Kunsten er samfundets mentale vejviser

Arken-direktør: Derfor har kunstmuseet en unik samfundsmæssig opgave
Arken Museum for Moderne Kunst kom i foråret i politisk modvind, da Dansk Folkeparti (igen) varslede, at de ønskede at skære dets tilskud med 7,5 millioner – eller hvad der svarer til 25 procent af museets statstilskud.

Statistikkerne viser, at de, der bruger kunstmuseerne, generelt hører til i blandt den højest uddannede del af befolkningen, de har en relativt høj indkomst og de er bosat i de større byer.

Blandt andet derfor ønsker Dansk Folkeparti, at flere penge skal gå til de natur- og kulturhistoriske museer i provinsen.

Men at skære i Arkens tilskud med en fjerdedel ”ville være katastrofalt for museet og uretfærdigt for omegnens beboere,” mener direktør for Arken, Christian Gether:

”Vestegnen er netop et af de områder i Danmark, hvor borgernes adgang til kunst er begrænset i forvejen. Derfor har Arken en unik samfundsmæssig opgave.”

Netavisen Pio har mødt Christian Gether til en samtale om, hvad samfundet kan bruge kunsten og kunstmuseet Arken til.

Besøgende skal tage ejerskab
Arken Kunstmuseum ligger i Ishøj kun cirka 17 kilometer sydvest for Københavns Rådhus, men der er alligevel en særlig stemning her.

Bamses Bodega ligger i stueetagen på en boligblok i beton fra slut-60erne. Jeg spørger en bodegagæst på en udendørs bænk, om han nogensinde har været på Arken Kunstmuseum?

Det har han ikke, men han kan godt vise mig, hvor det er.

Foto: Torben Petersen

Inde på Arken tager Christian Gether imod i et konferencelokale med en malerisk udsigt ud til et menneskeskabt kystlandskab med vand og klitter. Museet åbnede i 1996, og at det ligger netop i Ishøj, skyldes en revision af museumsloven helt tilbage fra 1974, hvor man besluttede, at alle danskere skal have mulighed for at møde den store kunst i deres nærmiljø:

”Før det lå alle museerne i Københavns omegn imellem Ny Carlsberg Glyptotek og Helsingør. Vi ligger i det nye land, ude i cowboyland, og selvom her bor hele 365.000 mennesker, er vi den første kunstinstitution.”

Museets placering betyder noget særligt, fortæller Christian Gether, for mange beboere på vestegnen er ikke vant til at gå på kunstmuseum. Især i starten, skulle mange samle mod inden de bevægede sig ind i den fremmede bygning. Men Arken vurderer i dag, at i omegnen af 60-65 procent af deres besøgende er bosiddende i Københavns Vestegn.

Fremtidens museum
Kunstmuseet må hele tiden opdatere sin selvforståelse i forhold til den eksisterende virkelighed, mener Christian Gether.

”Vi lever i en tid hvor samfundets traditionelle hierarkier er under opløsning, hvor alle har lettere tilgang til viden og mulighed for at udtrykke sig. Sådan er det. I det perspektiv vil museet som social aktør formentlig komme til at fylde mere."

Da Alex Ahrendtsen i foråret forklarede, at Dansk Folkeparti mener, at Arken generelt får for meget støtte svarede Christian Gether igen. Han anklagede Dansk Folkeparti for at føre ”korstog mod sin egen tid” – for det første, fordi Arken også er et provinsmuseum og for det andet, fordi der ikke nødvendigvis er et modsætningsforhold imellem et kunstmuseum og et kulturhistorisk museum: Arken belyser også kulturhistorien, men igennem kunsten.

Ud af Arkens 300.000 årlige besøgende er et sted imellem 30.000 og 50.000 børn og de kører løbende en række sociale projekter, hvor de inviterer unge, gamle, arbejdsløse, utilpassede, ensomme eller demente til at bruge kunsten.

Skulle museet miste op imod en fjerdedel af dets statsstøtte, ville det skulle skære ned på de internationale udstillinger, men også på dets undervisningsaktiviteter.

Museet er samfundsoplysning
Stifteren af Louisiana Kunstmuseum i Humlebæk, Knud W. Jensen, sagde i sin tid, at et besøg på Louisiana godt må være lidt som et besøg hos en excentrisk onkel.

