Annonce

Forsvarets udlicitering tager et prishop

Forsvarsministeren må opjustere prisen for Forsvarets udlicitering af serviceopgaver til ISS
Regningen for Forsvarets udlicitering af serviceopgaver til rengøringsselskabet ISS viser sig nu at være større end hidtil antaget.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) oplyser således, at udgiften i 2020 bliver på 500 millioner kroner, hvilket er 30 millioner kroner mere end, Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse tidligere har skønnet.

Regningen for den såkaldte Facility Management-kontrakt udgjorde i 2018 og 19 i alt 853,2 millioner kroner.

Merudgifter til karantænefaciliteter og øget aktivitet

”Forøgelsen skyldes merudgifter til karantænefaciliteter og øget aktivitet i forhold til vedligeholdelse af bygninger og tekniske installationer,” skriver Trine Bramsen til Folketingets forsvarsudvalg.

Samlet set beløber Ejendomsstyrelsens udgifter til Facility Management-kontrakten sig derfor til 1.353,2 millioner kroner i perioden fra 2018 og til 2020 (med forbehold for at prognosen for 2020 fortsat kan ændre sig). Hvortil skal lægges, at de enkelte styrelser i samme periode også har rekvireret ydelser (primært forplejning) direkte fra ISS.

Danmarkshistoriens største kontrakt

ISS indgik i august 2018 Danmarkshistoriens største Facility Management-aftale med Forsvaret.

Aftalen betød, at ISS indtog kaserner og garnisoner og blev ansvarlig for alt fra arealpleje over rengøring og vedligehold til kantinedrift. Den løber over en periode på seks år og kan forlænges med yderligere tre.

To og et halvt år senere står det imidlertid klart, at rengøringskoncernen har mere end svært ved at leve op til brugernes forventninger.

I efteråret kom det frem, at der er problemer med ISS’s rengøring, forplejning og bygningsservice.

ISS-ansatte har kritiseret både mad, rengøring og arbejdsforhold under forsvarets udlicitering af service og drift til rengøringskoncernen, og forsvarsmediet Olfi har beskrevet daggamle og smagsløse sandwiches i kantinerne, urimeligt lange ventetider på simple serviceopgaver og museefterladenskaber i køkkenskabene.

Manglende oversigt

Senest kom det i sidste måned frem, at Forsvaret ikke længere ved, om udliciteringen sparer de penge, der lå til grund for hele aftalen.

Særdeles vanskeligt

I en mail til Fagbladet 3F oplyste Ejendomsstyrelsen, at det er “særdeles vanskeligt” at vurdere, dels på grund af det seneste forsvarsforlig fra 2018, der øgede aktiviteten i forsvaret, dels ønsket om “justering af kvaliteten af serviceydelser” – altså et ønske om bedre service fra forsvarets ansatte.

Selvom de oprindelige priser i kontrakten stadig står ved magt, så gør de to faktorer “det på den anden side meget vanskeligt at vurdere, om udgifterne til facility management-ydelser matcher det besparelsespotentiale, der kunne beregnes ud fra de forudsætninger, der var på tidspunktet for indgåelse af kontrakten”.

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det her beskrevne er i en nøddeskal billedet på, hvad de helt forfejlede forudsætninger bag ideen om det tvangsudliciterede Utopia, som en anden tryllemedicin, skulle føre til monsterbesparelser gennem konkurrence.
Følgende problemstillinger i forløbet fra licitationsfasen til modtagne ekstraregninger indikerer, at vi taler om et borgerligt ideologisk felttog med den egentlige motivering, at spare ved at sænke kvaliteten af de omhandlede ydelser og lade eget bagland forsyne sig i statskassen:
1. Ved licitationen sammenholdes tilbuddet fra institution eller myndighed med private indbydere. Men deres taktiske muligheder er helt forskellige.
Den offentlige byder er et kostcenter, der skal udrede udgifterne år for år af budgettet, og er forpligtet af en seriøs omkostningsberegning. Den private yder kan omvendt som profitcenter spekulere i en flerårig helhed, og altså snyde sig til kontrakten ved at underbyde med en dumping pris (ved at bruge af kassekreditten) i år 1, og satse på at tjene det tabte ind i det videre forløb. Det er præcis hvad vi ser i artiklen.
Ved den type licitation sammenligner man æbler og pærer, hvor udefrakommende er sikre vindere; det er
en aldeles ubrugelig metode.
2. Når så leverandøren i år 2 eller 3 har konstateret, at det offentlige beredskab er nedlagt, er tiden kommet til at skrue kvaliteten så langt ned, at det er uacceptabelt for køber, og så kommer der en en forhandling, hvor køber er afhængig af konkurrencen i markedet udenfor huset - er der andre udbydere? På rengøringsområdet entrerer man i et konkurrencebegrænset marked uden andre udbydere end ISS som er den helt dominerende spiller, især hvis de skal være store nok til at magte opgaven. Den afhængighed fører som regel til kontraktændringer og budgetforhøjelser på både 50 og 100%, som det præcis ses hos forsvaret, hvor genialiteten i indkøbsfunktionen over årene ikke just har glimret ved overdrevent talent.
3. Dertil skal man håndtere et nyt loyalitetsforhold. hvor medarbejderen nu varetager sælgers interesse, og hvor opgaveomfanget bliver juridisk aftalemæssigt afgrænset og ved tvist afgøres i retten. De nye rengøringsfolk løser absolut ingen problemer, der ikke står i kontrakten; man taber den normale konduiteværdi, som ansattes velvilje normalt udviser overfor arbejdsgiveren. Det kræver aftalehåndtering.
4. Og som om det ikke er nok, skal køber gennem prisen jo deltage i at udrede sælgers overhead + fortjeneste, hvilket normalt andrager over 33% af prisen. For hver gang man køber 2 timer hos den private leverandør, kunne man altså have betalt for tre medarbejdertimer internt. Postulatet skulle altså være, at sælger er 50% mere effektiv, end medarbejderne, hvis de to ydelser i udgangspunktet skulle være lige dyre, til trods for, at det offentlige har et så stort behov for f.eks. rengøring, at de til fulde kan udnytte enhver opnåelig stordriftsfordel.

Hvis ideen med at udlicitere skulle være gennem konkurrence at spare penge, er intet mere tåbeligt, især på områder hvor man har alle stordriftsfordelene inden for egne vægge, at udlicitere til et privat marked, hvor konkurrencen er stærkt begrænset af monopolagtige operatører som ISS eller Falck. Dette er så meget mere tåbeligt med de nuværende regler for licitation, fordi bydende selskaber med dem har frit slag for at sætte den bydende købers tilbud om egenlevering ud af spillet gennem dumping.
Man skal huske, at V-regeringen til stadighed arbejdede for, at en øget andel af offentligt egenarbejde med egne ansatte sat i tvangslicens. Kunne nogen finde på at forlange det af private virksomheder?
Resultat har i talrige tilfælde vist sig at resultere i fordyret og forringet service for pengene, og det er uforståeligt, at man på den borgerlige fløj kan fastholde dette vanvid, medmindre vi taler om et ideologisk skoleridt med det formål at lade statslige midler flyde ud til fordel for eget vælgerbagland og deres berigelse, medens skoler, sygehuse og kontorer efterlades i skidt og møg.

Det synes den borgerlige fløj er helt OK, men der er jo tale om kalkuleret dumping for at udradere den indliciterede konkurrence fra starten, for så senere at skrue prisen op overfor købers ikke alt for talentfulde

Usp:
Der mangler lige at blive tilføjet "kontrakthåndtering".