Afhøringer kan forlænge Kristian Thulesen Dahls politiske liv

Bagmandspolitiet er endnu ikke færdig med sine afhøringer i MELD og FELD-sagen, og dermed trækker det ud med en afklaring af Morten Messerschmidts fremtid
Efter at en række politiske kommentatorer har startet nedtællingen til Kristian Thulesen Dahls afgang som formand for Dansk Folkeparti, sætter justitsminister Nick Hækkerup (S) nu denne på pause.

Justitsministeren oplyser således i en redegørelse til Folketingets retsudvalg, at Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) – i daglig tale Bagmandspolitiets - undersøgelse af Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt, trækker ud.

Og dermed trækker den afklaring på Morten Messerschmidts rolle i sagen om MELD og FELD ud, som Kristian Thulesen Dahl angiveligt har krævet, før han kan – og vil – overlade posten til partiets næstformand. Først da vil det nemlig stå klart, i hvor høj grad Morten Messerschmidt vil blive belastet af undersøgelsen, der nu har i gang i seks år.

Kristian Thulesen Dahl har ellers tidligere forklaret, at nok har der været tale om en ”rodebutik” i MELD og FELD, men det er også det. Der er ikke begået noget kriminelt.

placeholder

MELD og FELD

Sagen startede tilbage i 2015, hvor EU’s kontor til bekæmpelse af svig (OLAF) indledte en undersøgelse af, om den europæiske alliance MELD (Movement for a Europe of Liberties and Democracy) og fonden FELD (Foundation for a Europe of Liberties and Democracy) – under Dansk Folkepartis daværende europarlamentarikers ledelse - havde misbrugt støttemidler fra EU.

Midlerne, som organisationerne var bevilget, var nemlig betinget af, at de blev brugt på aktiviteter relateret til organisationen og EU. De måtte altså ikke anvendes til kampagner, der havde indflydelse på nationale valg eller folkeafstemninger.

Ulovlige, uretmæssige eller uberettigede

Rapporten og konklusionen - at der blev begået "ulovlige, uretmæssige eller uberettigede" aktiviteter i tre af de lande, der var med i MELD og FELD, nemlig Italien, Grækenland og Danmark - overdrog OLAF i oktober 2019 til SØIK, der efterfølgende har efterforsket sagen med henblik på, om der skal rejses tiltale mod medlemmer af Dansk Folkeparti – herunder Morten Messerschmidt.

COVID-19 forsinker

Ifølge redegørelsen er sagen klassificeret som en såkaldte stor sag i SØIK, hvor ressourceforbruget for både efterforskere og jurister kan forventes samlet at medføre en sagsbehandlingstid på op til to år fra anmeldelsen og til stillingtagen til tiltalespørgsmålet.

Men siden efterforskningen blev indledt i 2019 har restriktionerne som følge af COVID-19 i flere tilfælde vanskeliggjort afviklingen af de planlagte efterforskningsskridt og særligt det internationale samarbejde i sagen.

I forbindelse med efterforskningen er der foreløbigt foretaget 14 afhøringer i Danmark og udlandet, herunder tre genafhøringer. Efterforskningen har endvidere givet anledning til at fremsætte en række anmodninger om bistand til efterforskningen over for både Europa-Parlamentet og syv forskellige lande i og uden for EU.

Selv om SØIK i dag stadig ”forventer”, at den juridiske stillingtagen til sagen foreligger senest inden udgangen af første halvår 2021, er der imidlertid flere usikkerhedsfaktorer.

Afventer fortsat gennemførelse

”Flere af disse anmodninger afventer fortsat gennemførelse i udlandet, herunder anmodninger om bistand til gennemførelse af yderligere vidneafhøringer,” hedder det således i redegørelsen til retsudvalget.

Selv om Morten Messerschmidt har erkendt at have begået fejl, har han afvist, der er foregået noget strafbart.

Formand under pres

Presset på Kristian Thulesen Dahl er taget til efter nederlaget ved folketingsvalget i 2019, hvor Dansk Folkeparti med blot 8,7 procent af stemmerne blev barberet ned til en tredjedel af partiets hidtidige størrelse.

Siden er det blot blevet endnu værre – i visse målinger har Dansk Folkeparti ligget på bare fem procents tilslutning. At hovedkonkurrenten Nye Borgerlige står væsentligt bedre, har ikke ligefrem gjort lettet presset på Kristian Thulesen Dahl.

I en netop udkommet bog, '"Skaberen, taberen, frelseren?", skrevet af journalisterne Søs Marie Serup og Mikkel Faurholt, fortælles det, hvordan en yngre gruppe af partiets medlemmer – "Skyggeholdet" – med Anders Vistisen og Peter Kofod i spidsen længe har intrigeret mod Kristian Thulesen Dahl og arbejdet på hans snarlige afgang.

Politisk kommentator og medlem af Venstre, Jarl Cordua, mener, at det ikke kan vare lang tid.

"Hellere kaos i partiet end at fortsætte med formanden," skriver Jarl Cordua på Twitter.

placeholder

Selv har Kristian Thulesen Dahl afvist ethvert forlydende om, at han skulle være villig til at trække sig som formand for Dansk Folkeparti.

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Vil DF virkelig have en kriminel formand...

Lad os håbe DF kun bliver en passus i Danmarkshistorien.

Bjarne, du skriver "Vil DF virkelig have en kriminel formand"
Det vil de sikkert, ligesom Socialdemokratiet.

Anonym.
Det sidste ved hverken du eller andre noget om, så stop dine selvopfundne påstande.

Annonce