Men for Christian Gether er det et eksempel på noget, som Arken i hvert fald ikke skal være:

”Det svarer jo til, at folk kommer på besøg hos en rig onkel for at beundre hans kunstsamling. Men her på Arken ønsker vi, at vores gæster skal tage ejerskab over museet.”

”Fremtidens kunstmuseum skal være ligesom antikkens agora, de åbne pladser i de græske byer. Her skal oplyste og engagerede borgere mødes for at diskutere grundlæggende eksistentielle spørgsmål med udgangspunkt i billedkunsten. På den måde bliver museet en slags katalysator for samfundsudviklingen.”

Kunst er en drøm om frihed
For Christian Gether er det afgørende, at museets værker ikke blot beundres på afstand, men at de derimod er noget man går i dialog med.

”Al kunst er symbolsk, og i hvert fald det jeg kalder den gode kunst, beskæftiger sig med de grundlæggende eksistentielle vilkår for mennesket. Værket kan for eksempel være en kritik, en positionering eller en karakteristik af nogle eksistentielle vilkår. Men betragteren har jo også en eksistentiel erfaring og jeg mener egentlig, at kunsten er der, hvor værkets og betragterens erfaringsformer overlapper. Men det kræver, at kunsten kan ramme noget, som man kan forholde sig til, man skal kunne få noget ud af at kigge på kunsten.”

”Den tyske forfatter Friedrich Schiller beskrev kunsten som en drøm om frihed: Det indebærer, at der er en utopisk stræben i kunstværket, som viser betragteren, at tilværelsen kunne være anderledes, end den er.”

”Værket skal ikke sige, hvordan tilværelsen kunne være anderledes, så bliver det propagandistisk eller bedrevidende, men når værket og beskuerens erfaringsfelter smelter sammen, skal man som betragter gerne komme hen i en tredje position, med et nyt perspektiv på tilværelsen. Den kunstopfattelse, synes jeg, giver god mening.”

Kunsten har ingen brugsværdi, men kan sagtens bruges
For Christian Gether er kunsten et middel til dannelse. Han ser ikke dannelse som et spørgsmål om at kunne en masse fakta, det er ikke et spørgsmål om form:

”Det handler snarere om den metafysiske diskussion. Jeg har måske et lidt gammelt dannelsesbegreb, men det kan være at kende Odysseen eller Shakespeares Hamlet. Jeg tror det åbner ens perspektiv på tilværelsen, hvis man har læst Hamlet og kender hans tvivl. For vi har vel alle prøvet at være i tvivl på en eller anden måde. Kunsten beskæftiger sig med de evige spørgsmål: Hvor kommer vi fra, hvad gør vi her, og hvor går vi hen? Spørgsmål som har martret mennesket til alle tider.”

Alt betragtes i dag som materie, forklarer Christian Gerther, som fysik eller kemi, men kunsten lukker op for en anden dimension – en mystisk og uforklarlig dimension:

”Værket er en slags essens eller koncentration, som ikke har nogen umiddelbar brugsværdi – men som dog sagtens kan bruges.”

 

Netavisen Pio har startet en fredagsserie om kultur & dannelse. Vi interviewer en række kulturelle aktører, som skal give deres bud på, hvad vi skal med dannelse og kultur i dag.

Dagens interview med museumsdirektør Christian Gether er andet interview i serien.  

Portrætfoto: Per Morten Abrahamsen

 

 


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Kunsten som mental vejviser.
Jeg håber sandelig ikke, at kunsten er den eneste mentale vejviser, for så er vi virkelig på røven.
Hvis det skulle være tilfældet, så ville vi være overladt til kunstnerens tilfældige fortolkning af sig selv og sine omgivelser. At ophøje kunstneren til Gud vil være den endelige afslutning på fællesskabet, og en tanke vi ikke har set siden førmodernistisk tid altså i 1600-tallet. Immanuel Kant beskrev i 1700-tallet godt nok kunsten og dermed kunstneren, som noget, der stod uden for, som noget specielt og enestående. Det var ikke rigtigt denne gang, og det er ikke rigtigt idag. Kunst er menneskabt af de kunstnere og de kunstformidlere, der lever (eller forsøger at leve af det), en slags avanceret tidsfordriv. Hermed ikke sagt, at kunst kan være berigende, men at ophøje det til mental vejviser er noget af en overdrivelse, som ikke engang kunsten kan leve op til.

Nå, der er faldet et ikke ud i næstsidste linje... Hermed ikke sagt, at kunsten IKKE kan være...

Annonce