestyrelse.

Løkke hævder fortsat, at han ikke er på vej til at danne et egentligt parti. På den anden side lægger han ikke skjul på at mange af de godt 13.000, der nu er medlemmer af foreningen, ønsker at netværket skal ende op i dannelsen af et nyt parti.

Faktisk har Lars Løkke allerede givet foreningen og ikke-partiet et partinavn, nemlig “Fornuftens Parti”: 

Mange med en eksplicit ambition om at bidrage til, at der stiftes et fornuftens parti

“Mange med en eksplicit ambition om at bidrage til, at der stiftes et fornuftens parti, der uden grøftegravning forbinder idealisme og pragmatisme, så den danske drøm ikke fortsat er en omskiftelig dagdrøm; men så vi med rettidig omhu får truffet de beslutninger, der kan veksles til et rigt, trygt, konkurrencedygtigt og grønt Danmark – også – til de næste generationer," skriver Lars Løkke i sit seneste nyhedsbrev.

Direktøren i Team Rynkeby Fonden formand

Foreningens bestyrelse består af bestyrelsesformand Carl Erik Dalbøge, direktør i Team Rynkeby Fonden, næstformand Birgitte Riise Bjærge, erhvervsdirektør i Erhvervsakademi Dania, kasserer Brian Nielsen, festivalchef på Tinder Box og NorthSide, samt iværksætter Julie Glarvig og dr.med. Ulf Helgstand.

I nyhedsbrevet anfører Lars Løkke, at foreningen er stiftet “for at rejse de ressourcer der er nødvendige for at skabe et lille sekretariat bag netværket.” 

“Der er simpelthen brug for at få skabt professionelle rammer omkring projektet,” anfører Lars Løkke og oplyser, at organisationen jagter lokaler og skal have ansat personale.

at få skabt nogle solide rammer omkring det hele, så de høje forventninger ikke skuffes

Lars Løkke er optaget af ikke at skuffe de godt 13.000, der har tilsluttet sig "Foreningen af 8. januar 2021":

“Jeg er helt ærligt overvældet over den store interesse, så jeg har sammen med gode kræfter brugt tid på at få skabt nogle solide rammer omkring det hele, så de høje forventninger ikke skuffes – og så vi får sat gang i aktiviteterne,” skriver Lars Løkke.

Stor erfaring i at finde sponsorer

Med valget af formanden for Team Rynkeby Fonden, Carl Erik Dalbøge, som formand for "Foreningen af 8. januar 2021", har Lars Løkke fået en mand ind i forreste geled, der har stor viden om, hvordan man kradser penge ind til et godt formål.

En viden og erfaring, der kan vise sig at være altafgørende for Løkkes måske kommende “Fornuftens Parti”.

Sidste år havde Team Rynkeby over 6.000 sponsorer, og donerede 65,5 millioner kroner til børn med kritiske sygdomme.

Lars Løkke har selv cyklet distancen København-Paris en del gange efterhånden i regi Team Rynkeby.

Team Rynkeby

Team Rynkeby er et europæisk velgørenhedscykelhold, som hvert år cykler til Paris for at samle penge ind til børn med kritiske sygdomme og deres familier.

  • Team Rynkeby blev stiftet i 2002, da 11 motionscykelryttere med tilknytning til den danske juiceproducent Rynkeby Foods A/S besluttede sig for at cykle til Paris for at se afslutningen på Tour de France.
  • Rynkeby Foods var hovedsponsor for turen, men andre virksomheder bakkede også op. Faktisk var deltagerne på historiens allerførste Team Rynkeby-hold så gode til at skaffe sponsorater, at der var 38.000 DKK i overskud, da holdet returnerede til Danmark en god uge senere.
  • Et vigtigt element i Team Rynkebys arbejde er at rejse penge til organisationer, der støtter børn med kritiske sygdomme. Pengene indsamles blandt andet via sponsorater fra velvillige virksomheder.
  • I 2020 havde Team Rynkeby mere end 6.000 sponsorer, som bidrog med enten penge eller naturalier til projektet. Det betød, at Team Rynkeby kunne donere hele 65,5 mio. DKK til organisationer, som støtter børn med kritiske sygdomme i Danmark, Sverige, Norge, Finland, Færøerne, Island og Tyskland.
  • Team Rynkeby er drevet af frivillighed, hvilket betyder, at vi får sponsoreret en stor del af de fornødenheder, som vi har brug for på turen. Blandt andet biler, brændstof, mad og drikkevarer. Desuden dækker deltagerne selv deres egne udgifter.
  • Gennem sine tre brands, Rynkeby, God Morgon og hohes C, dækker den tyske juicekoncern Eckes-Granini projektets centrale omkostninger i samarbejde med de organisationer, der samles penge ind til. Det betyder, at alle indsamlede midler går til organisationer, der hjælper børn med kritisk sygdom.
  • I Danmark støtter Team Rynkeby to organisationer; Børnecancerfonden og Børnelungefonden.

