I den politiske debat hævdes, at det bliver frygteligt dyrt at stoppe udhulingen af dagpengene og rette op på nogle af de kraftige forringelser, der er sket over de seneste mange år.  

Men det er altså kun dyrt, hvis man som Finansministeriet indregner såkaldte dynamiske effekter - som ’dovenskab’ og ’lavere arbejdsudbud’ - ved en forbedring af satserne.

Og disse postulerede dynamiske effekter er der altså intet seriøst belæg for at tage med i regnestykket – snarere tværtimod. Hvorfor det hænger sådan sammen, er noget af det, som jeg vil redegøre for i dette indlæg.

Men først vil jeg slå en anden vigtig pointe fast, der anskueliggør, hvorfor regningen for et stop af udhulingen ikke bliver særlig stor.

Nemlig den pointe at medlemmerne af a-kassen via deres kontingent selv er med til at betale en meget stor del af dagpengene, og at de derfor også selv vil være med til at finansiere en forhøjelse af satserne. Den pointe bliver ofte glemt i debatten, hvor det lyder som om, det er politikerne, der skal finde alle de ekstra penge.

Medlemmerne betaler stor del selv

Finansieringen af dagpengene dækkes i dag langt hen ad vejen af a-kassernes medlemskontingent. Kontingentet dækker de fulde administrationsudgifter i den enkelte a-kasse. Men den største del af kontingentet er det såkaldte statsbidrag på cirka 4.300 kr. årligt pr medlem.

Statsbidraget fra medlemmerne sendes direkte i statskassen, hvor a-kassen hæver pengene, når de udbetaler dagpenge til ledige.

Medlemskontingentet (statsbidraget) er i loven fastsat til 4,8 x den aktuelle (daglige) dagpengesats. Det vil sige at hvis dagpengesatsen sættes op med f.eks. fem procent, så stiger statens indtægt fra medlemsbidraget også med fem procent.

Hvor meget er en stor del?

Medlemmerne er selv med til at betale en stor del af dagpengene og vil altså også være med til at finansiere en hævelse af dagpengene.

Og ’hvor meget er så en stor del af dagpengene?’, vil nogen måske spørge! 

I 2019 - altså året før coronakrisen - var de samlede dagpengeudbetalinger på 16,2 mia. kr., mens medlemsbidragene til statskassen udgjorde 8,75 mia. kr.

Det kræver således ikke store matematiske evner at regne ud, at kontingenterne umiddelbart dækkede 8,75/16,20 = 54 procent af dagpengeudgifterne. Når jeg skriver ’umiddelbart’, så er det fordi, man skal tage med i beregningen, at dagpenge beskattes med mindst 37,8 procent (laveste skatteprocent), mens fradragsværdien for kontingenter kun er 25,6 procent.

Så medregnet at beskatning af dagpenge er større end fradragsværdien af kontingenter, så var medlemsfinansieringen faktisk cirka 64 procent eller næsten 2/3.

Fem procent højere dagpenge havde kostet 300 millioner

Hvis vi forestiller os, at dagpengene i 2019 var blevet sat op med 5 procent, ville det således beregnet have kostet staten 16,2 mia. kr. (den oprindelige udgift) x 0,05 (forhøjelsen) x 0,36 (statens del) = 292 millioner kr.

Normalt opgøres udgifter også efter skat og såkaldt tilbageløb. Det handler om, at statens merudgifter (større dagpengeudgifter minus højere kontingent) jo udløser øget skattebetaling og moms mv. af det øgede forbrug fra højere dagpenge. Når det regnes med, bliver statens (netto) merudgift væsentlig lavere end den umiddelbare merudgift på de 292 millioner kroner.

Med den aktuelle coronaledighed, der er ca. 1/3 højere end før krisen, er prisen selvfølgelig også højere, men når vores coronatrængsler er ovre, tyder alt på, at ledigheden falder igen – og prisen altså ligeså.

Finansministeriet vil helt sikkert hævde, at det vil være en udgift på adskillige milliarder at stoppe udhulingen af dagpengene

Selv om vores nøgterne beregning her ender på en udskrivning i million-klassen for et dagpengeløft, så vil Finansministeriet helt sikkert hævde, at det vil være en udgift på adskillige milliarder at stoppe udhulingen af dagpengene og rette lidt op på forringelserne.

Grunden til dette er, at man siden Bjarne Corydon blev finansminister, begyndte at indregne ’dynamiske effekter’ eller såkaldte negative arbejdsudbudseffekter.

