Annonce

Tidligere topembedsmand på foredragsturné med coronaskeptiker

To af landets fremmeste kritikere af regeringens corona-strategi slår sig sammen som foredragsholdere.
"Hvad stod der bøjet i neon fra start og hvad burde man have gjort for at holde smitten i ave og landet åben?" 

Sådan lyder teaseren til et foredrag med to læger, der efter eget udsagn har været "frontløberne i den kritiske tilgang til regeringens coronarestriktioner", Vibeke Manniche og Else Smith, der er tidligere direktør i Sundhedsstyrelsen.

"Foredraget omhandler også forslag til, hvordan vi fremover skal sikre os, at landet ikke bringes i samme ringe forfatning på så tyndt et grundlag."

"Foredraget er spækket med eksempler fra coronakrisen, når det gælder smittetal, mink, mutationer, vaccinationer, flokimmunitet og censur. De to læger supplerer hinanden og der bliver rig lejlighed til debat undervejs. Foredraget tilpasses målgruppen;" står der i opslaget.

manniche_smith_coronaforedrag.jpg

Vibeke Manniche og Else Smith: Coronaforedrag

Smykkesælger og corona-rebel

Vibeke Manniche er måske mest kendt for at drive en smykkebutik sammen med datteren, smykkedesigneren Mai Manniche, der hedder JEWELSCPH. En butik, som trods restriktioner, har holdt åbent, selvom alle andre butikker skulle lukkes ned.

De to har også sammen udgivet samtalebogen "CoROpå" på eget forlag. Tidligere har Vibeke Manniche været lægekonsulent i flere kommuner, hvor hun blev fyret efter at hun havde fået kritik fra borgere og eksperter for at underkende lægers vurderinger i sager om tildeling af førtidspension.

Vibeke Manniche kaldte allerede tilbage i marts regeringen corona-tiltag for hysteri. Hun mente blandt andet, at det ikke var nødvendigt at lukke store dele af samfundet ned, fordi smittekæden kunne brydes ved ekstra god håndhygiejne og forsigtighed blandt eksempelvis pleje- og sundhedspersonale.

Vaccinepas er nazisme

Allerede den 19. marts, få dage efter corona-nedlukningen, konkluderede hun i et blogindlæg, at smittetallene viste, at der ikke var tale om en epidemi.

På det seneste har hun blandt andet givet udtryk for, at ideen om et vaccinepas "leder tankerne tilbage til nazismen", og at tre millioner danskere har udviklet immunitet mod corona.

“Den skøre idé om vaccinepas er et produkt af frygt-fortællingen i pressen og hos regeringen (og Dansk Erhverv). Ganske enkelt gak og bærer præg af, at de ikke har fået korrekt faglig rådgivning. Eller nogen om muligt. Det er jo diskrimination i helt ekstrem grad,” skriver hun på sin blog.

Blev helten under fugleinfluenza

Else Smith er tidligere direktør for Sundhedsstyrelsen og har i forbindelse med corona-epidemien været brugt som ekspert på området, ikke mindst af Berlingske, men også af f.eks. Politiken, DR og TV2/News.

Tilbage i marts beklagede hun sig over tempoet i regeringens genåbning.

"Man kan diskutere tempoet på regeringens plan. Jeg ved ikke, om det er for forsigtigt. Vi skal lidt derudad. Hvis vi anerkender, at virussen er kommet for at blive, er vi nødt til at få gang i smittespredningen," lød det dengang.

Else Smith fik stor ros i 2009 for hendes afventende rolle i håndteringen af svineinfluenza, og året efter blev hun forfremmet til direktør for Sundhedsstyrelsen.

Hun blev dog i 2015 fyret af daværende sundhedsminister Nick Hækkerup (S) efter en længere række af dårlige sager. Kort efter blev hun ansat på Hvidovre Hospital. Her blev hun fyret i 2019.

Opdateret klokken 16:30: Tilbuddet om foredraget er fjernet fra Vibeke Manniches hjemmeside, men kan stadig ses her.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

2 mere eller mindre skøre kvinder, der har fundet en lille bibeskæftigelse, ved at misbruge deres titler.
Den ene er mere hævngerrig og bitter på samfundet end den anden.
Lad dem tale for deres hjernedøde kult-medlemmer, og ellers giv dem så lidt reklame som muligt.