Kilde: Team Rynkeby

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Fornuftens Parti
Kært barn har mange navne! Alligevel nøjes Lars Løkke med et dobbeltnavn til sin nye forening “Fornuftens Parti”. Det skal ikke forstås som et egentlig parti, så hvis blot man tager parti for fornuften, kan man tilsyneladende være med på holdet. Fornuft udlægges som rigdom, tryghed, alt det der er konkurrencedygtigt og grønt. Ordene dækker så bredt at vælgere fra Venstre, konservative, Socialdemokratiet og SF kan se fornuften.
Men ellers er ordet fornuft af tysk afstamning. Vornuft og firnumft, hvoraf den sidste betyder at tage mod lærdom, at indse. Og Lars Løkke har om nogen taget imod lærdom i sin tid i Venstre, i sin tid som minister og i sin tid som statsminister.
Som ældre lader man oftere fornuften råde, især fordi mange med alderen tror mere og mere på sig selv og sin sunde fornuft. At lade fornuften råde kræver stor erfaring og besindighed. Lars Løkke har haft svær ved at tale Venstre til fornuft på trods af al sund fornuft. Men med tiden kommer alle til fornuft, måske ikke snusfornuft som Lars Løkke har beskrevet i en hel bog, måske ikke fornuftsmæssig udgivet lige op til et folketingsvalg, men dog indholdsmæssigt fornuftsbetinget, og ingen ved sin fornufts fulde brug vil benægte, at Lars Løkke har modet til at udfordre rettidig omhu og fornuft.
I coronaens første måneder støttede Lars Løkke svenske Tegnells fornuft for manglende nedlukning af det svenske samfund. Senere kom Lars Løkke til fornuft blot ved at se på tallene. Løkkes fornuftscirkus er således gyngerne og karussellen og Løkke signalerer klar politisk midterstrategi. Blot Mette Frederiksen husker at venskab er kærlighed med fornuft.
Hjertet har sine grunde som fornuften ikke kender. Men på en mediterende tur over Atlanten kan fornuften åbenbart overtales af hjertet. Så hvad hjertet er fuld af, løber munden over med: Sund fornuft! Tillykke til Løkke!

Hvis vælgerne er fornuftige undlader de at stemme på Lars Løkke Rasmussens overflødige parti. Hans drøm om samarbejde politisk over midten med ham selv som statsminister er dømt til at lide skibbrud. Hans kendskab til samarbejde med andre partier over midten har aldrig været hans spidskompetence, tværtimod har han ført blokpolitik i alle de år han har været statsminister, men hvad gør man ikke for at bevare sit gode velbetalte job når der ikke er nogen fra det private erhvervsliv som tilbyder ham et job på "1. klasse".

Tiden skal gå med noget, og når man har folk som Lars Seier C( LA mentoren og finansstøtte) som ven og bidrager, så der kan da godt gå megen tid med snak, det er Løkke jo mester i. han er også god til at få ideer, men de flyver bare lidt vel hastigt og er ikke altid underbyggede, hvem i alverden vil han arbejde hen over midten med? Mette F gør det fint med både røde og blå partier, helt ud til N.B på enkelte områder, og hendes egne støttepartier funger jo fint sammen med hende. Det er jo spild af tid.

Der er virkelig ikke brug for flere partier i lille DK, og slet ikke et dødssejler parti som det, der er på vej her fra Lars Løkkes hånd - jeg synes bare at LL skal gå på pension, og tage til Færøerne og nyde sin pension...

Annonce