Annonce

Fortællingen om den stramme udlændingepolitik er en skrøne

Det er vigtigt, at vi stadigvæk tør tale om de udfordringer som indvandringen har skabt i Danmark. Vi skal fastholde at Gud har vigepligten.
Blækket var knapt tørt på det forståelsespapir, der gjorde Mette Frederiksen til statsminister før de første råbte - løftebrud. Det er ærgerligt, men desværre ikke overraskende fordi, vi når det kommer til udlændinge- og asylpolitikken ikke har en ordentlig debat på tværs af ideologier, men snarere det der minder om en skyttegravskrig, hvor man ikke er optaget af at tegne de vigtige store linjer.

Udlændingepolitiken og asylpolitikken er stadig vigtig og aktuel

Det er et af de eneste områder i dansk politik, hvor det ikke gør sig gældende og det er enormt ærgerligt og forhåbentligt kan Mattias Tesfaye tage livtag med den udfordring, det er en tvingende nødvendig opgave for en socialdemokratisk minister i denne regeringsperiode, for udlændingepolitiken og asylpolitikken er stadig vigtig og aktuel uanset hvor mange symbolpolitiske kager, der er blevet fortæret igennem årenes løb.

Gud har altid vigepligt

I et forholdsvist lille land og ikke mindst under en universel velfærdsmodel er det nemlig fuldstændig afgørende, at vi kan relaterer os til hinanden og det kræver altså en eller anden fællessum af værdier, kultur og normer. Det betyder ikke og det er vigtigt at understrege, at vi ikke kan være forskellige i Danmark eller at vi skal se skævt til enhver medborger, der ikke fejre jul, spiser flæskesteg eller går i kirke hver søndag.

Det er vigtigt, at vi stadigvæk tør tale om de udfordringer som indvandringen har skabt i Danmark

Det betyder, at når det kommer til demokrati, ligestilling mellem kønnene og loyaliteten til Danmark, så er der altså ikke nogle kompromiser og når religion og demokrati støder sammen, så er det og så skal det altså være Gud, uanset hvilken man tilbeder, der har vigepligten. Socialdemokratiet har fremlagt et stærkt bud på en politik, der kan samle Danmark og ikke mindst gøre op med et asylsystem, der i øjeblikket giver menneskesmuglere og andre kriminelle kronede dage.

Det er derfor vigtigt, at vi stadigvæk tør tale om de udfordringer som indvandringen har skabt i Danmark for vi har parallelsamfund, hvor der gælder andre normer end på de fleste almindelige villaveje i Danmark og der er for stort et antal af særligt kvinder blandt ikke-vestlige indvandrere, der ikke er på arbejdsmarkedet, bidrager negativt til beskæftigelsesstatistikerne og dermed holder en hel befolkningsgruppe i et jerngreb af et reaktionært og patriarkalsk familiemønster.

Det er selvfølgelig et problem i et samfund der bygger på ligestilling og ret og pligt, for hvis et sådan samfund skal hænge sammen, må det også stå helt klart, at pligterne kommer før rettighederne.

Den stramme udlændingepolitik er en skrøne

Derfor skal vi selvfølgelig tale om udlændingepolitikken og vi skal ikke give veto på den diskussion til højrefløjen. For realiteten er, at selvom man undertiden kunne få det indtryk, at Danmark har nærmest verdens strammeste udlændingepolitik, så forholder virkeligheden sig altså ret anderledes. Fortællingen om den stramme udlændingepolitik er en skrøne, hvis vi sammenligner os med andre lande, en skrøne som både den blå og røde fløj har haft en interesse i at dyrke med hver deres motivation.

En skrøne som både den blå og røde fløj har haft en interesse i at dyrke

I eksempelvis Canada, som dele af den danske venstrefløj har fremhævet som det gode eksempel på en anstændig udlændingepolitik, fordi man tog imod asylmodtagere i lufthavnen med velkomstskilte og gaver er realiteterne, at de få udvalgte der bydes velkommen har været igennem et langt screeningsforløb. Det er gjort med henblik på at afklare integrationspotentialet inden de lukkes ind i landet og de er kun på offentlig økonomisk støtte i ganske få måneder, for den stopper ganske enkelt herefter.

I Australien patruljeres australsk farvand for både med flygtninge og migranter på vej mod landet, hvis en båd bliver opdaget vendes den om og sendes tilbage, hvor den kom fra. Alternativt kan der søges om asyl og i det tilfæde bliver asylansøgerne fragtet til et asylcenter på østaten Nauru, som Australien betaler for driften af og selv hvis man opnår asyl, vil man aldrig kunne få lov til at bo i Australien.

Alle velfungerede lande regulere altså migrationen

I USA stilles der skrappere krav til udlændinge end i Danmark og det er enormt svært at opnå amerikansk statsborgerskab. I Sydkorea og Japan er migrationen stærkt reguleret og derfor er migrationen meget beskeden. Alle velfungerede lande regulere altså migrationen, i Danmark får man velfærdsrettigheder fra dag et man har opholdstilladelse. Jeg slår ikke til lyd for den ene eller anden model, men jeg slår til lyd for, at vi stadig forholder os åbent til det her spørgsmål og holder fast i antallet som den afgørende parameter for integrationens succes.

Udlændigepolitik var forudsætnigen for magten

Pointen med dette skriv er som sagt ikke at plederer for den ene eller anden model, men derimod at bringe lidt perspektiv ind i en ofte fuldstændig afsporet diskussion, der styres af moralisme og en fuldstændig misforstået humanisme, der primært tilgodeser vores egen samvittighed, men reelt hjælper meget få mennesker.

Mange slag der skal kæmpes både i Danmark og i Europa

Vi skal være offensive og have sigtekornet rettet mod en udlændingepolitk med fokus på antal, der rent faktisk hjælper mennesker og giver bedre betingelser for den universelle velfærdsstat også i fremtiden. Her er der mange slag der skal kæmpes endnu både i Danmark og ikke mindst ude i Europa. Når mange socialdemokrater denne weekend har hyldet og fejret Mette Frederiksen på partiets kongres, så skal vi huske at minde hinanden om udlændingepolitikken, for det var ikke mindst forudsætningen for, at vælgerne gav os regeringsansvaret.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Kasper Pauli Pedersen er pædagog og gruppeformand for Socialdemokratet i Ikast-Brande Kommune.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Alle velfungerede lande regulere altså migrationen
I USA stilles der skrappere krav til udlændinge end i Danmark og det er enormt svært at opnå amerikansk statsborgerskab. I Sydkorea og Japan er migrationen stærkt reguleret og derfor er migrationen meget beskeden. Alle velfungerede lande regulere altså migrationen, i Danmark får man velfærdsrettigheder fra dag et man har opholdstilladelse. Jeg slår ikke til lyd for den ene eller anden model, men jeg slår til lyd for, at vi stadig forholder os åbent til det her spørgsmål og holder fast i antallet som den afgørende parameter for integrationens succes.
For mange af en helt anden kultur, er ganske uacceptabelt som nu, det skal stoppes, og så må vi tage folk da Asien ind, de trænger mere til det.!.,

Jeg er helt enig. Vi må ikke lukke øjnene og tro, at alt bare er i skønneste orden nu.

Esbjerg 10.9.2019. Kasper Pauli Pedersen har skrevet et klogt indlæg, som vores folketingsgruppe og alle andre i partiet bør forholde sig positivt og konstruktivt til. Udlændingepolitik kan ikke føres sammen med Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet. Med venlig S-hilsen Lars Runo Johansen.