Det betyder, at man i modelberegningerne ganger de faktiske udgifter med typisk fire eller fem, og så bliver det jo lige pludseligt ganske dyrt. Og det er de tal regeringen bruger, når de siger, at der ikke er råd.

Halvanden milliard blev til syv

I et svar til Folketingets Beskæftigelsesudvalg fra 23. februar i år regnede embedsmændene på, hvad en forhøjelse af dagpengesatsen til 23.000 kr. eller 19 procent højere end i dag ville koste.

Efter skat og såkaldt tilbageløb nåede de frem til, at udgiften umiddelbart ville være ca. 1,6 milliarder kroner. - vel at mærke med den aktuelle forhøjede ledighed.

Hvis man korrigerer beløbet for, at de i svaret ’lykkeligt’ havde glemt at tage hensyn til, at kontingenterne reguleres med samme procent som dagpengesatsen (som forklaret tidligere i indlægget), så er det såmænd næppe helt ved siden af i forhold til min husmands beregning ovenfor.

Selv en marginal forbedring af ydelserne vil resultere i en udbredt kollektiv dovenskab

Men i deres beregning indregnede de oveni også ’adfærdsvirkning’ (formodet fald i arbejdsudbud og beskæftigelse), og dermed nåede de op på en udgift på 7,11 milliarder kroner.

Finansministeriet tror, at danskerne er dovne

I Finansministeriets regnemodeller har man indbygget antagelser om, at selv en marginal forbedring af ydelserne vil resultere i en udbredt kollektiv dovenskab, hvor færre ledige reelt ønsker et job. Og hvor dem, der har arbejde, bliver mindre bange for at miste det.

Derved stiger lønpresset, og beskæftigelsen vil falde, siger de.

I disse regnemodeller indgår overhovedet ikke, at der også er positive arbejdsudbudseffekter af at sikre en rimelig forsørgelse under ledighed.

F.eks. ved, at man har en økonomisk grundtryghed, som betyder, at man kan have fuldt fokus på at finde et nyt job, og ikke samtidig skal frygte at gå fra hus og hjem.

Grotesk eksempel

Et af de mere groteske eksempler på konsekvenserne af arbejdsudbudstænkningen er fra 2015. Her vedtog man, at nogle få hundrede, der røg ud af dagpengesystemet uden at kunne få kontanthjælp, blev sikret en kontanthjælpslignende ydelse i nogle få måneder.

Selve ydelsen anslog man til at ville koste 10-15 millioner, men her gangede Finansministeriet ikke bare med omkring 5, som de plejer.

Nej, de indregnede en negativ arbejdsudbudseffekt på over 500 millioner kr., som blev finansieret i finansloven. Det netop fordi regnemodellen antog, at det ville påvirke hele befolkningens arbejdsvilje og resultere i lavere beskæftigelse og faldende skatteindtægter.

Skød 30.000 ledige forbi

Et andet eksempel på den blinde tro på arbejdsudbudseffekter var, da dagpengereformen med halvering af dagpengeperioden trådte i kraft fra 2013.

Finansministeriet og ”førende økonomer” havde beregnet, at kun nogle få tusinde ville miste dagpengeretten.

Virkeligheden blev, at 37.500 mistede dagpengeretten i 2013.

Fordi - antog de - at udsigten til at miste dagpengene ville få de ledige til at blive mindre kræsne, lette sig fra sofaen og finde et arbejde.

I Danske A-kasser regnede vi også på det, og nåede frem til, at mindst 25-30.000 ville ryge ud. Virkeligheden blev, at 37.500 mistede dagpengeretten i 2013.

Regn som de gør i andre lande

Hvad er så alternativet til Finansministeriets regnemodeller? Ja det er bare at holde op med at regne postulerede dynamiske effekter med i den konkrete finansiering.

Det vil såmænd blot bringe os på linje med, hvordan man mig bekendt gør i alle andre lande, og som man gjorde i Danmark før 2011.

Og derudover skal Finansministeriet, Beskæftigelsesministeriet og politikerne huske på, at a-kassemedlemmerne selv betaler det meste af deres arbejdsløshedsforsikring – og dermed også for en forbedring af den.

Hvis disse to pointer kunne komme til at slå igennem i regnemetoderne og den politiske debat, så vil alle kunne se, at det faktisk ikke er så dyrt at løfte dagpengesatsen.