Uddannelsesminister ”undrer” sig over hvidhedsstudier

”Det er for mig at se bekymrende, når der viser sig et billede af en lidt for ensporet teoretisk tilgang inden for visse forskningsfelter,” lyder det
Uddannelses- forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) slår nu alarm: Den uvildige forskning på de danske universiteter, og kravene til god videnskabelig praksis, er kommet under pres i den såkaldte identitetspolitiske debat.

I en række svar til Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt, understreger Ane Halsboe-Jørgensen ganske vist, at forskningsfrihed er ”en af grundpillerne i et moderne demokrati” og at politikerne ikke skal gøre sig til dommere over lødigheden af individuelle forskningsfelter.

Det er således universitetsledelsernes ansvar at sikre, at den forskning, der bedrives, hviler på sunde videnskabelige principper, ligesom der er mekanismer, der sikrer kvaliteten af forskningen. Hvilket hovedsagelig sker gennem fagfælles bedømmelser, hvor forskere bedømmer kvaliteten af andre forskeres resultater. Men der er et men.

”Når det er sagt, så er der nogle af de debatter, der omgiver forskningsmiljøerne inden for f.eks. hvidhedsstudier og racestudier, der undrer mig,” skriver uddannelses- og forskningsministeren.

”Det er for mig at se bekymrende, når der viser sig et billede af en lidt for ensporet teoretisk tilgang inden for visse forskningsfelter. Ligesom det bekymrer mig, når der er beretninger om erklærede politiske mål med forskningen.

Drøfte emnet med universiteternes ledelser

 

”Vi skal kunne stole på, at forskningen er uvildig og uafhængig af særinteresser, og videnskabelige teorier skal kunne udfordres af kritiske spørgsmål. Det er en svær, men meget vigtig problemstilling, og jeg er meget opmærksom på den. Jeg vil derfor i den kommende tid drøfte emnet med universiteternes ledelser.”

Islamo-leftism

Senest har debattøren Rune Toftegaard Selsing i en blog i Jyllands-Posten, ”Luk universiteternes galeanstalter" advaret om, at debatten om identitetspolitikken, som ellers mest kendes fra USA, nu også præger europæiske - og endda danske - universiteter.

Rune Toftegaard Selsing henviser til, at den franske regering med præsident Emmanuel Macron og ministeren for højere uddannelse, Frederique Vidal, i spidsen, har sat sig for at bekæmpe ekstremisme på universiteterne og fremhæver studier inden for race, køn og postkolonialisme som arnesteder for kræfter, der angiveligt underminerer og destabiliserer Frankrig.

Ifølge Frederique Vidal skal en kommende undersøgelse af universiteterne fokusere på "Islamo-leftism", hvilket er et kontroversielt udtryk, der ikke blot bruges af førende franske ministre til anklage venstreorienterede intellektuelle for at retfærdiggøre islamisme og endda terrorisme.

placeholder

Radikal indoktrinering

Som et eksempel herhjemme nævner debattøren centret FREIA på Aalborg Universitet, der først og fremmest beskæftiger sig med race, køn, etnicitet og postkolonialisme. De har otte forskere som kernemedlemmer og yderligere 15 forskere tilknyttet.

Aarhus Universitet har forskergruppen Ethnicity, Diversity and Education med 10 tilknyttede forskere. På Roskilde Universitetscenter findes Center for Køn, Magt og Mangfoldighed med hele 46 tilknyttede forskere og undervisere. Og endelig har Københavns Universitet Center for køn, seksualitet og forskellighed, hvor man kan tage en hel tilvalgsuddannelse i identitetspolitik”.

”Ligesom sin franske kollega bør vores egen uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen kræve, at universiteterne sætter ind over for den radikale indoktrinering,” skriver Rune Toftegaard Selsing.

Skaber splittelse og had

”Som samfund bør vi søge at lukke disse holdningsfabrikker. Ikke, fordi de er spild af penge, men fordi de skaber splittelse og had. Fordi det ikke er forskning, men yderligtgående politiske holdninger pakket ind i dunkel teoriflom. Der er tale om teorier og ideologier, der lukker ånden i stedet for at åbne den.”.

Tesfaye fyrede forskere

Sidste år besluttede udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), at forskerne bag en omstridte rapport om social kontrol, ””Magt og (U)Mulighed”, ikke skal undervise kommunale integrationsmedarbejdere.

Beslutningen var kulminationen på et længere forløb, hvor Mattias Tesfaye først kritiserede rapporten og gav besked om, at Udlændinge- og Integrationsministeriets medarbejdere ikke skulle benytte den i deres undervisning af kommunale integrationsmedarbejdere, og derefter fjernede den fra ministeriets hjemmeside.

Unge får teologiske argumenter

 

"Rapporten anbefaler at anvende arabisk- og koranundervisning som led i at dæmme op for negativ social kontrol og æresrelaterede konflikter," forklarede Mattias Tesfaye ved den lejlighed med henvisning til, at det ikke er regeringens holdning, at ”skattekroner skal bruges til, at unge får teologiske argumenter for deres rettigheder."

Hvad er identitetspolitik?

  • kendt fra 1994 fra engelsk identity politics med samme betydning
  • politik der tager udgangspunkt i en bestemt (minoritets)gruppes religion, etnicitet, seksualitet el.lign.
  • og som først og fremmest søger at varetage netop denne gruppes interesser

Kilde: Den Danske Ordbog 

 

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det er godt at der gribes over for så kaldt forskning der ikke tager udgang i vores danske virkelighed. MEN i forskernes egen forestillinger. Det er politiske indlæg ikke reale forskning.

Enig, forskning og forskningsmiljøer skal vurderes ud fra egne videnskabelige 'identiteter'. Slå videnskaben med dens egne argumenter. MEN - der er bred sprogforsknings enig om og evidens for fx at (tidlig) modersmåls(undervisning) er afgørende for god sprogudvikling hos (spæd-)børn - skal man lære et andet eller trediesprog - dansk fx - skal man først have et sprog - for god ordens skyld - der findes ikke undersøgelser, som peger på at religiøse bøger i sig selv skulle være sprogfremmende.

At kalde den slags bavl for videnskab er nok den største bjørnetjeneste, man kan gøre mod den rigtige videnskab. Og det endda i en tid med både en pandemi og klimakatastrofer lurende i horisonten. De skulle i den grad skamme sig.

Der trænger i den grad til en oprydning og reduktion af hvad der forskes i.
Det kan ikke passe at 'ligegyldig / mindre betydende forskning' sker på ALLE landets universiteter. I den nuværende situation med udgifter til corona, SKAL der skæres ned på udgifterne til universiteterne.
Vi trænger til en Peter Rindal opgør (https://da.wikipedia.org/wiki/Peter_Rindal).

Annonce