Claus Hjort med nyt angreb på Jensen: ”Det delte formandskabs tid er forbi”

Venstre-veteranen optrapper søndag angrebet på partiets næstformand.
Under Venstres sommergruppemøde i sidste uge kunne flere medier berette om, at Venstres Claus Hjort Frederiksen på mødet direkte havde opfordret partiets næstformand og gruppeformand, Kristian Jensen, til at trække sig fra sine poster som næstformand og gruppeformand.

Søndag gik Løkkes nære allierede, partiveteranen Claus Hjort Frederiksen (V), til tasterne og fortsatte angrebet på Kristian Jensen.

I et Facebook-opslag erklærer han det delte Venstre-formandskab mellem formand Lars Løkke Rasmussen og næstformand Kristian Jensen for fortid.

Fra nu af sætter Lars Løkke Rasmussen Venstres politiske kurs, lyder det fra partiets nestor:

”På Venstres sommergruppemøde, som tegner Venstres politiske kurs, blev det slået klart fast, at det er partiets formand og statsministerkandidat, som tegner Venstres politiske kurs. Det delte formandskabs tid er forbi,” skriver Claus Hjort – stik imod det budskab som Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen ellers forsøgte at aflevere på et pressemøde fredag.

Venstre er godt tjent med ham som formand for partiet

Claus Hjort Frederiksen giver i sin opdatering på Facebook fuld opbakning til partiformand Løkke:

”Lars (Løkke Rasmussen, red.) er efter min mening den mest erfarne politiker med baggrund i både kommunalpolitik, amtsrådspolitik og ministererfaring som sundheds-, finans- og statsminister. Han er resultatorienteret og kan opvise mange banebrydende resultater i sin karriere. Valgkampen viste også en eminent forståelse for de bekymringer, som mennesker er optaget af og bekymrede over. Venstre er godt tjent med ham som formand for partiet,” skriver han.

Hvem Claus Hjort Frederiksen ønsker som næstformand og/eller gruppeformand i stedet for Kristian Jensen melder han ikke noget om.

placeholder

Angriber Hjort for at være illoyal

Det er dog langt fra alle i Venstres folketingsgruppe, der er enige med Claus Hjort Frederiksens i hans offentlige angreb på partiets næstformand.

Det hjælper ikke vores parti at stå og råbe i medierne

Partiets skatteordfører, Louise Schack Elholm, kaldte fredag Hjort Frederiksens optræden for illoyal og mandag siger hun, at han ikke tegner partiet:

”Det hjælper ikke vores parti at stå og råbe i medierne, så jeg har ikke mere at sige,” siger hun til Berlingske, men føjer dog til, at Hjort ikke tegner partiet:

”Han er hverken formand, næstformand eller politisk ordfører, så han tegner ikke partiet.”

Folketingsmedlem og formand for Retsudvalget, Preben Bang Henriksen, mener, at diskussionen om næstformandsposten skal henlægges til Venstres landsmøde senere på året:

”Jeg tror, at vælgerne efterhånden er dødtrætte af dagligt at høre om internt fnidder i Venstre. Vi holder landsmøde den 17. november, hvor næstformanden vælges,” skriver han i en kommentar til Politiken.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Ved Venstre selv hvad de vil.??? Jeg holder altid mine aftaler, det har jeg altid gjort og det bliver jeg ved med....sagde Løkke???? Delt formandsskab altså, næ nej, siger en anden V politiker, der er ikke delt formandskab i V, det har der aldrig været.... NÅ! Det må ophøre nu,.. Kr. Jensen skal gå af. Lyder det fra Hjort. Hvis V tror vælgerne ikke straffer det her, så tager de læsterligt fejl.

Hvis der virkelig havde været tale om delt formandsskab, ville KJ ikke være blevet tæsket fordi han siger sin mening offentligt- selv om den afviger fra LL's, og han ville være blevet orienteret i tide om Løkkes skift fra blå blok til ideen om VS regering ( som de stadig ikke har spurgt S om?) Alt i alt har det været LLR's spil for galleriet.

Annonce