Når jeg rejser land og rige rundt for at deltage i politiske debatter på uddannelsesinstitutioner, bliver jeg oftere og oftere konfronteret med ungliberale (han)løver, der tror, at deres isblå tusindårsrige kan finansieres på følgende måde: Ned med dagpengene og op med arbejdstiden.

Grådige liberalister tror, at mennesker kan programmeres rundt i et magisk excel-ark

Vi skal brænde endnu større huller i lønmodtagernes sikkerhedsnet, for så bagefter at tvinge dem til at arbejde noget med. Så vælter pengene ind i statskassen. Nemt, ikke?

Jeg bliver altid overrasket når jeg præsenteres for den logik – og det gør jeg tit. For den har ingen forbindelse til virkelighedens verden, men er tværtimod det bedste eksempel på, at en del grådige liberalister tror, at mennesker kan programmeres rundt i et magisk excel-ark, der til sidst vil levere de sorteste tal på bundlinjen. Sådan er virkeligheden bare ikke.

Udhuling af dagpengene skader velstanden

Gennem årtier er vores kollektive dagpengesystem blevet udhulet. I 1980 udgjorde dagpengesatsen 63 procent af gennemsnitslønnen i industrien – i dag er tallet 43 procent. Kompensationsgraden falder fordi dagpengesatsen reguleres mindre end lønudviklingen og det truer opbakningen til dagpengesystemet. De liberalister jeg møder rundt omkring i landet, jubler over udviklingen, og rigtig gerne sætte endnu mere turbo på den. Men de overser totalt, at de er ved at savne den gren over de selv sidder på.

De overser totalt, at de er ved at savne den gren over de selv sidder på

Sandheden er at et stærkt socialt sikkerhedsnet er forudsætningen for et fleksibelt arbejdsmarked. Lønmodtagerne accepterer kun at arbejdsgiverne kan hyre og fyre som de vil, fordi de ikke er alt for utrygge ved deres livssituation, hvis de i en kortere eller længere periode står uden arbejde.

Den fleksibilitet, som er fundamentet under den stærke velfærdsstat finansieret af høje skatter, er dybt afhængig af et troværdigt dagpengesystem.

Tror de virkelig at citronen bare kan presses uden at lønmodtagerne siger stop?

Derfor er det nærmest grinagtigt at høre liberalisterne skråle op om vækst og velstand, når de samtidig ønsker at trække en af de mest fundamentale ingredienser ud af opskriften. Tror de virkelig at fagbevægelsen vil acceptere at deres medlemmer kan hyres og fyres som det passer arbejdsgiverne, hvis dagpengesystemet smadres fuldstændigt?

Tror de virkelig at citronen bare kan presses uden at lønmodtagerne på et tidspunkt siger stop?

Grådige liberalister truer vores arbejdsmarked

Liberalisterne vil både have i pose og sæk. De tror at arbejdsmarkedspolitik er et tag-selv-bord, hvor man kan tage de elementer der passer ind i et ideologisk korstog, og så lade resten ligge. Sådan er virkeligheden bare ikke.

Liberalisterne vil både have i pose og sæk

Og hvis de nye generationer af politiske aktivister i Liberal Alliance og Venstre tror, at man bare kan smadre dagpengesystemet uden at det skader virksomhederne, så får de sig en ordentlig lærestreg. Allerede nu gambler vi med fundamentet for hele vores arbejdsmarkedsmodel, og den nye regering bør prioritere at sikre en højere kompensationsgrad. Ellers kan det ende med at gå fuldstændig galt.